Kommunerne kan spare millionbeløb ved at skifte til ip-telefoni. Det mener videnskabsminister Helge Sander, som opfordrer kommunerne til at indføre ip-telefoni i forbindelse med kommunalreformen.
»I en lang række kommuner vil man være nødt til at omlægge telefon-systemerne i forbindelse med sammenlægninger, og her er der en fantastisk mulighed for at etablere et nyt samlende system og samtidig spare penge på lang sigt. Der er ingen tvivl om, at ip-telefonien nu for alvor kommer til at rykke,« mener Helge Sander ifølge Jyllands-Posten.
Videnskabsministeriet arbejder med at færdiggøre et beslutningsoplæg om at skifte til ip-telefoni i staten, som vil kunne medføre besparelser på 20 millioner kroner om året.