I retssagen mellem Cisco Systems og Huawei Technologies har den amerikanske netværksleverandør vundet en foreløbig sejr over sin kinesiske konkurrent. En forbundsdomstol i USA har nedlagt fogedforbud mod salget af en række omstridte produkter fra Huawei og to datterselskaber.
Cisco hævder at det kinesiske routerfirma har kopieret selskabets software og manualer og krænket flere patenter.
Den foreløbige afgørelse, som faldt fredag i sidste uge, slutter ikke sagen, men sætter rammer for, hvad Huawei kan gøre mens Ciscos klager bliver behandlet.
Fogedforbuddet betyder at Huawei ikke længere må sælge eller bruge operativsystemer som indeholder kode fra Cisco's Enhanced Interior Gateway Routing Protocol (EIGRP), bruge medarbejdere som har arbejdet med EIGRP til udvikling af sin egen software eller distribuere manualer eller hjælpefiler der indeholder tekster som er kopieret fra Ciscos håndbøger.
Cisco havde krævet et totalt forbud mod Huaweis salg af router-software, hvilket dommeren dog ikke valgte at følge, men det amerikanske firma er alligevel tilfreds med afgørelsen.
Huawei afviser dommen med henvisning til, at den kun vedrører ældre produkter, som ikke længere sælges i USA. Den får derfor ingen praktisk betydning for det kinesiske firma.