”Hvis du har kabel-tv, behøver du ikke foretage dig noget for at undgå sort skærm.”
Sådan lød meldingen op til omlægningen af tv-signalet fra analogt til digital natten til den 1. november. Og mens et mindre antal mennesker fik sort skærm fordi de hverken havde decoder-boks eller kabelabonnement, så blev et større antal kabel-tv-kunder faktisk ramt så uheldigt af digitaliseringen, at de har fået sort skærm på nogle af kanalerne.
Så mange mennesker har problemer med kanalerne, at supporten hos den største af kabeltv-udbyderne, You See, reelt er lagt ned. Næsten uanset hvornår man ringer er der meget lange ventetider på halve og hele timer.
Selskabet fortæller i en udmelding på sin hjemmeside:
”Kunder flere steder i landet oplever støj på nogle kanaler, mens andre slet ikke kan modtage kanalerne”.
Ifølge YouSee skyldes forstyrrelserne det nye, digitale sendenet. De digitale tv-sinaler sendt via master rundt om i landet giver nemlig en ny og kraftig indstråling, som kan påvirke antennekablet hjemme i ens stue.
”Kablet fra stikket i væggen til fjernsynet kan være følsomt for indstråling. Det vil sige, at selve kabel-tv-signalet og et andet digitalt signal, der kommer fra en sender i nærheden, bliver blandet sammen. Det får modtagerboksen til at blive forvirret og så kan den ikke afkode udsendelserne,” siger YouSees informationchef Ib Konrad Jensen.
YouSee opfordrer kunderne til at udskifte deres antennekabler med et af bedre kvalitet.
Men det har ikke hjulpet kabel.tv-kunde Heine Sandekilde fra Århus, der nu helt mangler de ekstra-kanaler, han betaler for i dyre domme.
”Jeg har siden 1 oktober modtaget TV signal fuld pakke med harddisk recorder fra YouSee. Flere og flere kanaler begyndte at hakke i billedet og flere og flere gik i sort. YouSee support bad mig udskifte mit antennekabel med et nyt. Det gjorde jeg så og det har ikke hjulpet. Jeg kan nu kun modtage de gratis digitale kanaler,” fortæller han.
YouSee forklarer, at det især er kunder, der bor tæt på de store sendemaster, der kan blive ofre for den øgede indstråling fra det digitale sendenet.
”Men kan det være rigtigt, at det luftbårne signal kan være stærkere end det YouSee leverer i kablerne eller er de ude på at undskylde tekniske problemer ved at tørre dem af på kunderne og samtidig tilføje disse en unødig udgift?” spørger Heine Sandekilde.
Hos Stofa lyder meldingen, at man kun lige er blevet opmærksom på problemet, men at det kun er relativt få af kunderne, der er ramt.
”Vi holder et møde i morgen tidlig hvor det skal afgøres, hvordan vi løser problemet,” fortæller Jesper Maack , informationschef i Stofa.
Selskabet vil blandt andet overveje, om man skal stille nye antennekabler til rådighed for sine kunder eller eventuelt sælge kablerne fra sin hjemmeside.
Hos Broadcast Danmark, der står for det digitale sendenet, lyder meldingen, at man ikke skal regne med at der bliver skruet ned får signalstyrken for de digitale tv-signaler.
Få overblikket med ComONs nyhedsbrev. Tilmeld dig her.