Microsofts Fix It Center er lidt som et gør det selv-værksted til bilen bortset fra, at her skal du ikke selv gøre noget.
Microsoft's Fix It Center forsøger selv at finde ud af, hvad der er galt med din XP- eller Vista-baserede pc og retter også automatisk de fejl, tjenesten finder.
Softwaren er stadig kun en beta-version, men kan allerede tilbyde at fejlrette 300 almindelige fejl.
For eksempel "Internet Explorer fryser eller går ned", "Problemer med at printe og printerfejl" og "Din cd eller dvd har problemer med at læse eller skrive".
Man vælger selv hvilke fejl, der skal fokuseres på, og så overtager Fix It derfra. Vi prøvede med fejlen "Problemer med lyd og/eller musik-afspilning".
Beklager sig ikke
Tjenesten er på engelsk, men beklager sig ikke over at foretage fejlretning på en dansksproget Windows XP. Det hele foregår nemt, hurtigt og uden komplikationer, men Fix It fandt nu ingen fejl - nok fordi der ikke er nogen problemer med lyden (i øjeblikket).
Læg dog mærke til, at selvom Fix It ikke finder egentlige fejl, så kan en gennemgang godt hjælpe på ydelsen, fordi Fix It eksempelvis finder programmer, som uden grund starter og kører, når man starter pc'en.
Der findes også en online Fix It-tjeneste, men hvis man har problemer med at komme online, så er det rart at have en version af fejlfindertjenesten installeret på sin computer.
Fix It henvender sig til Windows XP og Vista-brugere, fordi det nye styresystem Windows 7 allerede har en indbygget fejlretter også kaldet en diagnosticeringsfunktion.