Du kender det sikkert. Telefonen ringer, og en i din familie har brug for hjælp til at fikse et pc-problem. Du er jo blevet udpeget til at være familiens it-supporter på livstid...uden løn.
Du vil gerne hjælpe, men det kræver, at du starter bilen op og kører af sted. Det er lidt bøvlet.
Men hvad nu hvis du bare kunne sidde hjemme foran din egen computer og hjælpe hele familien - og naturligvis de mange venner, som også har brug for hjælp?
Det er muligt med programmet TeamViewer, der er gratis at bruge for private.
Fuld kontrol
Med programmet kan du få fjernkontrol med andre computere, og du kan dermed installere antivirus og anden software, samt ikke mindst fikse diverse pc-problemer.
Det kræver dog, at familiemedlemmerne installerer et såkaldt kundemodul på deres computere, og samtidig skal deres computere naturligvis have netadgang.
Ved at de klikker på kundemodulet, oprettes en kode, som skal overdrages til dig. Den giver adgang til computeren via fjernkontrol. Koden skiftes ud efter hver session, så uvedkommende ikke kan få adgang.
Når du får adgang til familiemedlemmets computer, kan du gøre præcis det samme, som hvis du sad med din egen pc. Du får kontrol over cursoren og kan klikke rundt i mapper. Du kan også kopiere filer og mapper til den pågældende computer.
Det er desuden muligt at sætte gang i en chat, så du kan skrive sammen med brugeren af computeren, mens du forsøger at løse eventuelle problemer.
TeamViewer samt kundemodul til de computere, der skal fjernstyres, kan downloades her.
Du kan læse mere om TeamViewer her.