Med plugin'et Personas til Firefox har det længe været muligt at iføre browseren en ny overfrakke. Det krævede dog, at du selv aktivt fik fat det pågældende plugin og installerede det.
Men det behøver du ikke længere. I den nyeste version af Firefox er Personas nemlig indbygget, og du kan derfor med et klik skifte udseende på browseren, som du er i humør til.
Desuden behøver du ikke som tidligere at genstarte browseren for at se, om den nye kulør matcher. Du lader blot musen vandre hen over et tema på GetPersonas.com.
Det er muligt at vælge imellem tusindvis af lækre og flotte temaer med alt fra Harry Potter og BMW til landskabsfotos.
Når du finder et tema, vises det automatisk med det samme.
Du kan vælge at trykke "Wear it" (tag det på), hvis du synes, det matcher din stil. Hvis ikke, flytter du blot musen fra temaet på GetPersonas, og din version af Firefox går tilbage til normal tilstand.
Hvis du har installeret et tema, som du gerne vil af med igen, kan det ske ved at gå ind i:
Funktioner -> Tilføjelser -> Tema
Her kan browseren sættes tilbage til sit standardtema.
Det er kun den nyeste version af Firefox, der har Personas indbygget. Hvis du ikke kører på den nyeste version, kan du opdatere browseren ved at klikke på:
Hjælp -> Tjek for opdateringer