Computerworld News Service: Efter den rekordstore Patch Tuesday i april, som rettede 64 fejl, kan det ikke overraske, at opdateringen i maj bliver noget lettere. Microsoft følger her sin sædvanlige tilgang med at variere størrelsen af den udsendte sikkerhedsopdatering mellem lige og ulige måneder, hvor der i ulige måneder kommer færre opdateringer.
Af de to opdateringer planlagt til udgivelse 10. maj har Microsoft klassificeret den ene som "kritisk", hvilket er den højeste trusselsvurdering i virksomhedens firetrins-klassificering, og den anden som "vigtig", hvilket er næsthøjeste trusselsvurdering.
Den kritiske opdatering vil rette fejl i Windows Server 2003, Windows Server 2008 og Windows Server 2008 R2, som er de tre stadig understøttede versioner af Microsofts styresystem til servere.
Sårbarheden findes endda i den nyeste version, Server 2008 R2 Service Pack 1. Windows til desktop heriblandt Windows XP, Vista og Windows 7 går dog fri fra denne sårbarhed.
Andrew Storms, der er sikkerhedschef hos nCircle Security, påpeger, at det uden flere informationer er umuligt at vide, hvilke server-komponenter Microsoft vil rette. "Der er tale om ren spådom, men et gæt kunne lyde på en komponent i Active Directory eller måske komponenten DHCP (Dynamic Host Configuration Protocol, red.)."
Da fejlen, der skal rettes, påvirker servere, der kører Windows, vurderer Andrew Storms, at netværksadministratorerne rundt omkring i it-afdelingerne skal bruge en dag eller to yderligere på at teste rettelsen, før den implementeres.
En af de sidste XP-rettelser
Den anden opdatering er af Office XP, Office 2003 og Office 2007, oplyser Microsoft i sin sædvanligvis kortfattede såkaldte advance notification, der blev offentliggjort i går. Virksomheden fremhæver specifikt PowerPoint, som det program fra Office, der vil blive opdateret. Herudover vil også Office 2004 til Mac og Office 2008 til Mac blive opdateret.
Rettelsen i næste uge af Office XP's udgave af PowerPoint vil blive en af de sidste: Den 10 år gamle programpakke vil nemlig ikke modtage flere sikkerhedsopdateringer efter 12. juli.
De nyeste versioner - Office 2010 til Windows og Office 2011 til Mac - er ikke ramt af disse sikkerhedshuller i PowerPoint.
Oversat af Thomas Bøndergaard