1. Derfor kæmper de om din inderlomme
Der raser i øjeblikket en kamp af episke dimensioner mellem verdens teknologigiganter.
Firmaer som Microsoft, Google og Apple konkurrerer med og mod mobilproducenter som Nokia, LG, Sony Ericsson og Samsung om kontrollen med din inderlomme.
De vil alle mere end gerne skabe den smartphone, som du putter i lommen og som dermed bliver dit primære udgangspunkt, når du skal surfe nettet, sende e-mail, holde styr på vennerne på Facebook og booke biografbilletter.
Vinderen, eller vinderne, vil ikke blot sælge en masse mobiltelefoner, men også have kontrol med, hvordan du får adgang til nettet, hvilken software og tjenester du bruger, hvilke annoncer du ser. og hvilken søgemaskine du bruger til at finde information på nettet eller et slagtilbud lige om hjørnet.
I takt med at vi lever mere og mere af vores liv på nettet og køber flere og flere virtuelle ydelser, så ligger der en utrolig magt og et kæmpe markedspotentiale i at kontrollere platformen.
2. Apples succes
Det er også derfor, at Apples succes med iPhone får mange kritikere helt op i det røde felt.
iPhone er en lukket platform, som Apple beskytter med knytnæveslag, spark i skridtet og en holdning om, at her bestemmer vi og ingen andre.
Du kan ikke få en app over på iPhone uden Apples godkendelse, og det er rigtig besværligt at få musik, videoer og fotos på din mobil, hvis ikke du har været en tur forbi iTunes og iTunes Store.
Du kan ikke bruge en anden browser end Apples egen Safari, og hvis du vil lægge Microsofts Bing ind som den primære søgemaskine, så kan du godt tro om igen.
Folk er bange for, at Apple får for meget magt og kontrol over forbrugerne og vores vaner.
Fornyligt slettede Apple et væld af apps med seksuelt eller erotisk indhold fra sin onlinebutik, og det startede et større oprør.
En samlet tysk presse har protesteret over for Apples puritanske politik, men Steve Jobs & co, insisterer stadigvæk på, at underlødigt indhold ikke har noget at gøre i firmaets App Store.
Det tyske ugemagasin, Stern, fik eksempelvis fjernet sin iPhone app, da udgivelsen indeholdt et erotisk billedgalleri.
Først indgik partnerne et kompromis, der betød at Stern pixelerede brystvorterne, men nu kræver Apple, at brysterne dækkes fuldstændigt.
I en artikel i det tyske magasin, Der Spiegel, står der, at "oftest er Apples autokratiske beslutninger uransagelige, især når det gælder såkaldt stødende indhold."
Som Der Spiegel påpeger, så afhænger situationen af din kulturelle baggrund. Hvad der opfattes som stødende i USA, er ikke nødvendigvis stødende her i Europa, hvor vi har et mere afslappet forhold til nøgenhed og erotik.
3. Googlemand: Jeg hader det
Apples holdning til internet og apps på iPhone, og den kommende iPhone, fik internetguruen Tim Bray - en af folkene bag XML-standarden - til at bøllebanke Apple på sin blog.
Her afslørede han, at han har taget et job hos Google, hvor han skal arbejde med at udbrede Android-operativsystemet. Og hvorfor tog Bray så jobbet hos Google og ikke hos Apple i stedet?
- iPhone-visionen for fremtiden af det mobile internet undlader kontroverser, sex og frihed, men inkluderer strenge grænser for, hvem der kan vide hvad, og hvem der kan sige hvad. Det er et sterilt Disney-agtig omkranset have omringet af advokater. Folk der vil skabe apps er nødt til at affinde sig med udlejerens regler og frygte hans vrede, skrev Tim Bray.
- Jeg hader det fordi, selvom hardwaren og softwaren er fantastisk, så er frihed ikke bare et andet ord for alting, og det er heller ikke en valgfri ingrediens, fortsatte han.
At en nyansat webguru hos Google giver Apple verbale tæsk er kun et symptom på den kamp, der pt. verserer mellem de to firmaer.
Det engang så rosenrøde forhold mellem Apple og Google er pist forsvundet, og de konkurrerer nu direkte mod hinanden på en lang række områder.
Det er dog Googles udvikling af Android-operativsystemet til smartphones, der til at begynde med fik Steve Jobs op i det helt røde felt.
New York Times har en fremragende artikel om fejden mellem Apple og Google, der kan læses her, og journalisten beretter for eksempel om, hvorfor de første Android-mobiler kom uden multi-touch-teknologi.
Skal vi tro avisen, så var Steve Jobs mere end direkte på et møde hos Google tilbage i 2008: Hvis I kopierer multitouch, så sagsøger jeg jer.
Det søgsmål blev til en realitet tidligere på måneden. Godt nok har Apple ikke sendt en krigserklæring direkte til Google, men Steve Jobs hiver nu HTC i retten for at overtræde 20 iPhone-relaterede patenter.
I søgsmålet nævner Apple også et par Windows Mobile-baserede mobiler, men man skal være en tåbe for ikke at se, at Apple går direkte efter Android, og i dette tilfælde er HTC en proxy for den virkelige fjende: Google.
4. Microsoft på sidelinjen
På sidelinjen står Microsoft og kigger lidt forvirret på de to kamphaner. Firmaet har netop annonceret Windows Phone 7, der fik en utrolig positiv respons fra en samlet verdenspresse.
Microsoft ser ud til at være på den helt rette vej med Windows Phone 7 og fokuserer udelukkende på at skabe en god smartphone-oplevelse for den helt almindelige forbruger.
Visuelt skiller Windows Phone 7 sig også ud fra konkurrenterne, og det kan kun være en god ting i en tid, hvor alle mobiler ligner hinanden: en stor trykfølsom skærm proppet med ikoner.
Problemet er bare, at Microsoft er kommet rigtig, rigtig sent ud af starthullet. Firmaets ledende medarbejdere i mobildivisionen har ikke været bange for at indrømme, at Microsoft stoppede den eksisterende udvikling af Windows Mobile for et års tid siden og begyndte helt forfra igen med et rent stykke papir.
Resultatet kan vi se i dag i form af Windows Phone 7, men Microsoft skal arbejde rigtig hurtigt for at få operativsystemet klar til den lovede lancering inden julesalget i år.
På den netop overståede MIX10-messe i Las Vegas kom det frem, at hastværket resulterer i en række mangler.
Vi skal for eksempel ikke kigge særlig lang tid tilbage, før Microsoft-cheferne stød i kø for at latterliggøre Apples iPhone for ikke at understøtte multitasking og cut n' paste af tekst.
Sidstnævnte fiksede Apple med 3.0-opdateringen af operativsystemet, men iPhone bliver stadig, og med rette, kritiseret for ikke at kunne køre to eller flere tredjepartsapplikationer på samme tid.
Nu hører vi så fra Microsoft, at Windows Phone 7 hverken vil understøtte multitasking ... eller cut n' paste af tekst.
Det virker ærlig talt lidt sølle, og det kunne godt se ud som om, at vi skal ud i en situation, hvor Microsoft lancerer en meget basal udgave af Windows Phone 7 for så at forbedre den over tid med regelmæssige softwareopdateringer.
Det er også vigtigt at påpege, at udviklere skal begynde helt forfra med Windows Phone 7. Eksisterende programmer fra Windows Mobile 6.5 vil ikke virke på de nye mobiler, og selvom Microsoft gør udviklingen nem med udviklerværktøjerne XNA og Silverlight, så bliver det svært at konkurrere med Apple og Google, der begge har store biblioteker af apps tilgængelige og et helt økosystem kørende, der tiltrækker både udviklere og forbrugere.
Spørgsmålet er, hvordan du tiltrækker udviklere til at skabe apps til Windows Phone 7, når der stort set ikke er nogen mobiler ude i hænderne på forbrugerne. Modsat er der millionvis af iPhones og Android-mobiler ude i lommerne på folk.
5. Konklusion: Kampen er kun begyndt
Kampen om inderlommen er interessant og spændende, fordi den har indflydelse på store dele af vores liv: hvordan vi henter, oplever og deler information, hvordan vi kommunikerer med hinanden på nettet, og hvilke tjenester og butikker, vi køber ydelser i.
Og det er ikke en kamp, der kun har betydning for os i den vestlige verden.
Hundredvis af millioner af mennesker er på nippet til at blive en del af informationssamfundet.
De har endnu ikke oplevet Google eller Facebook, eller fri information for den sags skyld, men første gang de klikker sig ind på Google, så bliver det ikke på en computer, men derimod på en mobiltelefon hevet op af lommen.
Det bliver spændende at se, om det bliver på en iPhone, en Android-mobil eller noget helt tredje.
Ja, krigen raser... Og den er kun lige gået i gang.