Landets tilsynsførende med it- og teleindustrien, IT- og Telestyrelsen, har tilsyneladende knas med at få styr på sine egne telefonnumre, efter styrelsen i weekenden har udskiftet sine telefonnumre.
Knaset skyldes, at styrelsen endnu ikke har fået opdateret sin hjemmeside med de nye telefonnumre, der skal erstatte 3545-serien, der dog fortsat bliver brugt til styrelsens hovednummer.
De nye numre virker sådan set, men på hjemmesiden er de bare ikke blevet parret med de rigtige medarbejdere, som i flere tilfælde stadig ser ud til at skulle kontaktes via de gamle numre.
Det erkender koncern it-chef Charlotte Birte Wedel hos Videnskabsministeriet, som IT- og Telestyrelsen er underlagt.
"Lige nu står der stadig de gamle numre på hjemmesiden, men sitet skal selvfølgelig opdateres med de rigtige numre med det samme," lover Charlotte Birte Wedel fra Videnskabsministeriet.
Overgår til statens telecenter
Alle numrene er ændret, fordi IT- og Telestyrelsen i lighed med andre statslige myndigheder skal overføres til statens kommunikationsplatform og telecenter inden 2013.
Videnskabsministeriet har allerede skiftet telefonnumrene ud i departementet. hos Universitets- og Bygningsstyrelsen og hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen samt hos uddannelsesmyndigheden Ace Denmark.
Udskiftningen hos IT- og Telestyrelsen er først sket her i weekenden, og på førstedagen er der altså knas med at finde de rigtige numre til de rigtige medarbejdere på hjemmesiden.
"Vi har lige taget opdateringen i etaper, men hjemmesiden er åbenbart ikke fulgt med i opdateringen," forklarer Charlotte Birte Wedel svipseren med.
"Hjemmesiden itst.dk burde automatisk have været blevet opdateret i løbet af weekenden. Vi er ved at finde ud af, hvorfor opdateringen ikke er fundet sted, og fejlen er meldt til Statens It, som er vores it driftsleverandør," fortsætter hun.