It-forhandleren Kompetera købte i 2009 tre SKI-godkendelser ud af konkursboet i2i.
SKI-aftalerne, har selskabet selv vurderet, ville give et salg på 20-25 millioner kroner.
Men nu vælger SKI at undersøge sagen nærmere.
"Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om der er sket fejl i den konkrete vurdering af sagen - og dermed i det svar, der er givet til Kompetera fra SKI's side," siger konstituteret direktør Signe Lynggard Madsen fra SKI til Computerworld.
"Vi gennemgår nu sagsforløbet grundigt med en ekstern advokat for at få redegjort for, hvad der er sket. Det vil ske inden for et par uger," siger hun.
Det springende punkt er, hvorvidt det strider mod reglerne, at købe SKI-rettigheder via et konkursbo og dermed reelt få rettigheder, som konkurs-selskabet i praksis blev godkendt til.
Beklager: Skal også rettes op
Ligesom SKI's mange rammeaftaler, der måtte opsiges fordi de ikke levede op til reglerne, har der heller ikke været styr på dette område hos den offentlige indkøbsorganisation, hvor der årligt omsættes for 13 milliarder kroner.
"Jeg kan se, at vi på dette område generelt ikke har haft en entydig retning i forhold til, hvordan sådanne spørgsmål håndteres i praksis. Og det beklager jeg," siger Signe Lynggard Madsen.
"Det vil vi få ryddet op i og lære af - for fremadrettet at sikre, at der ikke er nogen som helst tvivl," siger hun.
Derfor kommer det til at indgå i det oprydningsarbejde, som Kammeradvokaten lige nu hjælper SKI med.
Kammeradvokaten vil således komme om en generel vurdering af, hvornår og under hvilke omstændigheder en SKI rammeaftale kan overdrages, uden at dette samtidig medfører fornyet udbudspligt, oplyser SKI-direktøren.
"Og vi kommer derudover til at arbejde med, hvordan vi sikrer ensartethed i sagsbehandlingen og vurderingerne," siger Signe Lynggard Madsen.
"Vi vil fremadrettet kvalitetssikre vores interne procedurer bedre, således at der vil være fuld klarhed for leverandørerne over, hvad en sådan konkret vurdering skal indeholde, og hvordan man kan forvente, at sagen håndteres", lover Signe Lynggaard Madsen.
Kompeteras administrerende direktør er Carsten Weis, der tidligere har været medejer af i2i sammen med blandt andre Keld Kildegaard.
Direktøren oplyser i en mail til Computerworld torsdag:
"Lige nu har jeg ingen kommentar til nedenstående, jeg vil gerne komme tilbage en af de første dage i næste uge med kommentarer," skriver Carsten Weis.