En afgørelse om at en dansk forbruger, der ikke ville bruge Windows Vista, får returneret 850 kroner fra Microsoft, får ingen praktisk effekt.
Det siger Lasse Sørensen, der er markedsdirektør for pc-forretningen hos HP.
Han fortæller, at forbrugernes interesse for alternative styresystemer i bedste fald er meget beskeden. Men han mener, at det principielle i sagen signalerer, at man nu adskiller produktet fra styresystemet.
Derfor frygter HP på ingen måde en malstrøm af kunder, som nu vil have returneret 850 kroner for ubrugte Windows-styresystemer, efter afgørelsen:
"Indtil videre er vores holdning, at vi afventer en redegørelse fra Microsoft, og så implementerer vi en løsning derefter," siger Lasse Sørensen.
Han forklarer, at HP ikke, så vidt han husker, nogensinde har haft sager, hvor man har returneret penge til forbrugere, der ikke ville have Windows Vista.
Forbruger ville installerere Linux
Sagen handler om en forbruger, der hos et supermarked købte en computer med styresystemet Windows Vista i 2009.
Forbrugeren påberåbte sig efter at have læst Microsofts EULA retten til at få returneret en del af prisen, hvis han ikke ville benytte styresystemet til computeren, som han i øvrigt var tilfreds med.
Det afviste producenten i første omgang og tilbød at give pengene tilbage for hele købet inklusive hardwaren. Derfor havnede sagen hos Forbrugerklagenævnet, som afgjorde, at forbrugeren skal have refunderet 850 kroner, fordi han aldrig har taget Windows i brug på computeren.
"Det fremgår af licensbetingelserne, at hvis man ikke accepterer betingelserne, så må man ikke tage softwaren i brug, men skal i stedet kontakte producenten for at høre, hvordan man kan få refusion for købesummen," siger jurist ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Torben B. Olesen.
Uklart om afgørelse gælder Windows 7
Han forklarer, at Microsoft angiveligt har ændret licensreglerne i forbindelse med Windows 7.
Men Forbrugerklagenævnet har ikke haft sager herom og har ikke taget stilling til spørgsmålet endnu. Derfor er det usikkert, om man vil kunne få returneret penge for ubrugte styresystemer til computere med med det nyeste styresystem fra Microsoft.
"Vi må ind og se på, om det er i overensstemmelse med de betingelser, som de har fastsat, og det er det formentlig. Men der kan være konkurrencemæssige aspekter, som jeg ikke er bekendt med," siger Torben B. Olesen.
HP: Intet salg i Linux
Læs også:
Danskerne vender ryggen til præ-installeret Linux
Linux udkonkurreret på netbooks
Selvom den principielle afgørelse fra Forbrugerklagenævnet ifølge Lasse Sørensen ikke får den store betydning, vil den alligevel kunne spille ind på pc-producenternes mulighed for at tilgodese kundernes efterspørgsel.
"Vi vil nu kunne imødekomme de få kunder, som tidligere har ønsket produkterne med andet end præ-installeret Microsoft, uden at de skal betale for meget for produktet i forhold til, hvad de rent faktisk bruger efterfølgende," siger Lasse Sørensen.
Derfor mener Lasse Sørensen, at HP som producent vil kunne nå flere forbrugere som følge af kendelsen fra Forbrugerstyrelsen.
"Selvom det her er en lokal kendelse, så er den alligevel i min optik på niveau med den kendelse, som sagde, at Microsoft ikke måtte pre-loade browsere i deres operativsystem," siger han.
Pre-installeret Linux solgte ikke
Ifølge Lasse Sørensen var der for år tilbage hos HP tanker om præ-installeret Linux på nogle af firmaets computere. Men efterspørgslen har på ingen måde givet HP et fingerpeg om, at der var brug for en strategiændring.
"Tidligere har der aldrig rigtig været et marked for det, og Microsofts markedsandel på klassiske pc'er er stadig stor," siger Lasse Sørensen.
"Men der sker en ændring i markedet i øjeblikket, og vores strategi ift anvendelsen af WebOS på forskellige devices er blandt andet et tegn på, at der efterhånden er et behov for alternativer til Windows," siger han.
Windows skrumpede til netbooks
Generelt har computerproducenterne da også tidligere forsøgt at sælge pc'er præ-installeret med open source-styresystemer frem for Windows.
En taktik, der en overgang så ud til at fungere i forbindelse med introduktionen af netbooks på markedet, men de åbne styresystemer blev også på denne platform udkonkurreret af Microsofts styresystemer.
Hos Microsoft fortæller OEM-direktør Kim Enrum i en mail, at returnering af software er et forhold mellem forbruger, forhandler og PC-producent.
"Vi anbefaler OEM-producenter at have en returpolitik, men vi kan og bør ikke blande os i udformingen af returpolitikken, herunder om softwaren kun kan returneres sammen med PC'en. Slutbrugerbetingelserne for Windows 7 er formuleret anderledes end for Windows Vista. Det fremgår af disse, at returretten afhænger af producentens returpolitik. Vi ærger os naturligvis over enhver mistet kunde, men efter vores opfattelse er et præinstalleret styresystem det nemmeste for forbrugere. Vi oplever da også, at forbrugerne efterspørger præinstallerede styresystemer."