Den eskalerende korruptionssag hos HP har ingen tråde til Danmark, fortæller HP Danmark.
"Det er jo en sag, som stammer helt tilbage fra 2003, og som vedrører vores Moskva-afdeling og medarbejdere, som ikke længere er i HP."
"Så det er ikke en sag, der direkte berører HP Danmark på nogen måde," siger kommunikationschef Henrik Kirkeskov fra HP Danmark.
Etiske regler
Han understreger, at HP har et sæt regler, Standard of Business Conduct (SBC), som beskriver, hvordan medarbejderne skal drive forretning.
"Alle medarbejdere i HP skriver under på, at de vil overholde SBC-reglerne, og alle skal hvert år tage en obligatorisk træning i disse interne regler for vores adfærd over for hinanden og over for vores kunder og partnere."
"Reglerne er ret detaljerede med hensyn til hvad man må, og hvad man ikke må som HP medarbejder, herunder forretningsetik."
"Ifølge SBC er det for eksempel også ulovligt at benytte nogen som helst form for bestikkelse og modtage nogen som helst form for gaver, og hvis HP bliver opmærksom på, at reglerne ikke overholdes, skrider man ind over for de pågældende medarbejdere," siger Henrik Kirkeskov.
Han ønsker ikke at gå yderligere ind i den konkrete sag.
"Hvad der præcist er sket i 2003, kan vi af gode grunde ikke vide, og vi kan derfor heller ikke på nogen måde udtale os yderligere om den konkrete sag," siger han.