Læs også: Politikens WikiLeaks-manøvre går verden rundt.
Amazons verdensberømte web-boghandel er i weekenden blevet lagt ned af af et DDoS-angreb (distribueret denial-of-service) som følge af selskabets afvisende attitude mod sladrehankssitet Wikileaks.
Amazon var det første selskab til at vende Wikileaks ryggen - måske/måske ikke efter pres fra vestlige regeringer - men nu er Wikileaks tilbage i varmen på Amazon-servere.
Det skyldes, at dagbladet Politiken har valgt at spejle web-whistleblower-sitet på sin egen hjemmeside.
Til det formål har Politiken købt serverplads i Amazons cloudcenter, hvor Wikileaks blev smidt ud fra for mindre end to uger siden.
"Vores valg af Amazon er tilfældigt, selv om jeg da godt kan se, at det er lidt pudsigt," bedyrer Per Palmkvist Knudsen, der er it-direktør hos mediekoncernen JP/Politikens Hus.
"Der ligger ikke noget politisk motiv eller hævnaktion bag, at vores Wikileaks-spejling kører på Amazons servere," fortsætter han.
Prøver sig frem i skyen
I tilfældet med at spejle Wikileaks var Amazon-valget det hurtige frem for det dybsindige valg, fortæller Per Palmkvist Knudsen.
"Amazon var hurtigt og nemt. Men jeg kan da godt se, at det ville være en fantastisk historie, hvis vi så blev smidt af Amazons services igen, selv om det jo ikke var meningen," siger han med et skævt smil i stemmen.
It-direktøren fra JP/Politikens Hus har tidligere forsøgt sig med Amazon-skyen, men Wikileaks-spejlingen er den eneste Politiken-service, der kører hos Amazon lige nu.
"Helt generelt tester vi forskellige cloud-udbydere, når der kommer en anledning til det. Amazon har vi tidligere brugt i nogle sammenhænge, og så har vi erfaringer med en del andre udbydere. På den måde er vi godt rustet, hvis vi på et tidspunkt skal ud i skyen med en masse services," forklarer Per Palmkvist Knudsen.