I dag er TDC den mest dominerende spiller på det danske telemarked.
Det er i høj grad på grund af selskabets stærke position på kobbernettet (det gamle telefonnet, red.), at TDC sidder så tungt på det danske telemarked. Men position kan i de kommende år komme under hårdt pres.
Aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank har udarbejdet en analyse, der blandt andet gennemgår de risikofaktorer, som kan true TDC's markedsposition.
Han har skrevet analysen for at give potentielle investorer indsigt i, hvilken virksomhed TDC er, og hvad aktionærer kan forvente af virksomheden, hvis de bruger deres sparepenge på TDC-aktier.
Den helt store udfordring for TDC på bliver ifølge Morten Imsgard at holde kunderne på fastnettet, som TDC selv ejer. Der er nemlig kommet flere forskellige infrastrukturer til, som truer kundebasen på det traditionelle fastnet, vurderer Morten Imsgard.
Elselskabernes fiber
I de senere år har elselskaberne gravet fiberkabler ned for over otte milliarder kroner, og de har nu etableret en fælles indholdsudbyder, Waoo, på deres fibernet. Det er en trussel på privatmarkedet, lyder det fra Sydbank-analytikeren.
"Vi forventer, at elselskaberne med selskabet Waoo kan give TDC kamp stregen om de danske bredbåndskunder. Udbredelsen af fiberbredbånd vil i vores øjne være medvirkende til at øge kundeafgangen fra TDC's kobbernet," skriver Morten Imsgard fra Sydbank.
Afgangen fra kobbernettet er yderligere forstærket af, at stadig flere danskere vælger den traditionelle fastnettelefon fra.
"Det er vores vurdering, at traditionel fastnettelefoni langsomt men sikkert er på vej i graven," fremhæver Morten Imsgard.
Han mener derfor, at TDC's opgave bliver at begrænse kundeafgangen og samtidig lokke kunder over i pakkeløsninger, bundlede produkter, som eksempelvis HomeTrio, hvor kunden får tv, internet og ip-telefoni igennem telefonstikket.
"Kundefrafaldet fra traditionel fastnettelefoni er dog fortsat et problem for TDC, da hverken TDC's markedsposition eller indtjening er ligeså stærk inden for VoIP (ip-telefoni, red.)," skriver Morten Imsgard.
Truslen i luften
En trussel mod fastnettet, som for alvor har fået liv de seneste år, er mobilt bredbånd. Med raketfart har danskerne taget mobilt bredbånd til sig, og her har kunderne fire forskellige teleselskaber at vælge imellem.
"Konkurrenterne Telia, Telenor og 3 satser benhårdt på mobilbredbånd i Danmark. Vi forventer derfor, at TDC kan se frem til en meget hård konkurrence om markedsandelene i dette segment, hvilket vil lægge en dæmper på lønsomheden," lyder analysen fra Morten Imsgard.
I og med alle mobiloperatørerne pumper store beløb i udbygningen af mobilnettene, er hastigheden i nettene også blevet øget betragteligt. Det gør, at oplevelsen efterhånden kan måle sig med de lavere hastigheder på xDSL-bredbånd.
"Vi forventer derfor, at flere kunder fremadrettet vil vælge en mobilbredbåndsløsning på bekostning af en bredbåndsløsning via fastnettet," står der i analysen fra Sydbank.
De ovennævnte trusler er for privatmarkedet, men analytikeren fremhæver, at afvandringen fra fastnet samt truslen fra det mobile er den samme udfordring på erhvervsmarkedet.
TDC begynder sit aktiesalg 1. december.