Hvad vil du give for en fladskærm på 55 tommer med Android som styresystem? 32.000 kroner?
Det er prisen for den nyeste fladskærm fra People of Lava, og den går under navnet Scandinavia og skulle ifølge Wall Street Journal netop være sendt ud i de svenske butikker.
Fladskærmen blev allerede annonceret i foråret, og visionen for de svenske Lava-gutter var at skabe et hot produkt og verdens første Android-tv.
Med introduktionen af Sonys Google TV tidligere på året er noget af stjernestøvet dog faldet af Scandinavia, der tilmed må nøjes med at køre den ældre 1.5-version af Android.
Det er altså et stykke op til version 2.2, der aktuelt er den nyeste udgave og indeholder flere forbedringer.
Scandinavia har dog indbyggede funktioner, der skulle gøre det muligt at få adgang til YouTube, Google Maps, vejrudsigt og en internetbrowser.
Der følger et trådløst tastatur med fjernsynet - og til en pris over 30.000 kroner er det vel heller ikke for meget forlangt - og det kan bruges, når der skal skrives på nettet, og en touchpad sørger for, at du kan navigere rundt.
Ifølge Wall Street Journal vil 20 softwareprogrammer være tilgængelige til at begynde med, men der skulle løbende komme flere til, som kan downloades.
Vejer 42 kilo
Den 55 tommer store skærm er en LCD-model med LED-bagbelysning, og den har en opløsning på 1920 gange 1080 pixel.
Der er indbygget en dvb-t tuner, der kan fange luftbårne digitale signaler, men den er ikke klar til dvb-c (kabel-tv) eller dvb-s (satellit-tv).
Fladskærmens design er noget for sig selv. Det er udført i aluminium og sten, og dette design ser måske flot og minimalistisk ud, men det kræver også solide ophæng, hvis fjernsynet skal op at hænge væggen. Vægten på Scandinavia i en 55 tommer udgave er nemlig 42 kilo.
Modellen fås også i mindre størrelser på 42 og 47 tommer.