Der var optræk til verbal nævekamp og usædvanlig livlig diskussion, da de kommende års økonomiske besparelser var til debat på Kortdage 2010, som frem til onsdag samler næsten 600 deltagere i Århus Congress Center.
Klassiske it-diskussioner om centralisering eller decentralisering stødte sammen med GIS-folkenes ambitioner om, at gøre data (geodata) fra de geografiske informationssystemer (GIS) til et omdrejningspunkt i den digitale forvaltning.
Paneldebatten tog udgangspunkt i den rapport, som kommunernes forening, KL, og Kommunalteknisk Chefforening har udgivet i forbindelse med projektet OGF eller Omkostningseffektivt Geografisk Forvaltningsgrundlag. En rapport der konkluderer, at mange kommuner på én gang kan spare og skabe kvalitetsforbedringer ved hjælp af geodata.
En central kolos
Værten - Michael Israelson, som er formand for Geoforum Danmark - kridtede banen op ved at spørge, om ikke rapportens anbefalinger af øget samarbejde blot vil skabe en kolos på lerfødder, som nødvendigvis må bevæge sig meget langsomt frem.
Det mener chefkonsulent i KL, Jens Ole Back, ikke. Som drivkraft i OGF-projektet er han overbevist om, at tiden nu er til at samarbejde og skabe fælles webbaserede løsninger, som kan gøre de mange danske geodata nemt tilgængelige ikke bare for kommuner men også for virksomheder som udgangspunkt for nye GIS-baserede produkter.
Jens Ole Back blev i panelet bakket op af by- og miljødirektør Philip Hartmann fra Gladsaxe Kommune.
"Geodata er stadig en specialitet for de tekniske forvaltninger alt for mange steder. Vi har de senere år ikke haft succes med, at får disse data ud og arbejde i alle de andre forvaltninger," sagde Philip Hartmann.
Ikke 1 eller 98
Han ser gode muligheder i at centralisere og standardisere ikke på én webbaseret geoplatform. Men om det er syv eller otte er ikke så afgørende, bare det ikke er 98 - altså en løsning for hver kommune.
Philip Hartmann har også siddet med ved bordet i arbejdet med omkostningseffektivt geografisk forvaltingsgrundlag. Det samme har GIS-koordinator Mie Mølbak fra Randers kommune, og hun er stærkt forbeholden over for centraliseringstanken.
"Jeg er bekymret, fordi vi kan være ved at bygge noget op som vi ikke har hånd om. Vi skal have bedre defineret, hvad vi mener, når vi taler om en fælles dataplatform, og hvad vi mener med fælles udbud," sagde Mie Mølbak.
Livlig debat
Sådan bølgede diskussionen frem og tilbage mellem de 75 til 100 deltagere, der havde fået sig presset ind til debatten. Mange var interesseret i at give deres mening til kende lige nu, hvor stort set alle kommuner skal spare.
OGF-arbejdet har vist, at de samlede omkostninger for arbejdet med geodata i kommunerne er på 265 millioner kroner eller 2,7 millioner i gennemsnit for de 98 kommuner. Så der er, som Michael Israelson udtrykker det, ikke mange penge at hente i GIS-aktiviteterne, når det ses i forhold til de i alt to milliarder kroner, som KL venter, kommunerne kan spare i alt.
Ramt af rundbarbering
Omvendt kan GIS-aktiviteterne blive alvorligt ramt, hvis de blot indgår i en almindelig rundbarbering af budgetterne. Derfor bar debatten på Kortdage 2010 også præg af, at mange GIS-folk gerne vil spare på aktiviteterne, men bruge pengene på at få andre forvaltninger til at tage de mange danske geodata i brug.
Et eksempel er sundhedsområdet, som kan bruge geodata til at optimere planlægningen og ressourceforbrug. Det kunne være i forhold til placering af sygehuse og analyser af befolkningens behandlingsbehov.
"Placering af geodata som en central del af den digitale forvaltning er et af foreningens tre strategiske mål. Der er mange penge at spare, når geodata bliver brugt bredt som udgangspunkt for at effektivisere og skabe bedre service," fortæller Michael Israelson.
Nyt samarbejede
Arbejdet med et omkostningseffektivt geografisk forvaltningsgrundlag fortsætter nu i det fælleskommunale geodatasamarbejde (FKG), hvor foreløbig 28 kommuner er gået sammen om at gøre rapportens anbefalinger til virkelighed. Men lige inden paneldebatten lukkede blev jokeren spillet fra salen:
"Hvordan skal vi gøre borgerne vilde med geodata?"
" Den kommunale indgangsvinkel og fokus på borgerne skal være i fokus i arbejdet. Det kan kommunerne og derfor kan vi ikke bare overlade det til Kort og Matrikelsstyrelsen eller andre at lave en central løsning," sagde Philip Hartmann, by- og miljødirektør i Gladsaxe Kommune.