Med handicappet som styrke

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2007.


Landets vel nok mest bemærkelsesværdige it-iværksættervirksomhed, Specialisterne, kæmper stadig med underskud, selvom konceptet med udelukkende at beskæftige softwaretestere med autisme, har bevist sin holdbarhed.

De seneste to år er det gået stærkt for Danmarks vel nok mest bemærkelsesværdige it-virksomhed.
Computerworld besøgte Specialisterne for præcis to år siden, og dengang var det tydeligt, at der var lagt i kakkelovnen til noget stort. Virksomheden var dengang et år gammel og havde allerede 20 medarbejdere. Alle på nær nogle få ledere var diagnosticerede med autismespektrumsforstyrrelser, de fleste med syndromet Asperger, som er en let form for det neurale og uhelbredelige handicap.
I dag er virksomheden vokset til 33 ansatte i Tåstrup, syd for København, og 12 ansatte i en afdeling i Århus. Derudover er der yderligere 12 kandidater i jobtræning, og snart åbner en dansk kopi af Specialisterne i Storbritannien med forventet 500 ansatte.
"Der er vist mange it-iværksættere, der vil misunde os vores vækstrate," erklærer Thorkil Sonne, som stiftede virksomheden for godt tre år siden, efter hans dengang syvårige søn havde fået diagnosen infantil autisme.
"Til gengæld håber jeg, at de første år har været de sværeste, og at vi begynder at tjene flere penge," fortsætter han.
For selv om opgaverne strømmer til i takt med, at flere store virksomheder som TDC, CSC, Microsoft, KMD og Grundfos, er begyndt at bruge Specialisternes kompetencer, er årsresultatet stadig negativt. Sidste år kom virksomheden ud med et underskud på 850.000 kroner.
"Vi forventer et lille overskud i år," siger Thorkil Sonne fortrøstningsfuldt.
Han har trods alt startet virksomheden med penge lånt i sit eget hus, og har måttet love sin kone, at han ikke satser flere af deres private midler i de udenlandske projekter.
Færdig før tid
Specialisternes forretningsmodel er både dens styrke og dens svaghed, og virksomheden er lige dele idealisme og forretning.
På plussiden tæller, at kunderne opfatter det som et samfundsmæssigt godt signal til omverdenen, at støtte en virksomhed som Specialisterne med opgaver. Samtidig kan de forvente at få testet deres software mere grundigt end formentlig nogen andre steder. Fejlprocenten i Specialisternes softwaretest ligger ekstremt lavt.
På den forretningsmæssige minusside tæller, at Specialisternes personalepolitik i sagens natur foreskriver, at man ikke afskediger folk, der måske i perioder ikke lever helt op til forventningerne.
"Vi har aldrig afskediget nogen, uden vi begge har været enige om, at det var det bedste. Det har været i forbindelse med lange sygemeldinger," fortæller Thorkil Sonne
Når der er lavvande i ordrebogen, sender en virksomhed som Specialisterne selvfølgelig heller ikke bare folk hjem på dagpenge. Når der ikke er opgaver at løse, bruges tiden på kurser og intern efteruddannelse.
Nogle gange mister virksomheden penge helt selvforskyldt. Det er, når en opgave tager kortere tid end beregnet.
"Vi havde en opgave, som vi sluttede tre uger før tid, fordi vores folk arbejder så hurtigt. Det mistede vi 60.000 kroner på. Så havde vi en opgave, der af kunden blev flyttet lidt ud i tiden. Vi er stadig meget følsomme for udsving, når vi mangler egentlig kritisk masse. Ellers ville vi være kommet ud med et lille overskud allerede sidste år," siger Lisbeth Zornig Andersen.
Idealisme og forretning
Hun er Specialisternes forholdsvis nye underdirektør, og hun skal, med Thorkil Sonnes ord, skille idealisme og forretning.
"Det er meget vigtigt, at vi går ud til kunderne med stor professionalisme. Kunderne tror, vi kommer ud og taler om autisme. Men vi taler altså først og fremmest om it-projekter, og de bliver overraskede over, hvad vi kan. Det handler ikke om sygdom eller handicap, det handler om løsninger. Og denne virksomhed har stor eksekveringskraft," siger Lisbeth Zornig Andersen.
Selv er hun blevet meget positivt overrasket over kompetenceniveauet i den særprægede it-virksomhed.
Hun kommer fra en stilling som projektchef hos KMD, hvor hun fik kontakt til Thorkil Sonne.
"Jeg skulle først lige lure lidt på ham. Var han gal eller genial? Mener han virkelig, at han kan levere det, han siger?" fortæller hun.
Men Thorkil Sonne var og er virkelig nok, fandt hun ud af. Efter nogen betænkningstid takkede hun ja til at påtage sig rollen som underdirektør, og leder nu den daglige forretning, mens Thorkil Sonne bruger tiden på at skabe stadig flere kontakter til kunder og samarbejdspartnere over hele verden.
Kåret som de bedste
Thorkil Sonnes ide har vakt begejstring i autismemiljøer over hele kloden. I Holland og Sverige er der startet it-virksomheder med kraftig dansk inspiration.
Det næste store skridt for Specialisterne bliver afdelingen i Storbritannien. Her agter Thorkil Sonne at kopiere konceptet og skabe job til 500 personer med autisme. Der er anslået en halv million mennesker med autisme i Storbritannien, ikke alle er formelt diagnosticeret.
"Derovre skal vi også hedde Specialisterne. Det vil være med til at beholde vores særpræg og man kan man godt forstå det på engelsk," siger han.
Han har kontakt med den britiske autismeorganisation, som er verdens største, og han oplever enorm interesse og velvilje for projektet. Meget af hans tid går med at rejse rundt og fortælle om mulighederne for dels at give folk med autisme en indholdsrig hverdag, dels at løse it-opgaver bedre og hurtigere end andre.
Sidste år blev Specialisterne kåret som The Best Large Social Firm på den internationale CEFEC-kongres i Sevilla, og på softwaretesternes egen årlige europæiske konference blev Thorkil Sonne kåret som den bedste key note. Han talte også på autisme-konferencen i Sydafrika og blev ved den lejlighed på det nærmeste bestormet af folk, der ville have ham til at starte en afdeling af Specialisterne op i deres land.
"I starten troede jeg, det ville være muligt at starte Specialisterne op på franchise-basis overalt i verden. Men jeg har opgivet den tanke, og bruger i stedet tiden på at udvide netværket og finde andre ‘Thorkil Sonner' rundt omkring," siger Thorkil Sonne.
Kæmpe skulderklap
En person med Asperger har evnen til at koncentrere sig om detaljer i lang tid ad gangen. Arbejdet med softwaretest, som såkaldt normale mennesker ofte finder enerverende, er ren vederkvægelse for et sind, der trives med faste rammer, overskuelighed og gentagelse. Derfor er Aspergere fabelagtige softwaretestere.
Hvad de derimod ikke er gode til, er at indgå i sociale sammenhænge. Det diskvalificerer de fleste af dem fra starten, når de skal ud og søge job.
"De dumper på de allerførste spørgsmål: Kan du samarbejde med andre? Er du teamplayer? Fleksibel? Aspergere er ingen af delene, og så kan de være nok så begavede it-folk. Nogle har gennemført længerevarende uddannelser, men skolesystemet byder mest på negative oplevelser," fortæller Thorkil Sonne.
At hans koncept er gået rent ind i den danske it-branche, vidner antallet af dygtige ansøgere til stillingen som leder af afdelingen i Århus om.
"Der er kommet mange ansøgninger til den stilling fra meget kvalificerede it-folk fra hele branchen og fra store virksomheder. Det er et kæmpe skulderklap, synes jeg," siger Thorkil Sonne.
Minus en banan
Arbejdsmiljøet i lokalerne i Tåstrup er præget af stilhed. Der må gerne snakkes, men de ansatte foretrækker at sidde i ro, to og to i kontorerne, foran hver deres pc.
Det krav om ro og genkendelighed kopieres til dels, når Specialisternes softwaretestere arbejder ude hos kunderne. Faktisk bliver 75 procent af alle opgaver løst uden for huset, men det kræver, at kunden bliver orienteret om, hvordan en Asperger har det.
"Vi oplever, at vores kunders medarbejdere synes, det er spændende at komme tæt på de her mennesker. De skal bare forberedes på, hvordan en person med Asperger reagerer," siger Thorkil Sonne.
Han giver et eksempel:
"En kunde havde en frugtordning. De fleste neuro-typiske, som de såkaldt normale hedder her i huset, kan godt forstå, hvordan sådan en fungerer. Vores medarbejder hentede til gengæld hele klasen med bananer fra frugtfadet. Vi havde forberedt dem på, at Aspergere ikke altid gør det, man forventer, og efter en venlig henvendelse fra kundens kontaktperson, blev klasen leveret tilbage, minus en banan. Der var ikke nogen, der var sure, tværtimod blev episoden opfattet som en sjov oplevelse, der gav en bedre stemning på arbejdspladsen."

Billedtekst: særpræg Idealisten Thorkil Sonne er it-Danmarks vel nok mest særprægede iværksætter. Han beskæftiger udelukkende it-folk med autisme, og hans virksomhed, Specialisterne, åbner snart i Storbritannien. På billedet ses han med en af sine ansatte, 19-årige Christoffer Winther-Petersen.
Foto: Stephan Camilla, Polfoto

OriginalModTime: 07-06-2007 14:28:45




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere