Samsung satser stort i Danmark

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. juni 2007.


Den sydkoreanske hardwarekæmpe Samsung - der er mest kendt for mobil­telefoner, hukommelseskort og
fladskærme - jager omkring 150 danske partnere, der skal gøre Samsung til landets næststørste printerleverandør.

Den sydkoreanske mega-koncern Samsung, der fremstiller alt fra tunge industrimaskiner over computerchips til mobiltelefoner, skruer nu op for ambitionerne på det nordiske og dermed danske printermarked.
Selskabet jager godt 700 nye partnere, der skal sørge for, at Samsung "inden for en overskuelig fremtid" bliver den næststørste leverandør af laser- og multifunktionsprintere i Norden.
"Vi søger omkring 150 danske partnere. Vi har allerede taget det første skridt og etableret en ny organisation med to mand, der skal opsøge SMV-markedet," siger Henrik Lehd, salgschef for it-produkter hos Samsung.
Samsung håber, at selskabet kan gentage den succes, som det har haft på markederne for mobiltelefoner og fladskærme, hvor Samsung i de senere år er gået fra være en mindre nichespiller til en af verdens førende producenter.
"Vi skal først og fremmest erobre større markedsandele gennem vores nye printerprodukter, der henvender sig til en langt bredere målgruppe end tidligere. Derudover skal væksten stamme fra vores udvidede forhandlernet og erfarne medarbejdere," siger Henrik Lehd.
Derfor går selskabet også efter at lokke medarbejdere fra store etablerede spillere som HP, Brother og Canon over i Samsungs stald.
"Sådan fungerer den slags ting jo. Det har jeg ingen problemer med," siger Henrik Lehd.
Samsung vokser lynhurtigt
Ifølge Henrik Lehd er Samsung den eneste producent af printere, som har øget væksten på globalt plan i de seneste år. Mere konkret har selskabet i de seneste fem år øget væksten på print-området med 43 procent årligt og sidder i dag på godt 10 procent af verdensmarkedet for printløsninger.
Herhjemme har Samsung ikke gjort det store væsen af sig på printer-scenen. Altså lige indtil i fjor, hvor Samsung ifølge den seneste opgørelse af printermarkedet fra it-analysehuset IDC øgede sin markedsandel markant.
"Samsung kom godt ind på markedet i løbet af 2006 og var reelt den tredjestørste leverandør i fjerde kvartal. Samsung er klart stærkest inden for enkeltfunktionsprintere - særlig på farve," siger senioranalytiker Anders Elbak fra IDC.
Med en markedsandel på 5,1 procent i fjerde kvartal er Samsung dog stadig milevidt fra HP og Brother, der indtager første- og andenpladsen på det danske printermarked med markedsandele på henholdsvis 46,9 og 17,1 procent. Men står det til Samsung, varer det ikke længe, før Brother er fortrængt fra andenpladsen.
Ifølge Henrik Lehd står Samsung i dag stærkest på den del af printermarkedet, der i lægmands øre lyder som en bydel i London, SOHO, men som på forretningssprog betyder Small Office/Home Office. Altså printere til mindre arbejdspladser eller hjemmekontoret.
Han fortæller, at Samsung har gennemført en række undersøgelser af, hvad kunderne efterspørger, når de køber nye printløsninger. De er særligt fokuserede på fire parametre: Prisen per printet side, støjniveau og brugervenlighed. Dertil kommer, at it-afdelingerne efterspørger produkter med så lidt vedligeholdelse som overhovedet muligt.
"Printeren bliver i mange it-afdelinger anset for at være en ren udgiftsmaskine, som de ikke gider spilde deres tid på. Derfor er det ekstremt vigtigt, at printerne er af god mekanisk kvalitet og så enkle at betjene, at alle kan finde ud af at bruge dem," siger Henrik Lehd.
Realistiske drømme
Hos analysevirksomheden IDC anser senioranalytiker Anders Elbak ikke Samsungs drømme om at trænge dybere ind på det nordiske printermarked som helt urealistiske.
"Det mest bemærkelsesværdige ved Samsung er den forvandling, som selskabet har været igennem de seneste ti år. Det var tidligere et discount-mærke, men en række succesrige produkter over en bred front - mobiltelefoner og fladskærme - har ændret det fuldstændigt," siger han.
Han mener, at en af Samsungs helt store fordele er, at man i forvejen har mange partnere, der sælger fladskærme, computerskærme, hukommelsesmoduler eller mobiltelefoner fra koncernen. Derfra er det et relativt lille spring også at tage printerne ind i sortimentet.
"Derudover er Samsung så stor, at det hurtigt kan høste stordriftsfordele, når det kaster sig over et nyt marked," siger Anders Elbak.

Boks:
Samsung
Samsung Electronics Co ltd, Sydkorea, er en af verdens største producenter af tv, memorychips, mobiltelefoner og TFT/LCD-skærme med 138.000 medarbejdere i 56 lande. Koncernens omsætning steg i 2006 til 63,4 milliarder dollars (351 milliarder kroner) med et overskud på 8,5 milliarder dollars (47 milliarder kroner). Af dem blev de 33 milliarder kroner afsat til forskning og udvikling. Samsung Electronics i Norden omsatte i 2006 for seks milliarder kroner. Siden 1992 er den nordiske organisation vokset kraftigt og rummer i dag 190 medarbejdere, der sælger alt fra mobiltelefoner, over AV- og it-produkter til hårde hvidevarer.

Billedtekst:
partnerdrømme Salgschef for it-produkter i Danmark for Samsung Henrik Lehd jager godt 150 danske partnere. De skal være med til at realisere det koreanske selskabs drøm om at blive Danmarks næst­største leverandør af laser-og multifunktionsprintere.

OriginalModTime: 01-06-2007 09:48:21




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere