Norden kan blive det nye centrum for computerspil

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. maj 2007.


I Norden har vi både ideer og hjerner til at udnytte mulighederne inden for computerspil. Men politikerne må vise vilje og penge for at realisere visionen, lyder opfordringenfra branchen.

Læn dig tilbage.
Lidt mere.
Sådan, ja.
Luk øjnene.
Prøv så at forestille dig en verden, hvor Danmark, Norge og Sverige var et globalt kraftcenter for computerspil.
Hvor kreative hjerner skabte fremtidens digitale underholdning.
Hvor oplevelsesøkonomien skabte tusinde af nye arbejdspladser.
Dejligt, ikke?
SÅ VÅGN DOG OP, MENNESKE!
De smukke nordiske drømme er nemlig milelangt fra at blive virkelighed, mener eksperter og branchefolk. Også selvom den internationale konference Nordic Game i Malmø i denne uge trak et væld af talere og knap 1.000 deltagere fra hele verden.
Nok har Danmark, Sverige, Norge og resten af Norden et væld af kreative mennesker. Og de nordiske producenter leverer også computerspil af enestående høj klasse.
Desværre er det bare ikke nok.
Der skal penge på bordet.
Kontante kroner.
Økonomien halter
Politikerne i de nordiske lande er nødt til at levere mere end bare de luftige fine ord. De er nødt til at gøre det økonomisk attraktivt for virksomheder og talenter at slå sig ned i Norden.
"Vi kan fint matche resten af verden med talent, men politikerne fedter rundt med pengene. Slet ikke på linje med Montreal, Hongkong og Singapore, hvor man har politisk vilje til at satse," siger Janos Flösser, administrerende direktør for IO Interactive.
Selskabet, der har stået bag

den internationale succes Hitman-serien, der også udkom-
mer som en Hollywood-film i løbet af i år.
Janos Flösser peger på, at blandt andet Montreal har satset massivt på at give branchen skattefordele for at trække store selskaber som franske Ubisoft og amerikanske Electronic Arts (EA) til byen. Lokkemidlet består blandt andet i skattefradrag på 30-37 procent for lønudgifter til teknisk personale.
Montreal har teten
Som Computerworld sidste år beskrev i en serie artikler, har det i dag gjort den franskcanadiske metropol til et internationalt lokomotiv inden for digital underholdning. Sidste år arbejdede godt 5.000 udviklere og programmører med computerspil i Montreal og omegn.
"Herhjemme kommer politikerne stolte med 40 eller 50 millioner kroner i tilskud til computerspilbranchen. Og den slags penge forslår altså som en skrædder i helvede," siger Janos Flösser.
Simon Andreasen, producer i den danske producent Deadline Games nikker samtykkende. Deadline Games står bag spil som Total Overdose, der udkom til en række platforme 25. september 2005.
"Helt seriøst kan du se problemerne tydeligt herhjemme ved, at de store producenter er i gang med at outsource store dele af deres produktioner til udlandet," siger han.
Store gevinster forude
Ifølge Simon Andreasen er det typisk opfølgere til tidligere successer, som bliver out-
sourcet til udenlandske selskaber eller lagt ud i datterselskaber.
Han mener, at det er yderst svært at lokke udenlandske talenter eller stjerner til at arbejde i Danmark med de skatteprocenter, som gælder i dag.
Hvorfor skulle de dog betale så meget i skat, når man i res-ten af verden kan få langt mere lukrative forhold?
Men både Simon Andreasen og Janos Flösser er lige som en lang række danskere i branchen overbeviste om, at Danmark og resten af de nordiske lande har de rette menneskelige potentialer.
Og forude lokker endog meget store gevinster, hvis ellers den nordiske branche er i stand til at rykke hurtigt nok.
Alene på det amerikanske marked blev der i 2004 solgt computerspil for mere end 60 milliarder kroner. Her tegner spil til konsoller som Microsofts Xbox og Sonys Play Station sig for den største vækst. Så der er penge at tjene for de rigtige ideer. Og her står Norden stærkt, mener Simon Andreasen.
"Vi har en astronomisk høj rate for at producere hits i Norden. Vi har meget få svipsere," siger han.
På det punkt kan Norden fint måle sig med Montreal, pointerer han.
Begge steder har selskaberne formået at ramme publikums smag. Men hvor Montreal står stærkt med spil produceret i samarbejde med filmselskaber og andre, formår de nordiske selskaber at levere en større andel af originale produktioner.
"Hvis man skal nævne nogle, så er der det finske spil Max Payne og det danske Hitman. Begge har skabt helt nye genrer inden for computerspil lige som den svenske serie Battlefield," siger Simon Andreasen.
Lige som hans kollega Kris-tian Waneck fra Zero Point Software peger han på, at Norden med en relativ lille befolkning hele tiden kommer med succeser, der slår igennem internationalt.
"Vi har jo vist, at man ikke behøver at komme fra et land med 250 millioner indbyggere for at levere succeser," siger han.
Zero Point Software er et nyt selskab, grundlagt i 2004, der nu er på vej med det nye spil, Interstellar Marines. Hvornår spillet kommer ud på Play Station, Xbox og andre platforme er endnu uvist.
Næste spørgsmål er, hvad det egentlig er, der trods manglende støtte har leveret suc-ceserne til den nordiske branche.
Unik talentmasse
Hvis man spørger Gunnar Wille, så har de nordiske lande en unik talentmasse. Han er leder af det nyskabte DADIU, Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning og chef for Animations Instruktør Uddannelsen på Den Danske Filmskole.
"I hele Skandinavien har vi de seneste 100 år udviklet teknologisk design med virksomheder som Ericsson og Nokia som nogle af spydspidserne. Og vi har en meget stor del af befolkningen, som har adgang til computere og nemt ved at betjene dem," siger Gunnar Wille og fortsætter:
"Grundlaget er til stede, men vi mangler at uddanne folk for at stimulere dem i den rigtige retning. Vi har mulighederne. Nu er det så spørgsmålet, om vi er i stand til at udnytte dem."
Et af de tiltag, som han tror på, kan skubbe i den rigtige retning, er Det Interaktive Hus. Sammen med Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) satser producentforeningen, arbejdsgivernes brancheforening for danske film- og tv-producenter på, at dette hus skal være fødekanal for nye selskaber inden for digital underholdning.
Håbet er, at de tusinde af kvadratmeter skal være med til at gøre Danmark og resten af Norden til stedet, hvor de bedste computerspil bliver til.
Men selv om Gunnar Wille er glad for det nye initiativ, så er vi ifølge ham stadig langt fra visionen om Skandinavien som et internationalt kraftcenter for digital underholdning og oplevelser.
"Vi er ikke i nærheden af, at kunne matche Montreal. Og det er fordi, de i de seneste 10 til 15 år målrettet har investeret i den vision. Vi har også muligheden for at gøre det samme. Men gør vi ikke noget, så taber vi det hele på gulvet," siger Gunnar Wille.
Og måske er det mere gulvet end de højere luftlag, der er det sandsynlige. I hvert fald er Janos Flösser skeptisk over for, om politikerne på Christiansborg har modet til at satse.
"Så vil andre brancher komme og spørge til, hvorfor de ikke skal have de samme gunstige vilkår," siger han

Billedtekst: spil Interstellar Marines er et nyt dansk spil på vej fra det unge danske selskab Zero Point Software, der fra Nordre Fasanvej
på Frederiksberg forsøger at slå igennem på det internationale marked for computerspil.

OriginalModTime: 21-05-2007 14:33:38




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere