Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. januar 2007.
Kulturarv Medieforliget stiller danskerne i udsigt, at vi kan få adgang til tusindvis af uforglemmelige tv-øjeblikke fra DR's arkiver. Men juraen spænder ben for visionen.
I Folketinget har politikerne sagt ja til at sende Danmarks Radios kulturskatte ud på nettet. Men reglerne om ophavsret ser ud til at spænde ben for visionen om at give danskerne adgang til mere end en halv million timers radio, film og fjernsyn fra Danmarks Radios arkiver.
Har du nynnet "Hvad skal vi lege, spørger vi hinanden...", da Ingrid og Lillebror kørte over skærmen i 1974?
Eller var du med til at sige "jadak, jadak ååååååååh jadak" i kor med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard som århusianske buskontrollanter i Lørdagskanalen fra 1986?
Danmarks Radios arkiver bugner af 570.203 timers programmer, der rækker tilbage i de fleste danskeres barndom, ungdom og ældre år.
Altså den kulturskat - også kendt som DR-guldet - som et flertal i Folketinget har aftalt, skal gøres tilgængeligt for danskerne.
Den store gevinst, der vinker forude som en forjættende lørdagslotto-drøm, er med radiodirektør i Danmarks Radio Leif Lønsmanns ord "at give de fem millioner danskere deres kulturarv tilbage" over nettet.
Og på den måde give de fem millioner danskere et rigere kulturelt alternativ på dansk til det massive udbud af amerikanske og andre udenlandske medier.
Både i England, Holland og Sverige er public service-stationerne allerede i gang med at lægge fortidens arkiver ud på nettet. Engelske BBC tilbyder endda sine brugere at bruge de gamle udsendelser til selv at skabe deres egne produktioner. Forestil dig for eksempel, at du selv kreerer din egen sendeflade af dine egne favoritter fra Danmarks Radios arkiver.
Men de store visioner om at bruge internettet til at demokratisere den danske kulturarv er i fare for at ende som smukke men indholdsløse fraser.
På trods, at af danskerne hvert eneste år har betalt licenskroner til den fælles public service-station, skal der nemlig endnu flere penge på bordet.
Ikke bare til at digitalisere de gamle bånd, hvad der efter Danmarks Radios regnemaskine løber op i 284 millioner kroner. Men også til at betale de komponister, forfattere, skuespillere, musikere og andre, der skal have penge, hver gang de gamle udsendelser bliver hentet over nettet, vist på skærmen eller toner frem fra højtalerne. For manges vedkommende helt op til 70 år efter de selv er begravet eller kremeret.
Men lad os lige lade det med kunstnernes 70 års ophavsret ligge et øjeblik.
Set gennem Leif Lønsmanns briller er det nemlig ikke det eneste problem. Langt størsteparten af programmerne i arkivet er produceret i monopolets dage, hvor DR kun havde en tv-kanal og hvor rettighederne til et program var "opbrugt", når det havde været sendt i fjernsynet. Derfor er de fleste kontrakter skruet sådan sammen, at der skal betales en anselig andel af originalprisen, hvis DR atter stiller programmet til rådighed. Hvis alle 570.203 timers radio og tv skal honoreres efter dette princip, ryger bunden ud af pengekassen.
Ifølge Computerworlds oplysninger kan Danmarks Radio risikere at skulle betale samtlige skuespillere et fuldt honorar en gang til ved genudsendelse. Andre gange 50 procent af det oprindelige honorar, hvis ikke kontrakterne er blevet genforhandlet i mellemtiden.
Langt størstedelen af arkiverne, som i dag gælder for udsendelserne i Danmarks Radios arkiver, er fra monopolets dage. Så på den måde kunne man nemt måle, hvor mange timers musik, film eller andet, der blev udsendt til fem millioner danskere. Og det betalte DR så for til de mennesker, der havde ophavsret til det udsendte materiale.
Og efter den gamle mekanik kan det blive meget, meget dyrt at lægge materiale ud på nettet til fri download eller genudsende på de nye digitale kanaler. I hvert fald hvis Danmarks Radio hver gang skal betale for fem millioner brugere.
- Og så bliver det en helt umulig økonomi, fastslår Leif Lønsmann.
Så i stedet for at betale, når materialet bliver gjort tilgængeligt på nettet, vil Danmarks Radio hellere betale, når en udsendelse rent faktisk bliver hentet over nettet.
Planen er, at DR sammen med CopyDan og andre organisationer, der vogter på kunstnernes ophavsret, skal forhandle sig frem til noget nyt. Og det skal helst afspejle internettets natur, hvor programmer ikke "sendes" til hele befolkningen, men kan hentes til "privat" gennemsyn af dem, der ønsker det.
Forhandlingerne er gået i gang, og Leif Lønsmann håber, at det lykkes at finde nogle modeller, der gør det muligt at stille arkivguldet til rådighed for danskerne, som jo i princippet allerede - via licensen - har betalt en gang for, at alle kunne se eller høre det.
Han kan godt forstå, at andre synes, det er urimeligt, at licensbetalerne skal betale for den samme vare en gang til.
Altså indtil alle rettigheder er udløbet.
Og her rammer vi så problemet med, at mange kunstnere har ophavsret i op mod 70 år efter deres død.
Professor Jens Schovsbo fra Københavns Universitet erkender, at det kan være svært at forstå, hvorfor ophavsretten skal række hele 70 år ud i fremtiden efter forfatterens, komponisten eller filminstruktørens død.
I samme åndedrag lyder hans pointe også, at essensen i ophavsretten er sund fornuft. Netop fordi den honorerer kunstnerne for at skabe musik, billeder og tekst, som vi alle bruger hver eneste dag. Uanset om det er en jingle før nyhederne eller musik nede hos pølsemanden på torvet.
I dag er de danske ophavsretsregler for størstedelen udtryk for en lang række internationale aftaler og EU-regler, som gælder for Danmark. Meget går helt tilbage til den såkaldte Berner-konvention fra 1886, der i 21 bestemmelser slår ophavsretten fast som en urørlig økonomisk rettighed.
Men dette synspunkt er i dag under et massivt pres.
Ikke bare i den almindelige offentlighed, hvor det at hente musik, billeder og tekst over nettet er en selvfølgelighed. Uanset om det sker ulovligt eller lovligt.
Også Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, ryster på hovedet af ophavsretsregler.
Ligesom Leif Lønsmann finder han det ulogisk, at der skal betales penge for udsendelser, som seere og lyttere allerede har betalt for en gang over licensen.
- Men rent teknisk betaler du din licens for at eje et apparat, der kan modtage udsendelserne fra Danmarks Radio. Så derfor kan de bone dig hvad som helst for at se udsendelserne igen. Der er ikke skyggen af sund fornuft i det, siger Frands Mortensen. Han fremhæver, at reglerne om ophavsret er kilde til et væld af absurde situationer for Danmarks Radio.
- Hvis Danmarks Radios Symfoniorkester spiller en symfoni af en komponist, der har været død i flere hundrede år, så skal han ikke have penge. Alle medlemmerne af symfoniorkesteret er ansatte med pensioner finansieret af licensen. Men vi, licensbetalere, må ikke få en lovlig kopi af det. Det er helt ude i skoven, siger Frands Mortensen.
Frands Mortensen tror ikke på, at Danmarks Radio kan komme ud af den juridiske kattepine uden at betale så mange penge, at store dele af Danmarks Radios arkiver vil være helt uden for for danskernes rækkevidde.
Heller ikke lektor Thomas Riis, der netop har fået en juridisk doktorgrad i den type problemer, tror meget på de kommende forhandlinger mellem Danmarks Radio og de mange organisationer, der repræsenterer folk med ophavsret.
Blandt andet fordi Danmarks Radio ikke engang ved, hvor mange mennesker der har ophavsrettigheder over de mange timers udsendelser i arkiverne.
Netop den uoverskuelige mængde af mennesker har voldt store problemer for at give adgang til arkiverne.
Hvis man spørger Danmarks Radios jurister, så kan man komme et stykke af vejen ved at bruge den nye bestemmelse i ophavsretsloven (paragraf 30a), der giver Danmarks Radio mulighed for at forhandle kollektive ordninger på plads med kunstnernes organisationer.
Og det vil gøre forhandlingerne nemmere, mener Martin Gormsen, underdirektør i Koda, der varetager komponisternes rettigheder. Selv er han rimeligt optimistisk med hensyn til at nå frem til en løsning. Han pointerer, at kunstnerne bakker op om, at kulturarven bliver mere tilgængelig, således deres materiale ikke skal ligge glemt i arkiverne.
Men selv om Danmarks Radio skulle nå frem til en aftale med de mange organisationer, er det slet ikke sikkert, at alt i arkiverne bliver lagt ud. Og måske er det også derfor, at den nyeste version af kontrakten mellem Kulturministeriet og Danmarks Radio, den såkaldte public service-kontrakt, tager forbehold for ophavsreglerne, når det gælder om at åbne for arkiverne.
Efter de internationale regler, som Danmark har tilsluttet sig, kan man nemlig ikke afskære nogen fra at sige nej til aftalen. Eller bare nej til, at den enkelte udsendelse må vises.
Så måske gør det ikke så meget, at Danmarks Radio kun har bevaret ganske få afsnit af Ingrid og Lillebror.
Eller hvad?
Faktaboks:
En halv million timer i arkivet
DR's arkiver omfatter 570.203 timer for tv og radio, som fordeler sig som angivet i nedenstående skema . Den halve million timer svarer til lidt mere end 65 års uafbrudt sendeflade med radio, tv og film.
Danmarks Radio regner med, at det vil tage godt tre timer at overføre en times optagelser til et digitalt medie. Årsagen er, at DR også skal registrere, hvad der præcist er på optagelserne. DR har opgivet prisen for projektet til 284 millioner kroner.
Radioudsendelser ligger for perioden 1930-2005 med i alt 473.000 timer fordelt på 1/4'' spolebånd (123.000 timer) og DAT (350.000 timer).
Tv-udsendelser udgør for perioden 1951-2005 samlet 68.803 timer, der er fordelt på række forskellige tekniske formater:
1'' B (5.400 timer),
U-Matic HB LB SP (1.800 timer),
1'' C (13.500 timer),
D3 (1.275 timer),
Betacam SP (32.629 timer),
Digital Beta (10.880) og
DVC Pro (3.319 timer).
Arkivet indeholder ligeledes 28.400 timers film, der fordeler sig mellem færdige film som færdige programmer 16/35 mm (16.500 timer) og film som indslag 16/35 mm (11.900)
Faktaboks:
Ophavsret i 70 år
Musikere, journalister, forfattere, malere og andre skabere af kunstneriske værker har ophavsret i helt op til 70 år efter deres død. Udøvere af et kunstnerisk værk som for eksempel den klassiske musiker har en ophavsret i 50 år.
Det samme gælder et pladeselskab eller Danmarks Radio for de produktioner, som de udsender. Også her gælder en ophavsret i 50 år fra tidspunktet for optagelsen.
Men finder en heldig kartoffel på loftet et ukendt værk af Carl Nielsen eller Mozart, så har vedkommende en ophavsret på 25 år fra offentliggørelsen af værket.
Udgivere af databaser så som telefonbøger har en ophavsret, der gælder i 15 år. Denne gælder for eksempel også musikplader med en samling af sommerhits.
Billedtekst: Guld Fra Lieberkind til Leisner og frem til Drengene fra Angora. DR's arkiver bugner med materiale, alle danskere har et forhold til. Øverst fra venstre ses Otto Leisner, Laura fra Matador, Kim Schumacher, Drengene fra Angora, Bamse og Kylling og Vinterbyøster. Nederst fra venstre: Morgennisserne Jørn Hjorting og Gunnar Nu Hansen, Kronprinsens første kys til den kommende brud, Doktor Lieberkind, Huset på Christianshavn, Sofie Gråbøl i ‘Forbrydelsen', Den Kongelige Ballet, Ingrid & Lillebror og Steen Bostrup fra TV-Avisen. Fotos: DR, Tina Harden, Ulla Voigt, og Rolf Konow
OriginalModTime: 25-01-2007 14:44:56
