Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. oktober 2006.
Hvorfor er det umuligt at få strøm i lufthavne, cafeer og hoteller verden over, som ellers gør alt for at signalere hightech og globalt udsyn?
Jeg sider netop nu på gulvet i en af Europas smarte, nye lufthavne. Det er ikke fordi her mangler noget. Her er både sushibar og mærkvareudsalg. Der er også masser af smarte stole at sidde på, men jeg kan bare ikke komme derhen. Jeg har nemlig tiltusket mig adgang til en af de meget få stikontakter i München lufthavn. Og min ledning er ikke lang nok.
Det er så langtfra første gang at min bærbares behov for strøm tvinger mig til at arbejde de mærkeligste steder. For lufthavne, cafeer og hotelværelser over hele verden har dannet et hemmeligt broderskab, der vil unddrage gæsterne adgang til frisk strøm.
Kan nogen fortælle mig, hvad det geniale lige er i den beslutning? Nok er stikkontakter grimme, men vi har jo allesammen behov for at få strøm til vores bærbare, vores mobiltelefoner, vores kameraer og pda'er, og hvad ved jeg.
Men de gemmer dem væk. Helt væk kommer de selvfølgelig aldrig, for støvsugere, gulvvaskere og andet rengøringsudstyr kræver deres. Men gudhjælpemig om nogle lufthavne ikke låser de få nødvendige kontakter inde. Hvorfor gør de det? Andre terminaler nøjes mindre dramatisk med at placere ganske få kontakter på helt umulige steder, helst så langt væk som muligt fra stedets fastnaglede bænke og stole. Som nu her i München lufthavn.
Men tro nu ikke, at de er bedre i Kastrup. Her kan den ihærdige finde et enkelt stik bag en søjle lige over for pølsevognen ved finger A. Desværre er det oftest optaget, og så må man i stedet helt ud til rampen ned til flyet, hvor stikkontakten sidder lige til højre et par meter inde. Hvis man taler godt for sig, kan man få åbnet dørene før boardingen begynder. Og så sidder man der på gulvet imens, for man må jo ikke sådan forlade sin bagage i en lufthavn. (Det kan være lidt koldt bagi om vinteren.)
Så er der bedre vilkår i Schiphol, lufthavnen i Amsterdam, hvor man kan være heldig at finde en tom check-in skranke, Her vifter pc'erne spottende med deres MS-logoer som for at prale af deres elektriske overskud. Og den fingerfærdige kan fiske et tomt stik ud af et lille hul i skranken.
Det mærkværdige er, at jo mere moderne bygningerne er, des bedre er strømmen gemt væk. I mere ydmyge dele af verden er det sjældent noget problem at finde strøm. Jeg ved det, for jeg har ofte fornøjelen af at rejse i alle de riger og lande for at arbejde med nye medier. Og i både den anden og den tredje verden deler man glad og gerne ud af vekselstrømmen.
I Beograd kan man således snildt få strøm. Cafeen byder helt naturligt på frisk el og kaffe sammen med de - i den del af verden - allestedsnærværende cigaretter. Moskva og Lagos deler også gladeligt ud. Afgangshallen i Dubrovnik, Kroatien, byder endda på noget så fancy som en opladeautomat til mobiltelefoner Det koster tæt på ingenting at få mobilen ladet en halv time - hvilket matcher en kop kaffes tid meget godt. Hvorfor har vi ikke sådan en i København?
De samme lufthavne, cafeer og hoteller sælger rask væk adgang til trådløst internet for mindre formuer. Og vi skal allesammen bruge nettet, så selvfølgelig betaler vi. Hvis det blot er et spørgsmål om penge, så find da for pokker en måde at lade os betale på. Bare I får det gjort. Lufthavnen skal fordele nogle stikdåser blandt ventebænkene. Cafeerne skal smide dem under bordene, og hotellerne skal trække en enkelt forlænger ud under minibaren. Hvor svært kan det være?
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mail-adresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
OriginalModTime: 26-10-2006 16:01:04
