Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 1. september 2006.
SOFTWARE Intel er på vej med udviklingsværktøjer til software, som vil forbedre ydelsen i applikationer markant.
Selvom Intels nyeste generation af flerkerneprocessorer på papiret har markant højere ydelse ved samme strømforbrug, kræver det mere end blot at anskaffe de nye processorer for at opnå maksimal ydelse.
Det er baggrunden for, at Intel lancerer et nyt produkt kaldet Intel Threading Building Blocks. Der er tale om en udvidelse af programmeringssproget C++, som gør det nemmere at skrive parallelle rutiner, populært kaldet multithreading, til en applikation, der udnytter flerkerne-teknologien.
Samtidig vil Intel tilføje support af 64 bit-processorer og Linux operativsystemet til sine eksisterende multithread-værktøjer Intel Thread Checker 3.0 og Intel Thread Profiler 3.0.
Ifølge James Reinders fra Intels afdeling for udviklerprodukter er det i øjeblikket en temmelig krævende opgave at skrive programkode, som udnytter den nye flerkerneteknologi optimalt. Intels nye produkt gør det nemmere at håndtere de parallelle rutiner ved at automatisere en del af de processer, der skal til for at identificere en del af de samtidige opgaver, som ligger i programkoden.
Blandt ydelseskrævende applikationer, der især kommer til at kunne udnytte, at to eller flere CPU-kerner forbedrer mulighederne for at kunne håndtere parallelle krævende opgaver, er videoredigeringsprogrammet Adobe Premiere 2.0.
OriginalModTime: 14-09-2006 10:10:01