Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. december 2005.
Ministerierne har fokus på egen navle og it-arkitektur i
stedet for på "forretningen" og borgerne, mener tidligere Danske Bank-direktør.
18 ud af landets 19 ministerier lægger i deres it-strategier ikke vægt på, at investeringer i it også skal give et konkret udbytte. Kun Integrationsministeriet har konkrete mål for den ønskede effekt. Det fremgår af en ganske usædvanlig undersøgelse, som Danske Banks tidligere it-direktør Hans Erik Mørk står bag. Videnskabsministeriet har inviteret Mørk ind som en havkat i det statslige hyttefad.
Den tidligere it-direktør, der har været en nøgleperson i Danske Banks succesrige ensretning af it-systemer og processer, retter også kritik mod andre dele af it-strategierne. De er for internt fokuseret og for teknologifikserede.
- It-strategierne er mest ukonkrete, når det drejer sig om forretningsorienteret it-anvendelse og effektmål, skriver Hans Erik Mørk i sin foreløbige vurdering, og han undrer sig over ministeriernes manglende mål også ud fra, at op mod 150.000 offentligt ansatte forventes gå på pension frem til 2010, og i forvejen falder arbejdsstyrken betydeligt.
Mikkel Hemmingsen, vicedirektør i Videnskabsministeriet, pointerer, at Hans Erik Mørk udelukkende har haft adgang til de skriftlige strategier. Nærmere diskussioner mellem den tidligere it-direktør og de enkelte ministerier gennemføres frem til udgangen af januar, hvorefter Statens IT-råd tager over.
- Og nogle af de ministerier, der ifølge Mørch ikke klarer sig så godt, er i gang med processer, der skal bringe dem op på højere niveau, siger Mikkel Hemmingsen. Han ønsker dog ikke at fortælle nærmere om, hvilke der klarer sig godt, og hvilke skidt.
Hans Erik Mørk skriver i øvrigt, at prioritering af it-opgavers løsning typisk sker på for lavt niveau i organsationen, at it-driften ligger for mange steder, samt at "nulfejlskulturen", som præger det offentlige på it-området, er en hæmsko for udviklingen.
Hans Erik Mørk, som dog også uddeler roser til satsningen på digital forvaltning og elektroniske sagsbehandling, ønsker ikke at kommentere sin rapport.