Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. november 2005.
Cisco vil være platform for integration af IP-netværk og forskellige eksisterende radiosystemer.
Brand-, politi- og ambulancefolk er oftest de første, der ankommer til en ulykke. Men desværre bruger de tit forskellige radiosystemer, og kan derfor ikke tale sammen. Derfor begyndte man for nogle år siden arbejdet med tetra-radiosystemerne, som skulle gøre det muligt at lave en fælles radioplatform for alle dele af redningsberedskabet og totalforsvaret.
Selv om tetra endnu ikke er en realitet i Danmark, bliver systemet formodentligt inden for få år installeret herhjemme og i andre europæiske lande. Blandt andet derfor forsøger Cisco med sin nye proprietære IPICS platform (Internet Protocol Interoperability and Collaboration System), der vil komme i handlen i forsommeren 2006, at integrere de mange radiosystemer, både standardiserede og proprietære, med de ligeså mangeartede IP-netværk.
Gennem forskellige gateways skal det være muligt for alle slags radioer; forsvarets, politiets, redningsberedskabernes, satellittelefoner, marineradioer med videre at tale med hinanden. Også selvom det drejer sig om forskellige radionetværk, som i dag ikke kan tale direkte sammen på grund af forskellige frekvenser, eller fordi de findes forskellige steder på kloden og ikke rækker langt nok.
Og de skal også kunne snakke sammen med mange andre slags tale-apparater, både analoge og IP-baserede: mobil- og fastnettelefoner, IP-telefoner, tale-klienter på computere.
De forskellige gateways kobler radiosignalerne med de kablede netværk, og transporten af taledataene sker igennem Ciscos Linux-baseret IPICS-server, hvor det hele er baseret på internet-protokollen.
I første omgang fokuserer Cisco på at integrere de mangeartede stemmenetværk. Senere ønsker man at lægge yderligere lag på, så data i andre formater også kan flyde frit gennem netværkene og dermed også ud i radioerne. Det kan være grundplaner af bygninger i brand, landkort, GIS-info, overvågningskameraer og indsatskameraer.
Samtidig vil Cisco gøre instant messaging mulig gennem netværket, samtidig med push-to-talk, som gør det muligt at lave gruppeopkald til forskellige brugere på de forskellige radionetværk, som har brug for øjeblikkelig information om en situation.
Cisco vil tage den push-to-talk funktionalitet, som allerede er grundlaget for langt de fleste landbaserede radiosystemer med ind i IP-verdenen, så for eksempel en IP-telefon også kan virke som push-to-talk radio.
Ciscos målgruppe er primært offentlige redningsberedskaber, men man håber også, at produktet kan gøre nytte hos private kunder, for eksempel i lufthavne, hvor hvert luftfartsselskab har sit eget radiosystem.
Men hvad med sikkerheden, både driftsikkerheden og informationssikkerheden, vil bekymrede netværksfolk nu spørge. Vil driftsikkerheden ikke falde i takt med, at man samler alle de tidligere adskilte netværk på samme platform og kobler dem sammen? Vil sårbarheden ikke stige, når den samlede platform er ens, og tæppet dermed kan trækkes væk under alle net på en gang? Og vil sammenkoblingen ikke gøre det nemmere for svindlere og skurke at få adgang til alle net på én gang?
- Nej, sikkerheden bliver ikke dårligere. Vi putter ikke alle æg i samme kurv med vores IPICS. Vi lægger bare et lag over. Hvis IPICS-serveren bryder ned eller bliver angrebet, og de forskellige gateways mellem de forskellige radiosystemer forsvinder, så har man jo stadig de enkelte radiosystemer intakte, ligesom man har i dag. Og dermed er man mindst lige så godt stillet, som i dag, siger Shah Taluker, der er leder af Ciscos afdeling for systemer til offentlige redningsberedskaber, og forklarer således, at Cisco satser på, at der hele tiden vil være mulighed for fall back.
Men hvad så med informationssikkerheden, altså sikkerheden for, at fortrolighed personinformation for eksempel eller værdifuld information ikke flyder frit og falder i de forkert hænder?
Til det har Cisco i første omgang et simpelt svar: Information er vigtigere end sikkerhed i en nødsituation. I en nødsituation er det vigtigere at få den rette information ud hurtigere til flere på et skadested for eksempel, end det er at kunne kontrollere meget tæt, hvem der får informationen, og om eventuelt uvedkommende skulle få informationerne ved en fejl.
Cisco henviser til, at det typisk vil være indsatslederen, der via adminsitrationsklienten på IPICS-serveren har adgang til bestemme, hvilke radionetværk, der skal kobles samnen, og dermed hvem, der skal have adgang til hvilke informationer. Cisco medgiver dog, at der i en presset situation kan ske menneskelige fejl, for eksempel hvis politiet bruger en IPICS-server og kommer til at åbne for alt for mange information forud for en narkorazzia, men Cisco fastholder, at disse fejl ikke vil være værre end i dag.
Billedtekst:
fælles platform Tetra-radiosystemerne skal gøre det muligt at skabe en fælles platform for alle dele af redningsberedskabet.
Arkivfoto