Kamp om nordisk telemarked spidser til

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. november 2005.


Rygterne florerer om et nærtstående opkøb af Danmarks største it- og teleselskab TDC. Potentielle købere flokkes om det danske teleselskab, hvor konkurrenterne allerede er på strandhugst blandt erhvervskunderne.

Da TDC's administrerende direktør Henning Dyremose i juni sidste år for første gang nogensinde fik foden under eget bord og kunne agere uden at spørge nogen om lov først, blev det startskuddet til en intensiveret kamp om dominansen på det nordiske telemarked. Rivalerne er svensk-finske TeliaSonera, norske Telenor og til dels svenske Tele2.
Det sendte derfor chokbølger gennem den danske telebranche, da den amerikanske avis Wall Street Journal i midten af august skrev, at en række kapitalfonde var interesserede i at købe TDC og dermed bringe selskabet på udenlandske hænder igen.
TDC har - siden artiklen blev offentliggjort - været tavs om forløbet, og rygterne har floreret til den store guldmedalje. Den seneste udvikling er, at den ene af nu to grupper kapitalfonde, der er interesseret i at købe TDC, skal være tæt på at sende et formelt tilbud.
En anden gruppe af kapitalfonde er derimod kørt fast i en diskussion om prisen.
Gruppen, der er længst fremme, består af engelske Apax Partneres og Permira Advisors samt amerikanske Blackstone Group, Kohlberg Kravis Roberts & Co og Providence
Equity Partners, som har fået adgang til TDC's regnskabsbøger.
Den anden gruppe, med Cinven Group og BC Partners fra England samt Apollo Management og Silver Lake Partners fra USA, har foreløbig ikke givet indikation af et tilstrækkelig højt prisniveau, der tillader adgang til regnskabsbøgerne.

Wall Street Journal spekulerer i, om sidstnævnte gruppe alligevel vil få adgang til regnskabsbøgerne, så der kan komme en reel budkrig i gang. Et salg af TDC til en forventet pris af mellem 60 og 75 milliarder kroner vil i givet fald blive det største opkøb foretaget af private kapitalfonde i Europa til dato.
TDC virker da også umiddelbart som en attraktiv mundfuld, hvis man ser på selskabets seneste kvartalsrapport, hvor både omsætning og overskud fortsatte med at stige. Ved præsentationen af kvartalsrapporten var Dyremose igen tavs om opkøbsrygterne. Han nøjedes med at læse højt fra kvartalsregnskabet, hvor TDC bekræfter, at selskabet har modtaget henvendelser, men ikke bindende bud.
- Iværksatte undersøgelser er endnu ikke afsluttet. Der kan ikke oplyses noget om det mulige resultat eller tidspunktet for færdiggørelse af disse undersøgelser, står der i regnskabet.
Teleanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Equities mener, at det er umuligt at vurdere, hvad udfaldet af TDC-sagen bliver, og hvad der vil ske, hvis kapitalfondene overtager teleselskabet.
- Ingen ved jo, hvad der kommer til at ske, siger han.

Frem til juni 2004 sad amerikanske SBC tungt på magten i det tidligere statsejede teleselskab, da det kontrollerede 41,6 procent af selskabets aktier og havde vetoret over for alle beslutninger.
TDC var ikke sen til at udnytte den nyvundne frihed og solgte selskabets guldæg, Dan Net, til konkurrenten Mach for 1,2 milliarder kroner. Kort tid efter kastede TDC sig ud i en budkrig med Tele2 om netværksselskabet Song Networks, en svensk leverandør af primært IP-baserede tale- og datatjenester. TDC vandt med et bud på 4,6 milliarder kroner.
Siden har slagsmålet trukket tydelige spor hen over den danske og nordiske telebranche i form af en konsolideringsbølge, som alene i Danmark har omfattet markante selskaber som Orange (solgt til TeliaSonera), Sonofon (solgt til Telenor), Cybercity (solgt til Telenor) Song Networks (købt af TDC), CBB Mobil (købt af Telenor) og Tiscali (købt af Tele2).

TDC forfølger en anden strategi på det nordiske telemarked end de store svenske og norske konkurrenter. TeliaSonera har længe haft en stor mobilforretning i Danmark og udvidede sidste år satsningen, da de købte Oranges danske forretning.
Norske Telenor købte de amerikanske ejere ud af Danmarks næststørste mobilselskab Sonofon. TDC satser derimod på ekspansion på det nordiske erhvervsmarked gennem IP-telefoni. TDC Songs nordiske fibernetværk dækker 80 procent af alle virksomheder i Danmark, Sverige, Norge og Finland med mere end ti ansatte. I praksis giver integrationen af TDC og Song erhvervskunder mulighed for at etablere tele- og datanetværk, der går på tværs af de fire nordiske lande. Løsningen bruges blandt andet til it-outsourcing og til at binde hjemmearbejdspladser sammen på tværs af landegrænser.

Uden for landets grænser har de mest markante opkøb været Telenors køb af Vodafones svenske forretning og ligeledes svenske Bredbandsbolaget, som engang - uden succes - forsøgte sig på det danske marked.
Teleanalytiker Bernt Stubbe Østergaard er ikke i tvivl om, at opkøbsrygterne om TDC allerede påvirker det nordiske telemarked i dag
- TDC kom med købet af Song og en hurtig integration af de to selskaber til at stå rigtigt stærkt på det nordiske erhvervsmarked qua dets nordiske fibernetværk. Men i dag får rygterne kunderne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de indgår nye eller fornyr kontrakter med TDC. For hvad sker der eksempelvis, hvis
TDC's nye ejere vælger at sælge Song-delen, spørger Bernt Stubbe Østergaard.
Han mener, at flere af TDC's konkurrenter allerede lukrerer på den usikkerhed, der opstår, når erhvervskunderne ikke ved, hvordan fremtiden ser ud for leverandøren.
Det er mest tydeligt på markedet for IP-tjenester, hvor konkurrenter som Equant og MCI huserer. Her er jagten på TDC-kunderne allerede i fuld gang.
- Det er helt naturligt. Eksempelvis skete det samme, da MCI - det tidligere Worldcom - var ude i alvorlige vanskeligheder, siger han.
Han mener dog ikke, som det har været nævnt i flere norske og svenske medier, at kapitalfondenes bud på TDC betyder, at selskabet er kørt ud på et sidespor i kampen om det nordiske telemarked.
- Der er ingen tvivl om, at TDC har et hul på mobilsiden på det nordiske telemarked. Men det betyder ikke, at selskabet står markant svagere end konkurrenterne, da TDC er så meget stærkere på IP-forretningen, siger han.

Teleanalytiker John Strand er dog helt enig i de norske og svenske betragtninger.
- Der er to store vindere og to store tabere i den store nordiske telekrig, som Dyremose ynder at kalde den. De to vindere er Telenor og TeliaSonera, som med de seneste opkøb står rigtig stærkt. Taberne er TDC og Tele2, siger han.
Han mener, at TDC's største problem er mobilsiden af forretningen, hvor selskabet kun står stærkt i Danmark, men hverken har foden inden for på det svenske eller norske mobilmarked.
- TDC havde for nogle år siden chancen for at købe Netcom og dermed komme ind på mobilmarkedet i det øvrige Skandinavien, men ledelsen mente dengang, at der var flere skandinaviske synergieffekter i at købe ind i Schweiz i stedet for. Det betaler TDC prisen for nu, siger John Strand.

Billedtekst:
rygtebørs - I dag får rygterne kunderne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de indgår nye - eller fornyr - kontrakter med TDC, siger teleanalytiker Bernt Stubbe Østergaard. Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere