Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. oktober 2005.
Byggebranchens største rådgiver- og entreprenørfirmaer står bag pionerarbejde, der kommer selv den lille håndværker til gode.
I byggebranchen udveksles cirka en million e-mails årligt om tilbud, ordrer og projektstyring, men overblikket over historikken savnes ofte, selv om mail er juridisk bindende. Skulle samarbejdet gå i hårdknude kan det give alvorlige problemer.
En løsning, der gavner både den mindste hårdværker og det største entreprenørfirma, ventes imidlertid i første kvartal næste år. Der er tale om en enkel løsning, som blot "knappes" ind i det eksisterende mailsystem.
Bag initativet, der repræsenterer et branchemæssigt pionerarbejde, står MT Højgaard, Rambøll, NCC, Cowi, Carl Bro, Skanska og Hoffmann.
- Microsoft og IBM hjælper os gratis ved at udvikle små softwarekomponenter til deres mailsystemer, fortæller Svend Erik Hansen, der er it- og forretningsudviklingskonsulent hos NCC.
Der ligger imidlertid langt mere i pionergerningen, end blot den tekniske side. Hjælpen består også af information.
- Mange ved for eksempel ikke, at hvis man via mail siger ja til et tilbud, så er det bindende, siger Svend Erik Hansen, der tilføjer, at der også informeres om god mail-skik.
Komponenterne er udviklet til Microsoft Outlook, hvad enten det kører via Exchange-serveren eller alenestående, og til IBM's Lotus Notes.
På skærmbilledet ses blandt andet en ekstra "send-og-arkiver"-knap. Den udløser en dialogboks, hvor man klikker sig frem til byggeprojektnavn, som pr. automatik sættes ind som mailens emne-linje, samt dokumenttype. Rutinen sikrer selvfølgelig også arkivering i rette projektmappe.
Firmaernes samarbejde tager udgangspunkt i projektet Digital Konvergens, der sikrer standarder for digital kommunikation i branchen. Også brancheorganisationen Bips, der har it- og samarbejde på programmet, deltager.