Få hoveder mange hænder

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. september 2005.


En profitabel cocktail af 16 fastansatte og 700 freelance-konsulenter betyder, at ProData Consult kan smykke sig med titlen Danmarks dygtigste it-selskab.

En database spiller en central rolle i den fremgang, der har sikret it-virksomheden ProData Consult titlen Danmarks dygtigste it-selskab i årets Top 100-undersøgelse. Databasen rummer oplysninger om flere end 700 it-konsulenter, der er tilknyttet ProData som freelancere, mens selskabets faste medarbejderstab kun består af 16 personer.
Den fordeling giver ifølge ProDatas administrerende direktør, Carsten Lindskog, en række fordele i forhold til konkurrenter som CSC, Capgemini, Accenture og IBM, der har mange it-konsulenter på lønningslisten. En af fordelene er lavere faste omkostninger, men den største er øget fleksibilitet.
- Med freelancere er vi ikke afhængige af, hvad der er vores egne medarbejderes stærkeste side. I stedet vælger vi den af vores freelancere, der er bedst til at løse opgaven, siger Carsten Lindskog.
Derudover kan freelancerne sige nej til opgaver, de ikke vil bruge deres tid på. Det øger freelancernes motivation kraftigt.
- De arbejder med noget, de har lyst til. Samtidig er de deres egne chefer, og det er i sig selv motiverende, mener han.
ProData har tidligere profileret sig på at være stedet, hvor de "tunge" drenge arbejder. Det vil i praksis sige, at man for at komme med i ProData-basen skal have mindst fem års dokumenteret erhvervserfaring som it-konsulent.
- Det er et princip, vi holder fast i, selvom en konsulent, der kun har arbejdet i tre år, i nogle tilfælde kan være lige så dygtig som en, der har ti års erfaring, siger han.
Umiddelbart er der heller ikke grund til at ændre det princip. Kombinationen af freelancere med lang erhvervserfaring og en slank administration har sikret Prodata Consult en fremgang, der er til at få øje på: Overskuddet er mere end fordoblet i det seneste regnskabsår, og omsætningen er skudt i vejret fra 47,1 millioner kroner i 2003 til 88,6 millioner kroner i 2004.
ProDatas vækst i 2004 stammer primært fra eksisterende kunder inden for blandt andet telekommunikation og det finansielle marked, hvor virksomheden blandt andet yder konsulentbistand til TDC, Telia, Danske Bank og SDC.
går den modsatte vej
Carsten Lindskog mener, at en af forklaringerne på ProDatas succes på konsulentmarkedet er, at de store spillere satser benhårdt på at få kunderne til at outsource alt it eller større projekter til dem selv. Derfor gør de mindre ud af konsulentdelen. ProData gør det modsatte ved først og fremmest at satse på at sælge konsulenttimer, men selskabet napper gerne en driftskontakt, hvis muligheden byder sig.
Prodata Consult har i øjeblikket 100 freelancekonsulenter i sving rundt omkring i Danmark. De bliver primært hyret som softwareudviklere, projektledere og businessmanagers. ProData er langt fra landets højest profilerede it-selskab, og de færreste ved, hvad det egentligt er, selskabets konsulenter leverer. Det er Carsten Lindskog godt klar over.
- Vi har helt bevidst valgt at føre en meget lidt offensiv medie- og markedsføringsstrategi. Vi vil helst ikke tale om os selv, men om kunderne, siger han.
Blandt ProDatas kunder er ud over de store tele- og finanskunder Danmarks Radio. Tv-stationen bruger blandt andet ProDatas softwareudviklere til at strikke de bagvedliggende programmer sammen, som sørger for, at vi på valgaftener hurtigt får overskuelige resultater hjemme foran skærmen.
- Det er altid nogle meget spændende aftener. Alt skal fungere optimalt, og vi skal helst skal have fundet på noget nyt, så vi er et skridt foran TV2, fortæller Lindskog.
Atypisk på markedet
ProData er langt hen ad vejen atypisk på konsulentmarkedet, da det minder om en mellemting mellem et rekrutterings- eller vikarbureau og et traditionelt konsulenthus.
Kimen til den forretningsplan blev lagt, da Carsten Lindskog i 1998 begyndte i firmaet. Inden da havde han etableret et par virksomheder, og han kom dengang ind i et meget teknologitungt konsulenthus, der havde brug for en, som tog sig af forretningsdelen.
- ProData blev etableret i 1994, og da jeg kom til, bestod firmaet af fem højtkvalificerede it-konsulenter. De lå inde med en stor specialviden, men det kneb med at have alle beskæftiget hele tiden, så jeg begyndte straks at leje de ledige ud, siger han.
Han begyndte at organisere virksomheden og tage sig af "alt det praktiske", mens konsulenterne tog sig af det, de havde mest lyst til: systemudvikling, projektstyring etc.
Året efter blev Carsten Lindskog administrerende direktør og medejer af firmaet. Han mener dog ikke, at ProData Consult er blevet synonymt med hans person:
- Vi har samlet det helt rigtige team, som er håndplukket til at svinge sammen. Det er ikke nok at finde en god sælger eller en god personalechef. De skal også kunne svinge perfekt i teamet som i et symfoniorkester. De er nødt til at kunne spille perfekt sammen, for at stykket lyder godt. Og når man kan gøre det, så opstår der sød musik, som kunderne kan nyde godt af.
Selskabets gode resultat i 2004 får ikke ProData Consult til at skrue ned for blusset.
- Vi skal skaffe flere nye kunder, så vi har iværksat en mere offensiv strategi på det område. Det er begyndt at bære frugt. Alene i august fik vi fire nye kunder, fortæller Carsten Lindskog.
Næste skridt er at splitte ProData Consult op, så den del af forretningen, der beskæftiger sig med Business Management, bliver lagt ud i et selvstændigt selskab.
- Det gør vi dels for at gøre mere opmærksom på, at vi også er til stede på dette marked, dels for skærpe profilen på kerneforretningen endnu mere.

Billedtekst:
- Vi har samlet det helt rigtige team, som er håndplukket til at svinge sammen, siger Carsten Lindskog, administrerende direktør i ProData Consult. Foto: Torben Klint

Boks:
prodata consult a/s
Årsregnskab (millioner kroner)

2004 2003
Omsætning 88,6 47,1
Bruttofortjeneste 17,3 9,3
Resultat før skat 8,1 2,9
Resultat 5,6 1,9
Egenkapital 8,2 3,6
Antal ansatte 14 12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere