Post Danmark har IBM på pinebænken efter nedbrud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. august 2005.


IBM's splinternye lagringsflagskib gik i sort i næsten en uge hos Post Danmark. Problemet er løst, siger IBM, men kunden kræver beviser fra andre kunder, før der igen tændes for strømmen.

To nye, dyre lagringsenheder fra IBM samler støv hos Post Danmark. Der har ikke været strøm på dem siden foråret, hvor et nedbrud satte den ene enhed ud af drift i en lille uge.
I værste fald kunne problemet have ført til postkaos. Uden lagringssystemets data ville den automatiske postsortering på landets postcentre have været lammet. Men nødproceduren fungerede. Den anden IBM-storageenhed tog over, og driften af postens it-systemer fortsatte, om end for halv kraft.
Posten turde ikke tage chancen og køre videre med det nye IBM-udstyr, så der blev sat erstatningsudstyr ind.
Hvad Post Danmark blev offer for, repræsenterer et verdensomspændende, ydmygende problem for IBM. Et problem, som indtil nu ikke er kommet offentligheden for øre.

Fejlen ligger i det nye storage-flagskib DS8000, som koster fra to millioner kroner til tocifrede millionbeløb afhængig af størrelsen.
DS8000-serien blev lanceret den 30. marts. Ifølge IBM gav visse dele af lagringsteknologien konkurrenter som EMC og Hitachi baghjul. Det gjaldt især den teknologiske løsning for virtualiseringen, som muliggør at it-installationens separate storagesystemer "ses" og bruges som én stor lagringspulje.
Hvad der bragte det danske postsystem i knæ og adskillige andre verden over var - ifølge Computerworlds oplysninger - en lille tidsmåler i storageenheden. IBM kalder den en "watchdog timer". Den kunne periodisk fejlreagere, så systemet lukkede ned, og en genstart var nødvendig.
Da lagringssystemer i den tunge klasse som DS8000 typisk anvendes i systemer, der skal være i drift 24 timer i døgnet året rundt, kunne fejlen blive katastrofal.

At IBM-kunder blev nervøse, kunne brokerfirmaerne, der handler med brugt it-udstyr, hurtigt registrere.
Op til lanceringen af de nye storageenheder fra IBM var brokerfirmaerne blevet bestormet af kunder, der ville sælge den forrige IBM-generation, Shark 800. Men pludselig vendte situationen. Nu blev de bestormet af kunder, der ville genkøbe Shark 800.
- Det er klart, at vi gjorde os tanker om, hvorvidt det skyldtes problemer med de nye enheder, fortæller Rune Sørensen, administrerende direktør for et af Danmarks største brokerfirmaer, Epoka i Pandrup.
Samme melding lyder fra en anden stor dansk broker. Netop de danske brokerfirmaer har mange antenner ude, idet de har bemærkelsesværdigt stor markedsandel i den internationale handel med brugt it-udstyr. Udenlandske brokere køber også stort ind hos de danske firmaer.
Også distributører af IBM's lagringssystemer mærkede en ændring.
- Vi har haft så stor efterspørgsel efter den gamle model, at priserne er steget, oplyser Henrik Resting-Jeppesen, administrerende direktør for Four Leaf, der er en af landet største distrubutører af IBM-storage. Så vidt han er orienteret, har problemet med DS8000 dog kun berørt én dansk kunde.
Det er trods adskillige henvendelser ikke lykkedes at få en officiel kommentar fra IBM Danmark. Computerworld kontaktede derfor storageeksperten Mike Kahn, der står i spidsen for det amerikanske konsulenthus Clipper Group. Via ham meddeler IBM i USA, at problemet blev løst for tre måneder siden. Det skete gennem opdatering af den såkaldte microcode - software, der er fast indlejret i hardware.

Samme besked har Post Danmark fået, men den it-ansvarlige, vicedirektør Jens Risgaard, ønsker at være helt sikker, inden Post Danmark igen vil bruge sit nye udstyr.
- Vi har anmodet IBM om at få anvist to referencer, hvor DS8300 (den største model i DS8000-serien, red.) kører i produktion, og det er ikke lykkedes at få endnu, siger Jens Risgaard og tilføjer:
- Vi ønsker ikke at være de første i verden på systemet.

Læs mere side 13

Billedteskst:
venteposition
- Vi anvender en midlertidig løsning, indtil vi er overbeviste om, at problemerne med DS8300 er løst, siger vicedirektør Jens Risgaard,Post Danmark.
Foto: Hans Juhl




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere