Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. august 2004.
IT-Universitetet har indledt den første undervisning i den nye bygning i Ørestaden - selv om den officielle åbning først sker i september.
Med et ugekursus i kommende versioner af programmeringssprog som Java og C# har IT-Universitetet taget den nye bygning i Ørestaden i anvendelse - omkring fire uger inden den officielle indvielse ved semesterstarten den 3. september.
Det første kursus henvender sig til uddannede kandidater og programmører i it-branchen med deltagere fra virksomheder som Novozymes, NNIT, TDC, DSB Informatik og Ementor. Det er ifølge IT-Universitetets rektor Mads Tofte netop et eksempel på en type aktiviteter, der er blevet bedre plads til med udflytningen.
- Den nye bygning giver bedre plads til de studerende, og samtidig har vi fået bedre muligheder for at være værter for konferencer og kurser, siger han.
Det største auditorium kan rumme 300 mennesker, men det umiddelbart mest markante element i den nye bygning er møderummene, der skyder sig ud i den centrale hall fra alle de fem etager. Målet har været at skabe rammer, hvor brugerne af bygningen ser en del til hinanden for at fremme fornemmelsen af samhørighed. Det er arkitekt Henning Larsens tegnestue, der står bag bygningen.
Der er tilmeldt 200 studerende til start på det kommende semester, men hertil kommer formodentlig et tilsvarende antal enkeltfagsstuderende og uddannelsessøgende under åbent universitets-ordningen.
IT-Universitetet holder åbent hus tirsdag den 31. august fra kl. 19.00.
Billedtekst:
En af nyhederne i forhold til de gamle bygninger i Københavns nordvestkvarter er et auditorium, der kan rumme 300 gæster.
Billedtekst:Møderummene, der er skudt ud i den centrale hal, er det mest iøjenfaldende ved den nye bygning.
Billedtekst:Facaderne er af glas, men det er tonet og på anden måde behandlet, så brugerne skulle kunne få et godt studiemiljø.
Billedtekst:Bag det nye IT-Universitet står arkitekt Henning Larsens tegnestue, der blandt andet er kendt for at arbejde med lyset, som det ses her i den centrale hal.
Fotos: Torben Klint
Boks:
Verdner mødes
Små 40 programmører deltager i det første kursus på IT-Universitetet, som sammenligner de kommende versioner af Java 1.5 og af C#. I begge sprog består den væsentligste nyhed i indførelsen af såkaldt generiske typer, der populært sagt gør det enklere for programmørerne at finde fejl, inden programmerne tages i brug. De to programmeringssprog bygger på henholdsvis objektorienteret og funktionsorienteret programmering, og det er en ny tendens at se dem i sammenhæng.
- Vi ser i stigende grad, at den objektorienterede og den funktionsorienterede verden inddrager dele af hinandens måder at gøre tingene på. Samtidig trænger standarder, der bygger på funktionsorienterede sprog, som Standard ML ind stadig flere steder - for eksempel i kommende versioner af Microsoft Visual Studio. Derfor føler mange programmører, at de er nødt til at sætte sig ind i disse ting nu, siger professor Peter Sestoft, der underviser på kurset.
De funktionsorienterede sprog har traditionelt stået stærkt på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, der udgør grundlaget for IT-Universitetet. Således var IT-Universitetets rektor Mads Tofte med til at skrive grundlæggende dele af funktionssproget ML tilbage i firserne.
Peter Sestoft sidder i den internationale C#-standardiseringskomite, og han har for nylig skrevet en bog "C# Precisely", der kommer til oktober på MIT's forlag.