Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. juni 2004.
Det er sjældent, at udviklingen går som forventet. Teknologi, der oplagt kunne gøre livet lettere og arbejdet mere effektivt, bliver ikke indført. Den er for dyr, giver ikke afkast i forhold til investeringen eller er for besværlig at kaste sig over, når det kommer til stykket. Andre teknologier, som synes dødfødte fra starten, vælter frem. Markedet regerer - javel - men alligevel.
(Eksempel på en tilsyneladende dødfødt teknologi: At skrive simple tekstbeskeder på en mobiltelefon - sms - med et mikroskopisk tastatur har været en betydelig drivkraft i udviklingen af markedet for mobiltelefoner, selv om beskederne blot hæver sig en anelse over at morse til hinanden. Det var kun de færreste, der forudså den udvikling.)
Lad os prøve at indkredse to oplagte vinderteknologier, der ikke er kommet så langt og måske aldrig gør det.
For 19 år siden skrev jeg på universitetet en rapport om forskningen i anvendelsen af brint som lagringsmedie for energi, blandt andet med henblik på transport. Denne forskning foregik blandt andet på Aarhus Universitet og Risø, hvor man syslede med brændselsceller og eksperimenterede med Ellerten.
Mine medstuderende og jeg var helt overbeviste om, at vi inden årtusindeskiftet alle ville suse rundt i brintdrevne biler - om ikke andet af den grund, at Vesten ikke i længden kunne tillade sig at være afhængig af et fåtal olieproducerende lande i ustabile områder. Og i særdeleshed fordi der ville være færre problemer med forurening.
Men selv om General Motors i år har ladet en Opel Zafira køre rundt på flydende brint (en primitiv og farlig løsning sammenlignet med de danske forskeres arbejde med at binde brintet i metallegeringer, de såkaldte metalhydrider) i hele Europa og har investeret knap syv milliarder i projektet, er der meget lange udsigter til, at vi andre kommer til at opleve noget tilsvarende. Biler, der kører på brintteknologi, er hverken et folkekrav eller en teknologi, der fænger politisk interesse.
Omvendt med sikkerhed og adgangskontrol, der har stået højt på dagsordenen de senere år. Alligevel går det trægt. Vi bruger Ruko-nøgler derhjemme og måske kort med magnetstribe og pinkode, når det går højt på jobbet. Hvad blev der af iriskontrollen eller genkendelse via fingeraftryk, som science-fiction-film tumlede med allerede i tresserne? Det findes - og smart nok har nogle fundet på at udstyre USB-diske med et felt til at læse fingeraftryk. Men vi bruger det ikke. Vores lommer er fyldt med nøgleknipper og tegnebøger med stakke af adgangskort, hævekort, sygesikringskort og diverse id-kort - samt huskesedler til de mange tilknyttede kodeord. Hvor ville det være nemt og effektivt kun at skulle medbringe sig selv og til nød et enkelt kort med en kode for at fungere som borger og medarbejder i hverdagen.
Det går imidlertid den anden vej. Danskerne modtager i denne tid brev fra banken med nyt Dankort - og eventuelt VISA - uden foto, så det ikke kan bruges til id. Og vi tager i stigende omfang bankernes netID i brug, selv om det ikke rummer digital signatur.
Måske skal markedet have en hjælpende hånd ved en stærkere politisk prioritering af vinderteknologier. SMS-modellen kan ikke stå alene.
