Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. juni 2004.
Nokias topchef Jorma Ollila skuffede forventningerne på den netop afholdte Nokia Connections-konference med sin tilknappede stil, men selskabet rettede op på det med en række teknologiske udspil.
Wireless
Helsingfors: Optakten lignede en katastrofe, men efterhånden vendte Nokia billedet. Forventningspresset var stort på den netop afholdte Nokia Connections-konference, som er selskabets årlige præsentation af strategi og teknologi for pressefolk fra det meste af verden.
Nokia har for første gang i lang tid haft vigende markedsandele og faldende omsætning, og forventningen var, at selskabet ville forklare, hvordan de ville vende udviklingen.
Førsteindtrykket var skuffende. Nokias topchef Jorma Ollila kom med et indlæg, der ligner det, som i danske mobiljournalister-jargon betegnes som "en Hellström". Begrebet refererer til en begivenhed i september 2001: Ericsson var ramt af alvorlige tilbageslag, og selskabets daværende topchef Kurt Hellström indkaldte til et møde med presse og analytikere. Alle forventede, at han ville komme med en plan for, hvordan selskabet skulle komme igen. I stedet valgte han at udtrykke sig forsigtigt, og i løbet af de næste par timer faldt selskabets kursværdi knap 12 procent.
Nokia har oplevet en vis stagnation, men slet ikke en regulær tilbagegang som Ericsson i 2001. Alligevel virkede den i forvejen noget tilknappede Jorma Ollila stærkt defensiv - blandt andet ved blot at tillade en håndfuld spørgsmål. Adspurgt om den vigende tendens er slut svarede han:
- Vores nye produktportefølje og markedsposition giver os stor tiltro til, at vi vil komme tilbage på sporet og genvinde markedsandele.
Det var en mindre klar melding, end tilhørerne havde håbet på, og selskabets kurs faldt da også, men ikke mere end to en kvart procent til 11,60 euro.
Årsagen er nok, at det i løbet af dagen blev klart, at Nokia har ændret sine planer for lanceringer af kommende mobiltelefoner, så de er bedre i stand til at konkurrere med de udspil, som andre producenter har succes med (se side 4).
Desuden løftede selskabet sløret for en række produkter og teknologier, der tyder på, at mobilgiganten er i stand til at tage udfordringerne op.
Kamp om hver procent
Nokia er stadig den førende mobilproducent, men i løbet af de seneste kvartaler er selskabet gået fra at have 32 procent af verdensmarkedet til knap 29 procent.
Nokia sælger godt nok flere telefoner, men fremgangen holder ikke mål med den samlede vækst på markedet. Samtidig faldt omsætningen sidste år to procent, fordi det har været nødvendigt at nedsætte priserne. I de store vækstområder i lande som Kina, Indien, Rusland og Brasilien er der skarp konkurrence fra billige mobiltelefoner fra andre producenter. Samtidig er de vestlige kunder, som gerne vil have en mere avanceret og dyrere telefon, blevet mere tilbøjelige til at vælge modeller fra producenter som Samsung, Sony Ericsson eller Siemens.
Et af budene på, hvorfor Nokia stagnerer nu, peger på, at selskabets succes de senere år i høj grad byggede på, at de var den første mobilproducent, der forstod, at når mobiltelefoner blev et masseprodukt, kunne man spille på modebegrebet: Nokia lancerede et større udbud af mobiltelefoner, end man tidligere havde set, og mange af dem var frækkere og mere farvestrålende, end branchens tidligere ingeniørdesignede mobiler. Det skabte en selvforstærkende fremgang. Men risikoen ved at underkaste sig modens luner er, at ens produkter kan blive umoderne.
En anden tolkning tager udgangspunkt i, at de store mobilselskaber - især i Vesteuropa - i høj grad påvirker, hvilke telefoner, der sælger i store volumener ved at give tilskud til mobiltelefoner. Det mener teleanalytikeren John Strand, som har den opfattelse, at mobilselskaberne mere eller mindre har lagt Nokia på is for at forhindre en enkelt producent i at blive for stærk og for at presse de priser, som mobilselskaberne giver for telefonerne, inden de sælger dem til brugerne.
- Nokia er blevet opfattet som arrogante. Nu er der ved at dukke internationale samarbejder mellem mobilselskaber op, som er i stand til at sætte dem under pres, siger han.
Fakta:
I front med 3G
Nokia har hidtil været forholdsvis tøvende med at lancere 3G-telefoner. Nu lancerer selskabet Nokia 6630, der rummer en række faciliteter, som ikke tidligere er set i 3G-telefoner - samtidig med, at mobilen størrelsesmæssigt kan tåle sammenligning med aktuelle GSM-telefoner. 6630 vejer 127 gram og måler 110x60x21 mm, og den kan benyttes såvel på GSM-nettene i både Europa og USA samt med den hastighedsforøgende EDGE-teknologi på disse net og på 3G-net. Udstyret omfatter et 1,23 megapixel kamera med seks gange zoom samt MP3-afspiller, og den leveres som standard med 74 Mbyte hukommelse. Den nye 3G-telefon kommer på markedet inden jul, og der vil komme en del ekstraudstyr, som blitz, Bluetooth-baseret trådløst tastatur og en såkaldt video call stand, der skal gøre det enklere at deltage i videokonferencer, når man er på farten.
Indendørs mobildækning
Hidtil har mobilsenderne - eller basestationer - været udviklet til at sende udendørs. Nu har Nokia udviklet en særlig løsning til 3G-dækning indendørs i større bygninger. Man fører lyslederkabler fra radioudstyret til mindre enheder med indbygget antenne, der så vil sørge for mobildækning i 50 meters radius.
- Vi forventer, at mange brugere af mobile bredbåndsforbindelser vil befinde sig indendørs, og mobilselskaberne har udtrykt interesse for at kunne etablere dækning i for eksempel lufthavne og indkøbscentre, siger radionetværkschef Timo Näsäkkälä.
De nye mobilsendere er desuden forberedt for den såkaldte HSDPA-teknologi, der øger båndbredden på 3G fra det nuværende maksimum omkring 384 Kbit/s op mod 14 Mbit/s, eller som giver en kraftig forøgelse af kapaciteten. Det sætter 3G i stand til at overgå de 2 Mbit/s, som koreanske mobilnet har kunnet levere et stykke tid.
Mobilplatform tunes
På Nokia Connections der blev annonceret en ny version af den såkaldte Serie 60-platform til avancerede mobiltelefoner. Hensigten med platformen har været at udvikle et grundlag for mobiltelefoner med PDA-funktioner (smartphones) baseret på operativsystemet Symbian til såvel Nokia som andre producenter, så uafhængige applikationsudviklere har fælles rammer at arbejde indenfor. Den nye version af Serie 60 understøtter 3G foruden GSM/GPRS/EDGE og den asiatisk/amerikanske CDMA-teknologi. Blandt de nye faciliteter er muligheden for at benytte nye display-størrelser, skalerbare vektorgrafik (SVG) og 3D, og så omfatter platformen en e-mail-klient, synkroniseringsfunktioner og sikkerhedsfunktioner som en VPN-klient og IPSec. Der er sendt 10 millioner mobiler på markedet med den hidtidige version af Serie 60 fra producenter som Panasonic, Samsung, LG Electronics, Siemens og Sendo foruden Nokia.
Billedtekst:
Nokia tror på, at 3G er ved at nå massemarkedet, og 6630 er selskabets bud på en 3G-telefon til det marked.