Italien er forbillede for det danske 3G-marked

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. juni 2004.


Med over 650.000 kunder og flere konkurrerende selskaber er 3G i Italien længst fremme i Europa. Især 3 i Danmark følger sit italienske søsterselskab nøje i håb om at kunne overføre succeser.
3G-førertrøje
Under udrulningen af 3G-mobiltelefoni er Italien ved at skille sig ud som det førende land i Europa. Mobilselskabet 3 gik i luften med 3G i marts sidste år, og selskabet har nu flere end 650.000 kunder - ud af en befolkning på godt 57 millioner. I sidste uge blev der så konkurrence på 3G, idet den internationale mobilkoncern Vodafone nu går i luften med deres net. Herudover er Telecom Italias 3G-selskab Tim på vej ud på markedet. Tim kører allerede kampagner for EDGE-teknologien, der tredobler datahastigheden på de eksisterende GSM-net. Selskabet fik 450.000 ordrer på EDGE-telefoner den første dag teknologien blev udbudt - efter selskabets egne angivelser. Det sidste 3G-selskab i Italien, Wind, vil gå i luften i slutningen af året.
Det er ikke helt overraskende, at Italien er blevet det førende 3G-land i Europa: Italienerne har de senere år vist sig at være vilde med mobiltelefoner. Andelen af befolkningen, der har mobiltelefon, er 98 procent i støvlelandet. Det betyder ikke, at såvel spædbørn som oldinge har mobiltelefon, men at en ret stor del af brugerne har flere SIM-kort. Reelt regner man i Italien med, at 76 procent af befolkningen har mobiltelefon.
Det forholdsvis høje antal SIM-kort er udtryk for, at en stor del af italienerne benytter taletidskort. Faktisk haltede brugen af mobiltelefoni i Italien længe efter udbredelsen i Nordeuropa og specielt i Norden, men fra og med introduktionen af taletidskortene i 1998 eksploderede forbruget i Sydeuropa med Italien i spidsen.
Når 3G-telefoni går specielt godt i Italien skyldes det, at italienerne er meget mode- og stilbevidste, mener marketingdirektør i 3, Diona Ravera.
- Mobiltelefonen er i høj grad et statussymbol, og mange italienere ønsker at blive set med de nyeste, smarteste mobiler. 70 procent af kunderne er veluddannede mænd i 25 til 45 års alderen - hvoraf mange er i lederjob, siger hun.
Underholdning
På grund af den relative fremgang det italienske 3 har haft, og fordi selskabet har været tidligere ude end de fleste af de europæiske søsterselskaber, holder disse, herunder 3 i Danmark, et vågent øje med, hvilke 3G-tjenester, der tiltrækker brugere.
I Italien er det først og fremmest underholdningstjenester, der har succes, heraf flere der relaterer sig til populære tv-programmer. Det er videotjenester, der leverer billeder fra de italienske udgaver af Big Brother og Farmen. Hertil kommer højdepunkter og sammendrag fra Serie A-fodboldkampe samt erotik fra Playboy-kanalen.
Hvad angår de spil, som det italienske 3 udbyder, står et interaktivt Sims-lignede spil, som selskabet selv har udviklet, for 70 procent af brugerne. Princippet er, at spillerne kommunikerer med en af de tre nydelige piger eller de tre lige så nydelige mænd, som 3 bruger i deres markedsføring via forudbestemte dialoger. Svarene kommer i videoform.
Endelig er e-mail på 3G-mobilen populært, og 3 har netop lanceret chat på grundlag af en videoprofil, som brugerne selv indspiller.
Umiddelbart kan det synes som om, der er et misforhold mellem de karriereorienterede voksne kernekunder og udbuddet af tjenester, men det mener marketingdirektøren ikke er tilfældet.
- Folk i lederstillinger gør de samme ting som den brede befolkning. De søger adspredelse et par gange om dagen, når de har en pause, siger Diona Ravera.
Erhvervstjenester
Det italienske 3 virker derimod mere i vildrede, når det gælder tjenester til erhvervslivet. 3G-kort, der kan etablere sikre og hurtige mobile dataforbindelser fra bærbare pc'er er det bedste bud fra Product Manager Giorgio Ranenghi.
3 i Danmark benytter de samme teknologiske platforme som selskabet i Italien, og derfor vil tjenester forholdsvis let kunne overføres.
- Vi overvejer i øjeblikket at introducere videobaseret chat, og med den succes, italienerne har haft med deres interaktive spil, er det nærliggende at udvikle noget tilsvarende, siger markedschef Mads Eriksen fra 3 i Danmark.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere