Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. juni 2004.
It-branchefolk afventer forhandlingerne om strukturreformen med tilbageholdt åndedræt. Investeringslysten i amter og kommuner hænger på resultatet af de politiske forhandlinger.
rammekontrakter
Strukturreformen er blevet beskrevet som Danmarks største it-projekt, men usikkerheden om de politiske forhandlinger og risikoen for et smalt forlig har skabt bekymring for, at længe ventede investeringer skrinlægges.
Det gælder ikke mindst investeringer i systemer til elektronisk sags- og dokumenthåndtering, hvor nye rammekontrakter til indkøb netop er åbnet som resultat af det fællesoffentlige projekt på området, FESD.
- Den politiske usikkerhed spiller en rolle. Et politisk smalt forlig kan medføre, at amter og kommuner vil afholde sig fra at bruge rammeaftalen, siger projektleder for FESD, Lars Frelle-Petersen. Han regner med, at det i første omgang bliver staten, der kommer til at bruge FESD-aftalen.
Borgmesterkrav
ESDH-markedet har længe stået i stampe - blandt andet i venten på FESD. Blandt leverandørerne er den administrerende direktør for ScanJour, Bo Schor, blandt dem, der holder et skarpt øje med den politiske udvikling.
- Det kommunale marked kan komme til at stå stille længere end godt er, hvis der bliver usikkerhed om, hvad kommunerne skal på et til to års sigt. Det er meget væsentligt at få et bredt forlig. Bliver det for smalt, er der en risiko for, at de der skal gennemføre det, ikke tror nok på det til, at det implementeres som planlagt. En ting er at tegne kortet. Noget helt andet er at træffe følgebeslutninger og føre dem ud i livet, siger han.
Borgmestre over hele landet kræver ifølge et rundspørge i Jyllands-Posten også et bredt forlig. Fordi et smalt forlig vil gøre det meget vanskeligt for kommunerne at implementere reformen.
Broget billede
Ifølge Bo Schor tegner der sig to typer investeringsadfærd i kommunerne. De forsigtige der ikke tør agere i usikkerheden. Og de aktive der ser sig nødsaget til at handle for at kunne sætte dagsordenen i en fremtidig fusionssituation.
Peter Lorentz Nielsen leder som partner i rådgivningsfirmaet Devoteam Fischer & Lorenz arbejdet med rådgivning om digital forvaltning. Han siger, at der for kommunerne tegner sig et meget blandet billede.
- Investeringssituationen afhænger utroligt meget af konkrete forhold, og det er svært både at lave en generel prognose og give et generelt råd. Men it er noget, man godt kan "holde i halen", mens man venter på en afklaring. En succesrig implementering af elektronisk sags- og dokumenthåndtering forudsætter eksempelvis, at der er en klar ledelsesstruktur, som kan træffe klare beslutninger om arbejdsprocesser. Så det kan være både rationelt og administrativt fornuftigt at vente, siger Peter Lorentz Nielsen.