Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. juni 2004.
TDC og Videnskabsministeriet surfede på en begejstringsbølge, da 5.000 borgere sidste år downloadede vinder-signaturen i løbet af den første uge efter kontraktindgåelsen. Siden er teleselskabet blevet fanget lidt i brændingen efter en række sikkerhedsskærmydsler, der har skabt unødvendig usikkerhed blandt brugerne. Men resultatet er, at med kun 150.000 borgere, der i dag har hentet TDC's digitale underskrift, er ministeriet og teleselskabet meget langt fra målet om at nå 350.000 brugere inden for det første år.
Bankerne fryder sig. Uden tøven har de siden nederlaget til TDC arbejdet for at få orden i geledderne, så bankerne nu kan tilbyde en fælles single sign-on løsning til kunderne. Derved har bankerne formået at kapitalisere investeringen i udviklingen af den ny teknologi og forhindrer samtidig, at et offentligt Danmark skal spille en rolle i, hvordan bankerne kommunikerer med deres to millioner online-kunder. Bankerne varetager naturligvis finanssektorens interesse. Det er forventeligt. Og det ligner spil til et mål, hvor bankerne har suveræn tilslutning blandt egne kunder, men hvor andre typer af virksomheder og selskaber er med til at udbygge forspringet.
Når sygeforsikringen "danmark" nu lader sine 1,8 millioner medlemmer vælge mellem at logge sig på med den digitale signatur eller bankernes netID er det et direkte billede på den ny situation.
Netbrugerne kan se frem til endnu flere valgsituationer mellem de to løsninger uden for finanssektoren. Det hedder konkurrence. Og bankerne ligner vinderen.
Men er det en sund konkurrence? Går man tættere på problemstillingen, står det klart, at den aktuelle dyst netop ikke handler om digital signatur, men om hvem, der vinder borgernes adgang til personlige oplysninger på nettet - single sign-on.
Bankernes netID har ingen digital signatur bygget ind i sig, mens det nærmest er hele pointen med
TDC's, selv om det her i startfasen har været single sign-on, der har været salgsbudskabet.
Vi kan altså ikke bruge bankernes teknologi til at sende e-mails, hvor modtageren kan være sikker på, hvem afsenderen er.
Dermed kan vi komme i den besynderlige situation, at bankernes succes kan blive en barriere for den digitale udvikling af samfundet herhjemme. Mail-korrespondance, hvor vi er sikre på, hvem vi mailer med, glider ud i fremtiden. Og et vigtigt våben mod spam forsinkes.
Men måske har vi slet ikke brug for digital signatur? Måske er single sign-on nok. Det ser sådan ud lige nu.
