Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. maj 2004.
Tre ministre drak champagne ved virk.dk-premieren i september sidste år. Portalen, der skal forenkle små- og mellemstore virksomheders kontakt med offentlige myndigheder, lignede symbolet for mulighederne ved digital forvaltning. Millioner var blevet investeret. Milliarder skulle spares. Derfor havde økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, skatteminister Svend Erik Hovmand og beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen alle fundet tid i kalenderen til sammen at fejre initiativet.
Symptomatisk for flagskibsprojektet var portalen ved den i forvejen forsinkede åbningsceremoni teknisk ustabil. Nu, over otte måneder og mange vanskeligheder senere, opfører hovedentreprenøren Krak og underleverandøren IBM en grotesk opera i medierne i et forsøg på at tørre ansvaret for udueligheden af på hinanden.
I første omgang er det Krak, der er løbet med sympatien, fordi IBM helt usædvanligt har valgt en kamp i det offentlige rum. En nærmere granskning af sagen giver imidlertid anledning til at formulere kritiske spørgsmål til selve projektets eksperimentelle konstruktion. Der er tale om et offentligt-privat partnerskab med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E&S) på den ene side og Krak - sammen med underleverandøren IBM - på den anden. Denne form for partnerskab har gjort det vanskeligt at identificere den egentlige kunde. Og hvem, der skal fyres, når det galt.
Hvis jeg hyrer en entreprenør til at bygge et badeværelse, er jeg som kunde ligeglad med, om blikkenslageren forsinker projektet. Det må entreprenøren ordne. Hvis ikke, så vil jeg fyre entreprenøren. Men E&S har trods overvejelser ikke fyret Krak. For E&S og Krak er partnere. Men Krak og IBM er som medlemmer af konsortiet også en slags makkere. Alligevel blev det alene IBM, som trak nitten.
Det er oplagt at diskutere, om det er konstruktionen i sig selv, der er syg og uegnet og i sig bærer kimen til Amanda-projekter. Eller om Krak simpelthen ikke har evnet at udfylde den krævende rolle som både kammesjuk og ansvarlig entreprenør.
Det er sigende, at Krak benyttede et julekort til pænt at advare IBM om, at Krak overvejede at skifte underleverandør, ligesom E&S blandt andet har deltaget i den lange række af krisemøder for at betyde IBM sagens alvor.
Kraks topfolk fremhæver selv et venskabeligt forhold og umådeholden tillid til IBM-folkene som omdrejningspunktet for egen indsats.
Men i forretning kan man ikke være venner med alle.