Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.
På CeBIT kan det altid betale sig at lægge vejen forbi de små taiwanske stande, fordi man her får et billede af, hvilke teknologier der står over for at nå massemarkedet. I år var der masser af Bluetooth i hal 12 og hal 13 og specielt mange hovedsæt. Når man passerede nogle stande, virkede det, som om de sidste år havde anskaffet sig GN Netcoms Jabra-hovedsæt og havde brugt den forløbne tid på at lægge sig meget tæt op ad dette forbillede. Men der blev også vist nye anvendelser.
Således viste Global Sun Technologies stereo over Bluetooth både til højttalere og til øretelefoner. Selskabet har udviklet dels en Bluetooth audio transmitter, dels en Bluetooth USB transmitter, der kan benyttes til at overføre stereosignaler fra musikanlægget eller pc'en samt til Bluetooth-stereo-øretelefoner.
På hovedsæt-området viste Huey Chiao International en model med tastatur, så brugeren kan taste et nummer direkte på hovedsættet.
Mere end en forbindelse
De etablerede hovedsæt-producenter var angiveligt ikke skræmt af den strøm af billige Bluetooth-hovedsæt fra Taiwan.
- Det omfatter mere end blot at etablere en Bluetooth-forbindelse at udvikle et trådløst hovedsæt. Vi har udviklet komplicerede algoritmer, som undertrykker baggrundsstøj og trækker talen frem i det digitale signal. Det gør oplevelsen af vore produkter anderledes end, hvad vi hidtil har set fra Taiwan, siger administrerende direktør Ken Kannappan fra Plantrinics.
Selskabet er verdens største hovedsæt-producent i konkurrence med GN Netcom, der fører inden for Bluetooth.
Derimod blev der ikke på CeBIT vist ret mange produkter, der benytter den nye Bluetooth-standard 1.2, der først og fremmest skal gøre det lettere og hurtigere at sætte kommunikationen op og dernæst blandt andet bringer en række forbedringer af lydoverførslen. Produkterne til denne standard ventes først at komme hen over sommeren.