Vejen til EU

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.


It-virksomheden Athena i Haderslev har fået blod på tanden efter at have vundet en licitation på et EU-projekt. Nok et EU-projekt er i støbeskeen - efter en kreativ omkalfatring og fiks manøvre i systemet.

første sejr
Et langt, sejt træk skulle der til, før Athena kunne høste frugterne af sin EU-satsning. Men det har været ulejligheden værd, konkluderer virksomheden, som nu søger at ride på EU-bølgen.
- Vi har brugt utrolig mange kræfter på at komme igennem til EU. Bureaukratiet er tungt at danse med. Man kan ikke basere sin vækst på EU. Men det er fantastisk, når det så endelig lykkes.
Peter Jensen er tilfreds. Stifteren og nu direktøren for Athenas udviklingsafdeling tog første skridt på vejen mod EU for to år siden og troede flere gange undervejs, at projektet ville løbe ud i sandet. Men nu er første sejr vundet - en kontrakt i millionklassen, der løber til 2005. Sidegevinster er begyndt at vise sig i form af sekundære opgaver takket være det nye netværk, og næste EU-skib er sat i søen.
Termisk forskning
Evitherm (European Virtual Institute for Thermal Metrology) hedder projektet, Athena skal levere it-delen til. Et konsortium af omtrent 40 institutioner og virksomheder - heriblandt ingen danske - skal opbygge et Virtuelt Institut for Termisk Forskning, og det er en del af EU's 5. rammeprogram for Forskning og Teknologisk Udvikling. Seks selskaber bød ind på it-opgaven, tre blev prækvalificeret til at byde, og Athena vandt.
Baggrunden for projektet er, at termisk forskning er et særdeles bredt felt, som mange industrier interesserer sig for. Fødevareindustrien gør det - eksempelvis for at finde ud af, hvordan man bedst nedfryser en kylling, så den bevarer smagen. Rumfartsindustrien gør det - eksempelvis for at finde ud af hvordan organisk materiale opfører sig ude i rummet. Automobilindustrien gør det - med blik på eksempelvis opvarmning af bremseskiver.
- Der skal opbygges en kolossal database, hvor samtlige forskningsresultater inden for termisk forskning samles, og den skal gøres tilgængelig for industrierne, som alle skal kunne søge i den online. Det bliver en fælles portal for alt, hvad der har med termisk forskning at gøre, forklarer Peter Jensen.
Projektet skal drives videre i kommerciel form bagefter, så industrien sidder allerede med til bords i Evitherm.
For Athena er det for det første en standardiseringsopgave, og ydermere skal man opfinde en søgemaskine, der er så universel, at den kan bruges mellem samtlige industrier og forskningsinstitutioner inden for termisk forskning. Opgaven inkluderer også elementer som e-learning, nyhedsformidling og diskussionsrum. Fundamentet er selskabets Content Management System, som tilrettes i en udstrækning, så det passer til Evitherms behov.
I Danmark benytter en række store virksomheder og myndigheder systemet. Heriblandt Danfoss, Siemens, Telia og Haderslev Kommune.

Regionalt pilotprojekt
Haderslev Kommunes EU-konsulent i Bruxelles skabte kontakten til Evitherm-konsortiet. Og han var med igen, da Athenas seneste EU-tiltag måtte genvrides for at blive til noget.
Projektet - et miljø- og energistyringsprojekt med det formål at reducere energiforbruget i offentlige bygninger ved hjælp af it-styring - så dagens lys med Athena som leder af et konsortium med italiensk, irsk, tysk og belgisk deltagelse. Men blev afvist.
- Vi præsenterede projektet i EU og fik den tilbagemelding, at det var et godt projekt, men det måtte afvises, fordi vi kom som erhvervsvirksomhed. Havde det været præsenteret af en kommune, var det blevet godkendt, fortæller Peter Jensen.
Athena søgte så midler fra det såkaldte Interreg - et initiativ til at fremme det interregionale samarbejde i EU. Her giver man ikke penge til virksomheder, men kun til offentlige myndigheder såsom en kommune. Derfor blev projektet tilpasset den pulje og således skrevet om, så Haderslev Kommune kom til at stå som frontløber. Den kunne se en ide i at være med til et udviklingsprojekt, der handlede om at spare energi, og også hjalp det lokale erhvervsliv.
Fire kommuner - to danske og to tyske - kom med i pilotprojektet, og Athena er med som teknisk leverandør.
Der skrives nu på ansøgningen til projektet, som er på 500.000 euro, svarende til tre-fire millioner kroner.

Hvor er de andre?
Der er ingen andre danske deltagere med i Evitherm - om end det på et tidspunkt var på tale, at Risø skulle bidrage - og den situation er ikke noget særsyn i EU-projekter.
Peter Jensen undrer sig såre over, at så få danske virksomheder gør sig ulejlighed med at lægge billet ind på EU-projekter.
- Mange virksomheder har potentiale til det, men vælger ikke at gøre noget ved det. Vi er ekstremt sløve til det i Danmark. Jeg har selv oplevet det i en "partner search", hvor for eksempel Italien og Spanien var virkelig aktive - helt ned på kommunalt niveau, mens kontakter fra danske universiteter, virksomheder eller myndigheder var meget sjældne. Andre siger det samme - at danskerne er virkelig lade, når det gælder EU-projekter. Det er i hvert fald ikke noget, vi går op i.
Hvad årsagerne angår, peger Peter Jensen på, at EU-projekterne har et dårligt ry for at være tunge at tackle, og man virkelig skal yde noget for at være med. Manglende information kan også være en faktor, og her retter han fingeren mod det offentlige:
- Vi sponserer jo selv - Danmark betaler store beløb til EU-puljerne. Så skal vi vel også have noget tilbage. Det er da lidt underligt, hvis der kun går penge den ene vej, og ingen kommer tilbage den anden vej, siger Peter Jensen.

Billedtekst: Peter Jensen, direktør for Athenas udviklingsafdeling, undrer sig såre over, at så få danske virksomheder gør sig ulejlighed med at lægge billet ind på EU-projekter.

boks: Athena
Athena blev stiftet som enmandsvirksomhed i 1994 af Peter Jensen. Nu er det en lille koncern med 26 medarbejdere fordelt på tre afdelinger, der beskæftiger sig med henholdsvis:
• AutoCAD til byggebranchen, udvikling af byggetekniske beregningsprogrammer.
• Salg af hardware og software, iy-service og -rådgivning.
• Systemudvikling, herunder selskabets eget CMS-system og et nyt Energi- og miljøstyringssystem.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere