Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. februar 2004.
HSDPA er betegnelsen for en ny udvidelse af 3G. Den øger hastigheden på dataoverførsler til op mod 14 Mbit/s
- først og fremmest for at kunne konkurrere med koreanske mobilsystemer.
højhastigheds-3G
Cannes: I år blev en udvidelse til 3G-teknologierne lanceret. Den vil angiveligt gøre det muligt at overføre med hastigheder med op til 14 Mbit/s.
Den nye teknologi får formodentlig senere et markedsføringsnavn - 3,5G er allerede foreslået - men i øjeblikket betegnes den HSDPA (High Speed Downlink Packet Access). Hastighedsforøgelsen etableres langt hen ad vejen på samme måde, som EDGE sætter fart på GSM: Hvor der tidligere ved digital overførsel er blevet sendt signal eller ikke-signal (1 eller 0) sendes der ved EDGE-signaler med otte forskellige styrkegrader, hvilket gør det muligt at tredoble hastigheden. På samme måde sendes der med HSDPA med 16 varierende signalstyrker. Herudover benyttes forskellige radiokoder over samme radiokanal, og der er ændret på netværksarkitekturen, så overførslen ikke forsinkes af, at data skal runde centrale switche. HSDPA blev demonstreret på messen af Motorola, der opgiver, at den maksimale hastighed er 14 Mbit/s.
Når 3G-verdenen føler, at den nye hurtigere overførselsteknologi er nødvendig netop nu, skyldes det, at den, når det gælder datahastigheder, er under pres specielt fra systemer, der er introduceret i Sydkorea. Lad os lige ridse situationen op:
Hamle op med CDMA2000
Indtil 3G kom til, konkurrerede tre mobilsystemer, GSM, det asiatisk/amerikanske CDMA samt et særligt japansk system. Målet med 3G er blandt andet at samle disse systemer på dataoverførsels-teknologien WCDMA (Wideband Code Division Multiple Access). Det er imidlertid et problem for 3G og WCDMA, at disse teknologier i de versioner, der lanceres for tiden, overfører 300-400 kbit/s, mens der siden år 2000 har været en opgradering af CDMA-systemet i drift først og fremmest i Sydkorea, der nu er oppe på 2 Mbit/s.
Der arbejdes således først og fremmest på HSDPA for at 3G kan hamle med CDMA2000, der er betegnelsen for det opgraderede CDMA-system, men hertil kommer, at hvis 3G lever op til bare en del af forventningerne, kan systemet hurtigt løbe ind i kapacitetsproblemer.
- Får 3G-operatørerne tilnærmelsesvis det antal kunder, de lægger op til, vil båndbredden pr. bruger gå ned. Her kan HSDPA tilføre kapacitet og øge båndbredden pr. bruger, siger direktør Daniel Oosthuizen fra Anite Telecom, der leverer test-systemer til de kommende HSDPA-mobiler.