Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. december 2003.
Det er ikke kun snak og fedtspil, når den britiske regering hæver stemmen og sætter patienten i centrum med moderne teknologi. Forleden blev et af verdens største it-projekter kickstartet. British Telecom og Accenture løb med ordrer for henholdsvis 20 og 10 milliarder kroner i det 100 milliarder kroners dyre projekt, der skal gennemdigitalisere det britiske hospitalsvæsen inden 2010.
Målet er, at de 60 millioner briter har centralt placerede elektroniske patientjournaler allerede i 2005. I 2010 er hospitaler, tusinder af praktiserende læger og andre relevante sundhedsydelser bundet sammen om en livsnerve i form af et centralt patientjournalregister, suppleret med relevante decentrale systemer. Sådan er det ikke i Danmark - og bliver heller ikke.
Vi praler med rapporter om Danmarks høje it-mæssige stade, men i dag ringes og faxes patientoplysninger mellem sundhedspersonale i forskellige instanser - hvis det skal gå hurtigt. Godt nok har vi et centralt register, landspatientregistret, men det rummer blot den seneste diagnose og henvisning til tidligere indlæggelser. Og de praktiserende læger eksisterer ikke i det univers.
Selv når det danske projekt om elektroniske patientjournaler for hele landet er fuldt indført i 2006, er det stadig blot en fragmenteret løsning. Nok bliver forbindelsen til Landspatientregistret elektronisk, men sygehusene skal stadig hente patientjournalerne fra hinanden. Og "naturligvis" sættes det amtslige selvstyre så højt, at man ikke arbejder med samme standard.
Konsekvensen er, at den akut indlagte patient på et fremmed sygehus må væbne sig med ekstra tålmodighed. Og at den praktiserende læge stilles ringere i Danmark end i England.
Det er ikke ambitiøst. Det er slapt og fattigt. Og vi har endegyldigt sat et forspring over styr, som vi opbyggede for over tredive år siden.
I 1968 fik alle danskere et personnummer, der kunne identificere dem entydigt overfor myndighederne. Det såkaldte CPR-nummer var enestående. Og er det stadig. Mange lande, heriblandt Storbritannien og USA, har endnu ikke mulighed for på en enkel og entydig måde at identificere deres borgere. Med CPR-nummeret har Danmark i mere end tre dekader haft den bedste forudsætning for at skabe effektive offentlige tjenester, der sætter borgeren i centrum.
Muligheden er ikke blevet udnyttet. I halvfjerdserne og firserne forhindrede en frygt for en offentlig Big Brother og overvågningssamfundet de initiativer, der kunne give os fordele ved at sammenføre oplysninger via nummeret. Halvfemserne og starten på dette århundrede er hæmmet af mangel på vilje og berøringsangst over for opgøret med en lammende magtfordeling mellem stat, amt og kommune på blandt andet sundhedsområdet.
Kun middelmådige og utilstrækkelige konsensusløsninger synes mulige. Og amterne har intet incitament har til at gøre tingene bedre og billigere, fordi staten på sin vis kan skumme besparelsen.
Der bor 60 millioner mennesker i Storbritannien. Fem millioner i Danmark. Hvornår holder vi op med at spænde ben for os selv? Man kan håbe at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen vågner op til dåd nu, hvor briterne demonstrerer, hvordan kagen skal skæres.
