Doktor i projektstart

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. november 2003.


Der ligger over 20 års forskning bag en sjælden doktorgrad i system-udvikling. Systemudvikleren skal være arkitekt og have værktøjer til at gennemføre forundersøgelser, mener forskeren Finn Kensing.

To dage før docent Finn Kensing skal forsvare sin doktorafhandling, virker han fattet og afslappet. Men da Computerworld møder ham midt i forberedelserne, har han endnu ikke lagt sig fast på, hvordan han skal disponere præsentationen af sin forskning på den store dag.
- Jeg har først en halv time, hvor jeg skal fremlægge. Det er meget kort tid at skulle formidle essensen af mit arbejde, der strækker sig tilbage til 1983, siger han.
Finn Kensing er en af pionererne inden for den tradition af systemudvikling, der internationalt er blevet kaldt "den skandinaviske tradition".
Ved dens etablering i midten af 70'erne havde den en stærk politisk forankring på venstrefløjen og i fagbevægelsen, hvor forskerne engagerede sig som modeksperter i projekter, der skulle fremlægge alternative forslag til edb-systemer, som skulle støtte de ansattes arbejdsfunktioner - i opposition til ledelsernes ønske om at rationalisere arbejdsgangen i virksomhederne.
Et af de mest kendte eksempler fra dengang er et dansk/svensk samarbejde. I Utopia-projektet søgte forskere i samarbejde med typografer at udvikle edb-værktøjer til tekst og billedbehandling, der skulle styrke deres arbejdsfunktion. Heroverfor stod arbejdsgiverne, der med eksisterende teknologi kunne gøre typograferne overflødige. I dag er der ikke mange typografer tilbage på bladene.
Væk fra fagbevægelsen
Andre beslægtede skandinaviske projekter fra perioden er DUE og Demos, hvor også blandt andre Morten Kyng og Lars Mathiassen deltog. De er begge i dag blandt den lille håndfuld danske forskere med doktorgrad inden for systemudvikling.
Morten Kyng vil læsere muligvis huske som direktør for det hedengangne Center for IT Forskning, der skulle bygge bro mellem erhvervsliv og forskning. I dag er professoren involveret i pervasive computing på Katrinebjerg, mens professor Lars Mathiassen er direktør i Georgia for Center for Digital Commerce.
For Morten Kyng og Lars Mathiassen såvel som for Finn Kensing er forskernes oprindelige tilknytning til fagbevægelsen som aktører i en dualistisk arbejdskamp mod arbejdsgiverne altså forandret.
- Den skandinaviske tradition handler om at se anvendelsen af it i en organisatorisk kontekst. Og jeg oplever da en stigende forståelse i virksomhederne for, at it griber ind i de ansattes arbejdsforhold. Medarbejderne er interesserede i at få indflydelse på deres arbejdsdag, og mange virksomheder kan se det fornuftige i, at medarbejderne er involveret.
- I dag er den politiske dimension i forskningen væk. Det er i hvert fald ikke modstillingen mellem ledelsen og fagbevægelsen, der er central i min forskning. Det, der motiverer mig, er samspillet mellem arbejdet og informationsteknologien. Derfor interesserer jeg mig for it-design og uddannelsen af systemudvikleren. Det er dem, der skal beherske de metoder og kompetencer, der er styrende for, hvordan it-projekter organiseres, mener forskeren.
Forundersøgelser
Finn Kensings forskning har koncentreret sig om de såkaldte forundersøgelser. Og for forskeren betyder det blandt andet afdækningen af sammenhængen mellem formåen og vision. At opstille realistiske visioner, hvor det aktuelle projekt skal spille sammen med forretnings- og it-strategien.
Men hvad betyder det i praksis? Og med knap 25 års forskning i systemudvikling har resultaterne så smittet af på virkeligheden i virksomhederne i en sådan grad, at man kan sige, at vi er blevet bedre?
- Man skal huske, at systemudvikling stadig er en ung disciplin. Om vi lærer af de problemer, der er med at udvikle it-systemer, skal ses som en funktion af tiden, økonomien og interessen. Jeg ved ikke, om vi generelt er blevet bedre. Nogle vil mene, at vi ikke havde tid til at blive bedre under opsvinget. Her i nedgangsperioden har vi ikke haft råd. Men jeg hefter mig ved, at det altid har været muligt at finde virksomheder, der har været villige til at indgå i min forskning - og at den ikke havde været mulig uden, siger han.
Han fortæller om et nyt projekt, der er etableret i samarbejde med Danske Bank, ATP, PBS og SimCorp. Her sætter virksomhederne blandt andet fokus på perioden før kravspecifikationen for at få et signalement af det, man blandt parterne kalder "førkrav".
Projektet beskæftiger sig med, hvordan man får specificeret krav, og hvordan samarbejdet mellem it-afdelingen og forretningen kan foregå.
Hovedkulds
Ifølge Finn Kensing kaster for mange virksomheder sig hovedkulds ud i projekter, hvor den samlede vision for forandring er fraværende. Det handler naturligvis om teknologi og arbejdsprocesser, men det handler også om kvalifikationer i forretningsområdet selv. Hvis en virksomhed anskaffer et CRM-system, kan det anvendes på forskellige måder, og ifølge forskeren er det afgørende for succes, at virksomheden beskæftiger sig med at blive bedre til salgsstyring "i sig selv".
Konkret har han sammen med andre forskere udviklet MUST - en metode, der tilbyder en begrebsramme med tilknyttede begreber samt principper og strukturer til planlægning og gennemførelse af en forundersøgelse. Forskeren ser en metode som et værktøj til læring.
- Tredelingen mellem organisation, teknik og kvalifikationer bryder med den klassiske floskel om, at it-projekter er 80 procent organisation og 20 procent teknik. Det kan variere fuldstændig afhængig af projektet, mener han.
Man kan vel sige, at den metode, som du har udviklet over en 20-årig periode, er i konkurrence med de metoder og teknikker, der udvikles kommercielt og langt hurtigere - rækkende fra time boxing, RAD og så videre. Har du i grunden opnået at få forskningen ud i virkelighedens verden?
- Empirien i forskningen er her altafgørende. MUST er blevet til og afprøvet gennem en årrække sammen med blandt andre Novo Nordisk, Danmarks Radio, Det Danske Filminstitut, Xerox PARC og Stanford University. Metoden er udviklet eksperimentelt og i begyndelsen uden for rammerne af deadlines og budgetter. Men nu anvendes den også kommercielt af både Teknologisk Institut og WM-data, siger han.
Arkitekten
I en hverdag præget af stadig flere standardsystemer og standardløsninger oplever forskeren alligevel, at den moderne systemudvikler skal kæmpe med stadig mere komplekse løsninger.
Derfor er systemudvikling blevet stadig mere specialiseret og gør det ofte svært at tale om indholdet af systemudviklerens arbejde, mener forskeren. Er vedkommende projektleder? Til dels. Er systemudvikleren ingeniør eller grafisk designer? Ja, i store virksomheder har folk forskellige roller som teknisk orienterede programmører eller grænseflade-designere.
Men den profil, som forskeren Finn Kensing interesserer sig for, er systemudvikleren som it-designer eller arkitekt. Det er til it-verdenens arkitekt, at forskeren har udviklet MUST-metoden.
Og hvis den opfattelse vinder bred anerkendelse, vil det gøre mange ting lettere og bedre, når virksomhederne skal udvikle de bedste systemer til at understøtte forretningen.
- Brug en metafor fra byggeriet. Hvis en arkitekt har designet en bue, og håndværkeren bygger en firkantet portal, vil det blive opdaget og rettet ret hurtigt. Hvis det tilsvarende sker i it-verdenen, er sandsynligheden for, at fejlen lever videre, langt større, siger han.
Du har forsket inden for det samme område i mange år og været optaget af it-folkets profession. Har du nogensinde selv overvejet at blive selvstændig, når du i dag ved, hvad der skal til for at skabe succes i systemudvikling?
- Det har puslet i baghovedet. Først i 1995 kom der standardsystemer til digital radioproduktion. Men allerede i 1988 havde vores forskerhold gennemført analyser på P1's Orientering i Danmarks Radio, som beskrev, hvordan planlægning af radio kunne ændres fra analogt til digital. Dengang overvejede jeg at blive selvstændig, men gjorde det ikke. Jeg tror nok, at jeg vil fortsætte med at påvirke omgivelserne ved at deltage i forskningsprojekter og skrive lærebøger i systemudvikling, siger Finn Kensing.
For en uge siden forsvarede han sin doktordisputats med succes. Og dermed har IT-Universitetet fået sin første doktor.

Billedtekster:
Man skal forstå rationalet bag den traditionelle arbejdsmåde og undersøge, hvorfor folk gør, som de gør, når der
udvikles nye it-systemer, mener Finn Kensing, der netop har forsvaret sin doktordisputats på IT-Universitetet.
Fotos: Torben Klint

Fagforeningsprojekterne var partsforskning,
hvor forskerne sad sammen med medarbejderne. Nu sidder vi sammen med it-designerne,
siger Finn Kensing. Foto: Torben Klint

boks:
Publikationer
- Methods and Practices in Participatory Design
Doktordisputatsen, hvor Finn Kensing skriver om, hvad der er gået forud for MUST-metoden.
- Professsionel it-forundersøgelse
Skrevet sammen med Keld Bødker og Jesper Simonsen handler om MUST-metoden. Henvender sig blandt andet til praktikere, der vil lære at håndtere indledende faser af et større it-projekt.
- Artikler publiceret i blandt andet Communications of the ACM, Interactions, CSCW-Journal og HCI-Journal.

Blå Bog
• Doktor Finn Kensing (53 år),
uddannet Aarhus Universitet.
• Lektor i en årrække ved Roskilde
Universitetscenter.
• Gæsteforsker Xerox Palo Alto
Research Center, USA.
• Gæsteforsker Stanford University, USA.
• Docent ved IT-Universitetet,
København.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere