Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
On-Air A/S kan streame videoindhold på GSM-mobiltelefoner. Selskabet vil udnytte tomrummet, indtil næste generations UMTS-net bliver fuldt udrullet, og kunderne skal findes blandt de helt store indholdsleverandører og sikkerhedsfirmaer.
Aalborgensiske On-Air har udviklet en teknologi til at afkode komprimeret video, så det kan streames på mobiltelefoner, der benytter det eksisterende GSM-mobilnet.
Teknikken gør det eksempelvis muligt at følge en sportskamp live på mobiltelefonen, gense båndede tv-udsendelser eller se et realtidsklip fra overvågningskameraer i sommerhuset, oplyser On-Airs administrerende direktør Niels-Christian Gjerrild.
- Operatørerne og indholdsleverandørerne har alle store forventninger til indtjeningen på videoindhold, når udrulningen af UMTS-nettet for alvor tager fart. Men vi ved, at udrulningen kommer i etaper, og ventetiden vil vi udnytte til at skabe en platform med de samme tjenester på GMS-nettet, forklarer han.
Sikkerhed størst de første år
Projektet startede i 1995, i 2000 blev selskabet etableret, og produktet er nu færdigudviklet, men ikke helt produktificeret.
Kunder skal findes blandt de helt store internationale indholdsleverandører og sikkerhedsfirmaer, der kan se et forretningspotentiale i at høste erfaringerne og tilbyde tjenesterne nu, inden 3G overhovedet er udrullet.
- De næste to-tre år forventer vi, at størstedelen af omsætningen vil komme fra sikkerheds- og overvågningsbranchen, mens vi på længere sigt vil hente størstedelen hos leverandører af nyheder og underholdning, siger Niels-Christian Gjerrild.
Planen er en internationalisering med udgangspunkt i Europa og Østen, og dertil har On-Air brug for en større marketingmuskel. Håbet er omkring to millioner euro i venturekapital, hvilket vil kunne betyde et exit for en eller flere af selskabets eksisterende ejere med Dansk Erhvervsinvestering, Vækstfonden og Erhvervsinvest Nord i spidsen.
Billedtekst:
Niels-Christian Gjerrild håber på to millioner euro i venturekapital, der skal bruges til at finde de helt store internationale leverandører af videoindhold til visning på almindelige mobiltelefoner.
Bokse:
Jakob Holst, investeringsdirektør i TDC Innovation
- Det har hjulpet On-Air, at der er kommet mobiltelefoner på markedet, der kan håndtere Java. Dermed kan brugerne nemt downloade et lille Java-program til at afkode videosignalet, og på den måde er man ikke afhængig af, hvilken player der i forvejen ligger på mobiltelefonen.
- Med de telefoner, der er på markedet nu, vil du kunne bruge tjenesterne uden at gå op i båndbredde til 3G. Dermed kan selskabet allerede nu høste erfaringer om, hvilket videoindhold der efterspørges, og hvad brugerne vil betale for, når 3G engang bliver udrullet.
- Desuden vil operatørerne også i fremtiden ønske et GSM-alternativ til 3G i det omfang, udrulningen af 3G ikke giver fuld dækning.
- Det springende punkt er selvfølgelig, hvornår og i hvilket omfang videoindhold tager af. Det er endnu ikke taget af, og derfor er det et sats på fremtiden. Men selskabet er også interessant, fordi det kan køre forretningsområdet med overvågning parallelt med videoindhold.
- Der ligger dog en udfordring i at udvikle en brugergrænseflade, der er enkel for brugerne.
On-Air A/S
Stiftet: 2000
Sektor: Trådløs
Stadie: Ekspansion
Tidligere funding: 20 mio. kr. fra Dansk Erhvervsinvestering, Vækstfonden, Erhvervsinvest Nord
Antal ansatte: 10
Kontorer: Aalborg
Konkurrenter: Packet Video, Real One, Oplayo
Ekspansionssigte: Europa, Asien
Håber på: Venturekapital
Primært resultat 2002: -9,0 millioner kroner
Tæt på begivenhederne
On-Airs administrerende direktør Niels-Christian Gjerrild var ved Niagara-vandfaldene den dag, forsyningsproblemer afbrød strømmen i flere amerikanske byer.