Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. september 2003.
Udsigten til massive besparelser på it-budgetterne verden over fik nakkehårene til at rejse sig hos flere af de 20.000 deltagere på Oracles årlige brugerkonference.
OracleWorld 2003
San Francisco: Verdens næststørste softwareselskab Oracle, løftede i tirsdags sløret for en videreudviklet udgave af selskabets database og applikationsserver-software.
Lanceringen fandt sted på den årlige brugerkonference OracleWorld i San Francisco, hvor over 20.000 gæster fik lovning på massive besparelser på it-budgetterne, hvis de blot vil følge Oracles råd om at samle al computerkraft i et lokalt grid-miljø.
Fordelene ved at samle al computerkraft i et stort forsyningsnet, et grid-miljø, er ifølge Oracle, at man med den rette Oracle-software kan allokerer computerkraft, der hvor det er nødvendigt og undgå at have servere gående på halv kraft til andre funktioner i huset.
På gaden i år
Oracles nye database, der hedder 10g for grid, og den tilhørende 10g-applikationsserver er de første softwareprodukter fra Oracle, der fuldt ud understøtter grid-tankegangen. Oracles øverste chef, Larry Ellison ville ikke tale om konkrete priser eller give en eksakt udgivelsesdato på brugerkonferencen, men han lovede dog, at 10g-serien kommer på gaden i år.
Et af de afgørende argumenter for at etablere et grid-miljø, er ifølge Oracle, at den nye software automatisk kan fordele computerkraften mellem alle servere i grid-miljøet på baggrund af nogle forud definerede regler og flytte data derhen, hvor computerkraften er til stede.
Eksemplet er en onlinebutik, der to dage før jul har brug for massiv web-serverkraft, mens behovet for at analysere data i HR-afdelingen er begrænset. To dage efter jul er det lønsystemet, der arbejder på overtid, mens web-serveren får sig en tiltrængt slapper. Hvis Oracles software til at styre grid-miljøet har fået besked om den fordeling af arbejdsopgaverne, sker allokeringen af serverkraft, lagerplads, og databaseudtræk automatisk.
Færre menneskelige fejl
Dermed er det slut med at konfigurere hver enkelt server til forskellige spidsbelastningstider. 10g analyserer selv, hvor der er brug for ekstra computerkraft på et givent tidspunkt og flytter selv rundt på data i et grid-miljø, så serverne bliver udnyttet optimalt, lød det lovende budskab fra Ellison.
- Automatiseringen af den proces vil give enorme besparelser på mandtimerne. Og samtidig reduceres risikoen for menneskelige fejl, hvilket også er et stærkt argument, sagde Larry Ellison.
Det fik efterfølgende en bekymret CIO blandt de 20.000 tilhørere til at spørge, om han og hans database-manager skulle frygte for deres job som en direkte konsekvens af 10g og Oracles grid-vision.
Ellisons svar bekræftede deres frygt:
- CIO'en må til at definere deres rolle forfra. I skal fokusere på I'et i jeres titel og finde den information, jeres virksomhed har brug for at øge forretningsmulighederne og helt væk fra at se på teknologi, lød det.
Mange vil følge med
For at køre et grid-miljø kræver det, at man går over til at anvende Oracles Real Application Cluster-teknologi (RAC). Den går enkelt fortalt ud på, at kunden skifter sin store databaseserver ud med en række mindre, billigere blade-servere, med eksempelvis 32 Intel-processorer, der kan køre på Linux.
Ellison vurderer, at over halvdelen af Oracles eksisterende kundebase vil gå over til RAC-modellen, men han gav ikke noget tidsperspektiv for det håb:
- Det har taget os og industrien 40 år at komme til den erkendelse, at kunderne ikke har brug for større, hurtigere og dyrere servere, men muligheden for at sætte mere kapacitet ind, når der er brug for det.
Billedtekst:
Oracles topchef Larry Ellison lovede på årets brugerkonference i San Francisco massive besparelser på it-budgetterne hos de selskaber, der tager grid-tankegangen til sig og samler al computerkraft i en stor virtuel pulje inden for virksomhedens egen firewall.