Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. juni 2003.
På tirsdag den 1. juli går tæppet for salgs- og marketingdirektør RenÈ Stockner. Han overtager jobbet som administrerende direktør
i Europa, Mellemøsten
og Afrika for Microsoft
Business Solutions, tidligere Navision, efter Preben
Damgaard.
Portræt
Der var engang... et europæisk Navision-partnermøde i Falconer Center, hvor RenÈ Stockner stod på scenen, da tæppet gik op, klædt ud som H.C. Andersen og bød de udenlandske gæster velkommen med et eventyr. Med en perfekt scenografi og maskering, som kunne have lokket ethvert barn op på knæet for at få læst historier.
Han ligner ikke umiddelbart en Tivoli-belysning. Men han er et humoristisk og underholdende menneske. Sikker og aldrig bange for at sætte sin prestige som direktør på spil. Afløseren for Preben Damgaard, den 46-årige RenÈ Stockner, er kendt i pressen for at være en nørd. Det må skyldes, at han er uddannet civilingeniør med en ph.d. i de mere langhårede discipliner databaseapplikationer og systemteori.
I det daglige arbejde optræder han i en forklædning af salg og marketing i så perfekt stil, at ingen forretningsfolk mistænker ham for at være nørd. Kombinationen af den tekniske uddannelse og talentet for salg og marketing er netop hans store styrke. Han taler erhvervsmandens sprog flydende om forretningsmæssige løsninger og forstår og kan stille krav til sine it-folk hjemme med hænderne nede i systemerne.
Kedede sig bravt
RenÈ Stockner var ikke med i de to persongrupper omkring Damgaard og Navision, der grundlagde det i dag Microsoft-ejede softwarefirma, som han nu bliver administrerende direktør for. Men det kunne han lige så godt have været. Han læste nemlig til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) næsten samtidig med de tre grundlæggere af Navision, Jesper Balser, Torben Wind og Peter Bang. RenÈ Stockner blev færdig som civilingeniør i 1982 og fortsatte med en ph.d, som han afsluttede i november 1984.
I samme periode trillede de tre Navision-drenge Balser, Wind og Bang rundt og læste civilingeniør på DTU med speciale i datalogi. Men de kedede sig bravt og spekulerede på, hvordan de kunne starte et firma. De ville lave software i stil med USA-regnearkprogrammet Lotus 1-2-3, som de så komme til Danmark med pc'en i 1983/84. Det blev til bogførings- og økonomiprogrammet PCPLUS - det senere Navigator og Navison - blot 350 kilobyte på fem en kvart tomme diskette. Det var færdigt i september 1985.
Opdagede ikke hinanden
Næsten samtidig, blot en måned før RenÈ Stockner i november 1984 stod med sin ph.d. i databaseapplikationer og systemteori, havde brødrene Erik og Preben Damgaard (uden at have opdaget Navision-drengene - eller omvendt - og med RenÈ Stockner på vej fra DTU til Boston for at undervise) deres første bogføringsprogram klar på it-udstillingen Kontor & Data i Bella Center. Det var 11 måneder før Navision-drengenes debut med PCPLUS.
Men ingen af dem mødte hinanden, dengang det hele startede i 1984/85. Det var sikkert meget godt, ellers var det hele måske aldrig blevet til noget. Eventyret med de to konkurrerende, danske softwarefirmaer Damgaard og Navision, der som i en rigtig H. C. Andersen-fortælling kunne gå på børsen og lade dalerne rulle i milliardvis. Og med fusionen af Damgaard og Navision i december 2000, så eventyret kunne ende med Èt Navision, som den rige, udenlandske onkel Bill fra Microsoft kunne købe i sommeren 2002 for næsten 11 milliarder kroner. Og så RenÈ Stockner nu på tirsdag kan blive chef for hele kongeriget. Se det var et rigtigt eventyr - og en sand erhvervshistorie fra det virkelige liv i Dronning Margrethes Danmark, hvor også den kommende prinsesse er ansat hos RenÈ Stockner.
Billedtekst:
Den nye topchef RenÈ Stockner,
administrerende direktør for Microsoft Business Solutions i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA), har fuld fart på for at opfylde EMEA-delen af Steve Ballmers vækstønske på ti milliarder dollars i global omsætning i 2011 for Business Solutions world-wide.
Boks:
RenÈ Stockner
Født den 4. marts 1957 på en gård på Midtsjælland.
Forældrene var landmænd. Der var tre søskende (storesøstre).
1976: Student fra Roskilde Amtsgymnasium.
1976-82: Civilingeniør (stærkstrøm), Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
1982-84: Ph.d. i databaseapplikationer og systemteori.
1984-85: Gæsteprofessor på IBM Scientific Center,
Cambridge, Boston.
1986-92: Ansat hos IBM Danmark for sammen med Jesper Balser, Navision (oprindeligt PC&C), at distribuere Navigator/Navision-
programmer.
1992-98: Ansat i Navision i USA med opbygningen af det amerikanske marked med hjælp fra Peachtree Software.
1998-2003: International salgs- og marketingdirektør i Navision, Vedbæk.
1. juli 2003: Administrerende direktør i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA) for Microsoft Business Solutions.
Bor i en gammel villa i Rungsted, gift med Mette Stockner, afdelingschef hos medicinalselskabet Ferring. Børnene Martin, 13 år, og Selma, 16 år.
Interesser: Arbejdet og familien. Tager på ferie og skiture med familien og har kælderen fyldt med udstyr til tennis, golf og jogging, som han ikke bruger - ligesom han ikke er medlem af erhvervslivets mange netværk. Men som handymand siges han at være super.