Held i uheld for gis-pioner

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.


Efter mange turbulente år præsterer Intergraph trods it-krisen den højeste aktiekurs i 11 år.
Øget interesse for geografisk information til
terrorbekæmpelse er hovedårsagen.

Brugermøde
New Orleans: Ni kvartaler med uafbrudt overskud og tre milliarder kroner på bankkontoen har gjort Intergraph til de amerikanske aktieanalytikeres kæledægge blandt tekniske it-firmaer. Analytikerne betegner aktierne som "et stærkt køb", og kursen svinger omkring 21 dollar. Intergraph har været ramt af held i uheld, idet firmaets systemer til styring og overvågning af infrastruktur og logistik passer særdeles godt med en række af de opgaver, som er udstukket af det nye amerikanske sikkerhedsministerium, Homeland Security, i forbindelse med mulige terroraktioner i USA.
Med geografiske informationssystemer (GIS) og systemer til offentlig sikkerhed som styring af for eksempel redningskorps og en historisk tæt binding til det amerikanske forsvar har Intergraph tilsyneladende langt om længe fundet en cocktail, som batter på bundlinien. Der er de senere år luget kraftigt ud i aktiviteterne. Væk er hardware, mekaniske cad/cam-systemer og systemer til elektronikdesign. Nu handler det om kerneforretnings-områderne. Det har tilsyneladende været en sund strategi. Også et par vundne retssager mod Intel for krænkelse af chippatenter har været en solid indtægtskilde fra Intergraph, som på den konto indkasserede over tre milliarder dollars sidste år.
- Vi er meget velpositioneret lige nu. Det gælder ikke blot teknologisk og produktmæssigt, men i høj grad også at vi har medarbejdere, der forstår behovet for løsninger. Vi fokuserer kraftigt på vores kerneområder som forsyningssektoren, transportsektoren, den offentlige sektor og løsninger til militæret og efterretningsvæsener, siger en synligt tilfreds chef for Intergraphs division for geografiske informationssystemer, Preetha Pulusani.
GIS er i dag en moden teknologi. Omsætningen på verdensmarkedet er på omkring 13 milliarder kroner. Den suverænt største leverandør på markedet er ESRI, der sidder på en tredjedel af markedet. Intergraph, der på et tidspunkt var på størrelse med ESRI, må nøjes med 13 procent ifølge den seneste opgørelse af markedet for GIS-software, som blev lavet sidste år af analysefirmaet Daratech. Det placerer dog Intergraph på en komfortabel andenplads.

Fokus på standarder
Preetha Pulusani er dog sikker på, at Intergraphs GIS-division vil tage markedsandele fra ESRI og andre af konkurrenterne de kommende år blandt andet som følge af den hårde fokusering på webGIS-standarder som GML (Geography Markup Language) og WFS (Web Feature Server) via standardiserings-organisationen Open GIS Consortium (www.opengis.org). - Brugerne kan være med til at lægge pres på leverandørerne med hensyn til åbne systemer, og vi tror, at åbne systemer er nødvendige for at sikre udbredelsen af GIS. For brugerne betyder det åbne formater, hvor de ikke skal betale for særlige oversættere, pointerer hun. GIS har været en isoleret ø i mange både private og offentlige virksomheder. Der er indsamlet gigantiske mængder af geodata, men de er ikke for alvor kommet til deres ret. - Geodata repræsenterer enorme investeringer, men er samtidig et stærkt undervurderet aktiv i virksomhederne. Geodata udgør en skatkiste af information, der sjældent åbnes helt, siger Preetha Pulusani. Hun forklarer situationen med, at GIS-verdenen har været præget af forskellige dataformater og datamodeller: - Det er en enorm udfordring for leverandørerne af GIS-systemer at kunne levere systemer, der giver brugerne adgang til data, uden at de behøver at vide noget om, hvad GIS er, understreger hun og tilføjer, at leverandørerne må flytte deres fokusering på GIS til en fokusering på at kunne levere anvendelige data: - Brugerne er ligeglade med, hvilke systemer, data kommer fra, og geodata er bare endnu en form for data på linie med andre typer af data. Intergraphs mantra er, at der blot skal en SQL-forespørgsel til for at nå frem til GIS-data.

GIS forsvinder
David Holmes, der er chef for produktstrategi hos Intergraph, formulerer fremtidens rolle for GIS endnu klarere. GIS, som det hidtil har været kendt, vil simpelthen forsvinde i løbet af få år, vurderer han:
- GIS bliver en geospatial komponent i virksomhedernes centrale database, som anvendes på linie med andre komponenter. Ignacio Guerrero, som er næstkommanderende i Intergraphs GIS-division tilføjer, at GIS vil blive bundet sammen med andre former for it via standarddatabaser, som Oracle, SQL Server og DB2. Han vurderer, at set med GIS-briller er Oracle med sin Oracle Spatial database i dag det databasefirma, der er tættest på at lave en åben database for GIS. - Vi forventer, at både IBM og Microsoft i løbet af de nærmeste år vil lave tillægsmoduler til henholdsvis DB2 og SQL Server, som kan håndtere rumlige data, men jeg havde egentlig forventet, at de ville være på plads nu, siger han. På styresystemsiden satser Intergraph stædigt på Microsoft. Open source og Linux er ikke umiddelbart på dagsordenen, mens Intergraph arbejder på at gøre .Net til sin fremtidige platform.

Ignacio Guerrero siger:
- I fremtiden vil .Net udgøre et komplet miljø. Vi vil anvende de stumper, vi kan bruge. Vi har ikke været involveret i arbejdet med open source. David Holmes tilføjer: - Vores værktøjer er allerede i en vis udstrækning i stand til at anvende .Net-teknologi. I forhold til open source tror vi på, at vores kunder vil have garanti for support og uddannelse, og det er et problem ved open source-produkter. Vi tror på, at open source vil få størst succes som underliggende systemer.

Billedtekst:
Preetha Pulusani, Intergraph: - GIS-brugere skal ikke anvende middleware. De skal kunne nå data blot ved hjælp af SQL-forespørgsler.




IT-JOB

Andelskassen

IT-konsulent

Cognizant Technology Solutions Denmark ApS

Kinaxis Solution Architect

Netcompany A/S

IT Manager
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. februar 2025 | Læs mere