Dansk førerhund i europæisk omstilling

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. februar 2003.


Canon er i fuld gang med at lægge hele sin europæiske forretning fuldstændig om. 11 ERP-systemer udskiftes med et centralt system for at skabe mere synergi mellem landene.

Rollemodel

Canon Danmark har været pilotprojekt og foregangsland i et meget omfattende forretningsprojekt, der skal forvandle Canon i Europa til en integreret paneuropæisk organisation.

Baggrunden for, at Canon gennemfører det største forretningsprojekt i sin europæiske historie er dannelsen af den europæiske union, der har medført, at flere og flere kunder opererer på tværs af grænserne. Canon har derfor haft behov for både at effektivisere sin logistik og sit salg ved at nedbryde grænserne mellem sine afdelinger i de europæiske lande.

Virksomheden er nu delt op i to paneuropæiske divisioner, der betjener dels forbrugermarkedet, dels det professionelle marked.

Forbrugerdivisionen CCI (Canon Consumer Imaging) har i denne måned afsluttet sin del af forretningsprojektet og er gået i luften med en helt ny forretningsmodel. Divisionen for erhvervskunder, CBS (Canon Business Solutions), er i fuld gang med implementeringen af projektet.

Centralt i projekterne står et fælles ERP-system, der afløser lokale og forskellige ERP-systemer. Valget er faldet på Oracle Financials, der også anvendes af Canon i moderlandet Japan og i USA.

Omstillingsparat
At Danmark blev valgt som pilotland for CCI's projekt og er blevet genvalgt til CBS-projektet skyldes ifølge administrerende direktør Jeppe Frandsen, Canon Danmark, blandt andet, at de danske medarbejdere er kendt for at være omstillingsparate kombineret med, at organisationen i Danmark er forholdsvis lille og fleksibel.

- I år 2000 blev CCI etableret som paneuropæisk organisation. Vi havde 11 forskellige ERP-systemer, der ikke kunne snakke sammen og en kompliceret struktur af lagre og logistik, der bevirkede at produkterne skulle ud på en lang og kompliceret rejse for at nå kunden, forklarer Jens Belner, der leder den danske afdeling af CCI.

ERP er blot et værktøj
Det fælles ERP-system er blot en lille del af projektet. Foruden at indføre nyt ERP-system har Canon CCI også etableret nye regionale lagre, der skal betjene de forskellige markeder. Det nordiske lager ligger nu i Göteborg og drives for Canon af Maersk Logistics. Desuden har CCI taget et system til styring af forsyningskæder (SCM) i anvendelse.

- Vi er startet helt fra bunden med det nye ERP-system. 6.000 varenumre er ændret og en ny prisstruktur indført samtidig med, at vi har foretaget en fælles europæisk kategorisering af vores kunder, fortæller marketingchef Tom Samuelsen, Canon Danmark CCI.

Faktisk er ERP-systemet implementeret to gange i Danmark, da Canon genimplementerede systemet efter opkøbet af sin distributør Princo A/S i oktober sidste år.

Rollemodel
Den danske organisation har fungeret som en slags konsulenter i forbindelse med implementeringen af systemet i de andre lande. Tom Samuelsen siger:
- Det er faktisk blevet lettere og lettere, fordi vi undervejs har lært systemet bedre at kende. Samtidig har medarbejderne været meget entusiastiske og har fungeret som en slags rollemodel for de europæiske kolleger.

Standardsystem
Tidligere var det god latin at skræddersy ERP-systemer, fordi specialtilpasninger forventedes at kunne give et forspring til konkurrenterne, men den idÈ har Canon med projektet opgivet, fordi det er næsten umuligt at foretage løbende opgraderinger af systemer med mange specialtilpasninger.

ERP-systemet er i videst muligt omfang et standardsystem. Kun hvor det har været absolut nødvendigt at foretage tilretninger er det blevet gjort. I stedet har Canon i vid udstrækning valgt at tilpasse sine processer til systemet.
En af de opgaver, som ERP-systemet ikke kan løse, er håndtering af brochurer og kataloger. Den opgave har Canon valgt at lægge ud af huset.

Statistiksystem
Selvom Oracle Financials kan generere op mod et par tusinde forskellige typer af rapporter, så var der ingen, Canon kunne bruge. Derfor er Oracles Business Intelligence-værktøj Discoverer tilføjet til systemet for at kunne håndtere statistikfunktionen.

Et af målene med det fælles system er at kunne måle Canons afdelinger i de forskellige europæiske lande op mod hinanden for på denne måde at kunne lære af hinanden.

Komplekst projekt
CBS-divisionen er netop startet på forretningsprojektet. Jeppe Frandsen betegner denne opgave som langt mere kompliceret end CCI's projekt:
- For CBS skal systemet kunne håndtere flere komplekse opgaver. Det gælder for eksempel styring af service og finansiering. CBS leverer desuden komplette og komplekse løsninger, hvor der også indgår tredjepartsprodukter. Det skal systemet også kunne håndtere.

CRM
CBS indfører et nyt system til styring af kundeforhold, Sales Online, der er en del af Oracles familie af produkter til e-handel. Systemet skal blandt andet bruges til at styre service og opsamle viden om kundernes installationer.

Der indføres også et SCM-system, der blandt andet skal tage sig af styring af reservedele. Canons tilbyder sine kunder service med meget kort tilkaldetid, og her er det vitalt, at der er fuldstændig styr på reservedelene, forklarer Jeppe Frandsen.

CBS-projektet går i luften i Danmark i år. Jeppe Frandsen forventer, at udrulningen til resten af Europa vil ske i løbet af de næste par år.

Billedtekst:
Canon Danmark rolle som førerhund skyldes ifølge adm. dir. Jeppe Frandsen blandt andet, at de danske medarbejdere er omstillingsparate og at organisationen i Danmark er forholdsvis lille og fleksibel.
Foto: Torben Klint

Billedtekst:
Jens Belner (tv.) og Tom Samuelsen, Canon Danmark: - Den første opgradering af Oracle-systemet finder sted allerede til april.
Foto: Torben Klint

Boks:
Fakta om forløbet
Maj 1999: Forbrugerkanalen (CCI) etableres i Danmark.
December 2000: Den paneuropæiske CCI organisation etableres
juni 2000: Beslutning om paneuropæisk Oracle ERP-system.
Februar 2002: CCI Danmark bliver pilotprojekt.
Oktober 2002: Integration af Princo A/S i Canon Danmark og ny implementering af ERP-systemet.
Februar 2003: 11 lande har implementeret ERP-systemet og den nye forretningsmodel.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. februar 2025 | Læs mere