Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. januar 2003.
En organiseret bredbåndssatsning kan give de nordiske økonomier en årlig saltvandsindsprøjtning på godt 150 milliarder kroner.
comdex
vækstpotentiale
It-branchen med teleselskaberne i spidsen brugte den anden udgave af Comdex Scandinavia til at lancere en storstilet satsning på videreudvikling af bredbåndsaktiviteter som en afgørende vækstdynamo i de kommende år. Det var især konferenceprogrammet og hovedtalerne på denne uges messe i Göteborg, der blev brugt til at understrege det fortsatte vækstpotentiale i bredbånd og teknologien omkring.
Konsulenthuset Accenture med partner Joakim Sjöman præsenterede en ny analyse "Reinvigorating the Global Economy: the Broadband Stimulus Package", der konkluderer, at der er mange penge at hente for de samfund, der satser målrettet på at udnytte bredbåndsteknologien. Helt præcis 400 milliarder dollars om året til det europæiske bruttonationalprodukt og 500 milliarder dollars til USA.
Accentures talknusere når frem til de svimlende beløb ved at bruge en model, der tager afsæt i de historiske erfaringer, hvor teknologisk innovation har drevet væksten i samfundsøkonomierne gennem årtier. Præcis det potentiale har næste generation bredbåndsteknologi, og med en målrettet indsats kan den økonomiske effekt fremskyndes og måske endda øges.
Dyremoses krystalkugle
Det passer administrerende direktør Henning Dyremose fint. TDC har under hans ledelse gjort Danmark til verdens førende bredbåndsnation. Og trods fri konkurrence sidder selskabet på tæt ved 80 procent af markedet for bredbåndstilslutninger i Danmark. Henning Dyremoses perspektiv var da også grænseoverskridende, da han talte til konferencen Future Watch på Comdex Scandianvia. Intet mindre end en ny skandinavisk livsstil skal den fortsatte satsning på bredbånd bringe.
Denne nye livsstil vil være en realitet, når bredbåndshjemmet og -virksomheden begynder at blive en realitet fra 2005. Både bredbåndshjemmet og -virksomheden har ifølge Henning Dyremose en bredbåndsforbindelse, som fundament for tre netværk.
I bredbåndshjemmet er det:
Kommunikationsnetværket, underholdningsnetværket og kontrolnetværket.
Modellen er den samme i bredbåndsvirksomheden. Her er blot ikke noget underholdningsnetværk men et kunderelationssystem og -netværk.
Kunderelationer afgørende
Henning Dyremose pegede på netop arbejdet med kunderelationer på alle mulige måder som helt afgørende for vækst overalt i fremtidens erhvervsliv. Dermed er denne centrale del af bredbåndsvirksomheden meget mere omfattende end dagens CRM eller customer relationship management løsninger.
TDC's administrerende direktør tegnede også et kort over vejen frem til den nye skandinaviske bredbåndslivsstil. Allerede i år venter han at musik og spil for alvor vil dominere udnyttelsen af bredbånd.
Accentures analyse af bredbåndets økonomiske effekt peger på, at markedet ved ti procents dækning allerede har en volumen, der påvirker økonomien positivt. I Danmark har 19 procent af husholdningerne i dag bredbånd.
Så alt andet lige skulle ydelser som musik og spil give et synligt afkast. Og i 2004 venter Henning Dyremose, at video i form af film, konferencer og e-learning via internet for alvor slår igennem.
Drilleri
Men han driller gerne svenskerne og nordmændene med, at de lægger hindringer i vejen for denne udvikling. I Danmark kunne 95 procent af husstandene få bredbånd, hvis de ønskede.
Det er der kun 19 procent der gør lige nu. I Sverige og Norge er de samme tal 75/17 og 56/9.
Henning Dyremose opfordrer til ren konkurrence som i Danmark. Det har ifølge ham givet den laveste pris for 1 Mbit i Europa - nemlig 638 kroner mod 930 i Norge og 1.000 i Sverige.
Accentures analyse peger også på lav pris som en forudsætning. Og prisen skal ikke bare være lav, men fortsætte med at falde, for at skabe det massemarked der er afgørende for at udløse de samfundsmæssige værdier i bredbånd.
Næste generations bredbånd handler ifølge Accenture derfor mindre om infrastruktur. Derimod er temaer som adgang overalt, urokkelig sikkerhed samt forskellige hastigheder til forskellige behov i centrum.
Billedtekst:
Konsulenthuset Accenture med partner Joakim Sjöman (herover) præsenterede en ny analyse "Reinvigorating the Global Economy: the Broadband Stimulus Package".
Billedtekst:
TDC's administrerende direktør Henning Dyremose luftede de store visioner på Comdex Scandinavia. Fra 2005 ser han en ny skandinavisk livsstil med bredbånd som drivkraft.