Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. december 2002.
Danske virksomheders interesse for investeringer i hardware vendte markant i tredje kvartal 2002. En del udskiftninger kan ikke vente længere.
Investeringsindeks
"Fra firmabil til kuglepen." Det er Martin Hingley, der bruger denne metafor i et forsøg på at forklare, hvad det er der sker med pc-markedet i øjeblikket. Han er Vice President for European Systems Group i analysehuset IDC.
Han mener, at pc'en nu har status som dagligdags kontorudstyr. Og selvom salget stagnerer eller falder, så udgør pc-salget stadig det største marked i europæisk it målt på omsætningen, der i 2002 ventes at ligge omkring 56 milliarder dollars - lidt større end implementering og mere end dobbelt så stort som netværksudstyr.
Martin Hingley håber stadig, at pc-salget i Europa vil vise en lille års-vækst på en procent, når branchen lukker regnearkene den 31. december 2002. For året 2003 venter han som de fleste andre iagttagere en højere vækst for hardware-salg generelt og pc-salget i særdeleshed.
I Danmark viser IT Investeringsindekset fra IDC Nordic og Computerworld, at interessen for at investere i hardware, nu igen vokser. Efter to år med konstant fald i interessen for at købe pc'er, servere, routere og andet hardware vendte udviklingen ved målingen i tredje kvartal 2002, hvor indekset for hardwareinvesteringer steg fra 1,5 til 1,9.
- Der er ingen tvivl om, at dette i forvejen lavvækstområde er blevet hårdest ramt af den økonomiske afmatning. Kunderne har været i stand til at udskyde mange hardware-opgraderinger blandt andet med hensyn til pc'er på arbejdspladsen, siger administrerende direktør Per Andersen, IDC Nordic. Selv om danske virksomheder i det kommende år måtte vælge at investere i mere hardware til at optimere infrastrukturen, så fylder det ikke meget i det samlede hardware-vækstbillede, hvor pc-salget fortsat vil fylde mest i både volumen og omsætning.
Hjem i privaten
IDC's Martin Hingley mener, at pc-forretningen flytter sig til hjemme pc'er og enheder til små virksomheder. Et marked som kræver mere segmentering, bedre integration og valgmuligheder for kunderne.
Danmark er et af de lande i verden, hvor der i forvejen står flest pc'er i private hjem. Det har modnet danskerne både teknologisk og kommercielt.
Discount supermarkedskæden Aldi har således i 2002 opnået at blive en betydende forhandler af pc'er til danske forbrugere. Kædens cirka 200 danske butikker har flere gange i løbet af året haft særdeles attraktive tilbud på kraftige og veludstyrede multimedie-pc'er og bærbare fra den tyske producent Medion.
Men det afskrækker ikke andre leverandører fra at gå efter de danske privatbrugere med endnu mere avanceret hardware, der ligger langt fra at være almindeligt kontorudstyr. Acer der ikke har haft stationære pc'er af betydning på det danske marked rykker her op til jul ind med en ny avanceret hjemme-pc. Ekstremt avancerede video- og audiofunktioner gør Acer Aspire G600P til et regulært bud på en underholdningsserver til hjemmet.
Billedtekst:
IT Investeringsindeks
IT Investeringsindekset fra IDC Nordic og Computerworld baserer sig på interviews med 400 danske virksomheder om deres forventninger til investeringer i de kommende måneder. Indekset måles hvert kvartal og angiver et relativt mål for virksomhedernes konkrete interesse for investeringer i it på en skala fra et til ti.
Billedtekst:
Ekstremt avancerede audio- og videofunktioner gør Acers Aspire G600P til et bud på en regulær underholdningsserver til hjemmet.
Boks:
Festen
Hvert år i november mødes de 70 firmaer, der producerer 90 procent af verdens chips til en middag i Semiconductor Industry Association. Her hører de blandt andet deres egen forenings udsigt for det kommende år.
I år havde formanden W.J. Sanders III, som er er chef for Advanced Miro Devices eller AMD, en kedelig besked. De sidste fire årtiers gennemsnitlige årlige vækst på 16,5 procent bliver i fremtiden afløst af vækst i størrelsesorden otte til ti procent - altså en halvering.
Men foreningen venter stadig en verdensomspændende omsætning af chips for 206 milliarder dollars i 2004 mod 142 milliarder dollars i år. Men vækstraterne bliver lavere, fordi antallet af solgte hardwareenheder falder. Det er især væksten i pc-salget med den store volumen, der nu går langsommere.