Flot mini-pc fra Shuttle
Små, billige, rimeligt stille og strømbesparende computere står højt på de fleste pc-ejeres ønskeseddel.
På bærbar-siden er der for tiden masser af gode modeller, som opfylder de krav, at vælge imellem. Se bare vores komplette mininote-oversigt her.
På den stationære side er udvalget lidt mindre, men ikke ringere.
Asus har skabt deres Eee Box med et rekordlavt strømforbrug på 17 watt, men baseret på den originale 1,6 gigahertz Atom-processor.
Efterfølgende har danske ProConsult lanceret en lidt større model med dualcore processoren Atom 330.
Men også Shuttle, producenten som har specialiseret sig i små stationære computere, vil være med. Deres model hedder Shuttle Mini-PC X2700B og byder på flere interessante muligheder.
Først og fremmest er 2700B en pæn, lille maskine. Den er baseret på samme Intel Atom 330 dualcore CPU som hos ProConsult, men hvor ProConsults kabinet rummede en større 3,5 tomme harddisk, har Shuttle valgt en 2,5 harddisk, som man ellers kender fra bærbare computere.
Harddisken i vores model var 320 gigabyte og hukommelsen på to gigabyte DDR2. Med i sættet fulgte desuden en dvd-brænder og Windows Vista Home Basic på engelsk, men Shuttle har også modeller med dansk styresystem parat.
Mediecenter i miniudgave
Hvad, der skiller Shuttle X2700B ud fra ProConsults model, er dog ikke kun størrelsen og designet.
Da vi anmeldte ProConsults model, savnede vi et DVI-stik til moderne skærme, specielt fordi du med en DVI til HDMI omformer nemt kan sende signalet direkte til et fladskærms-tv og dermed nemt omforme din mini-pc til et mini-mediecenter.
Samme mulighed har du også med den billige Asus Eee Box, men der sætter den traditionelle 1,6 gigahertz Atom enkeltkerneprocessor en række begrænsninger for hastigheden.
Mens Atom-processoren fortsat ikke er en hurtigløber i dualcore udgave, så lykkedes det os at afvikle WMV-klip i det såkaldte 720p HD-format fra Microsofts online-arkiv på en 42 skærm. Du kan selv downloade og prøve de flotte HD-klip her. Også DivX-klip i 720p blev afviklet pænt.
I det mere detaljerede format 1080p var oplevelsen knapt så flydende, og den lille maskine kæmpede tydeligt for at holde trit med de intensive klip.
For at opnå en god og knapt så ressourcekrævende afspilning brugte vi kombinationen af CCCP Codec og Windows Mediaplayer classic. Du kan selv hente løsningen gratis her.
Alt i alt er Shuttle Mini-PC X 2700B med til at fylde nichen af små og strømbesparende maskiner ud.
Vil du således have det billigste, er Eee Box fortsat et godt bud, er du til servere og store harddiske har ProConsults fortsat en interessant model - og handler det om mediefunktioner og design, bør du se på Shuttle Mini-PC X 2700B.
Vi havde dog gerne set, at prisen var noget lavere, for den testede model har en vejledende pris på 4.590 kroner hvilket er lige i overkanten for en mini-pc med begrænsede anvendelsesmuligheder.