Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. oktober 2002.
Microsoft har standardiseret de tidsrum, hvor softwaregigantens produkter vil blive supporteret. Det tvinger andre leverandører til at følge efter, mener analytiker.
Fem år. Det er den periode Microsoft i fremtiden vil yde sin normale support for software til kommercielle anvendelser og udvikling.
Det vil derudover være muligt at købe sig til to års ekstra support. Hidtil har der været forskellige supportperioder og -ydelser for de forskellige Microsoft-produkter.
De nye regler for support skal angiveligt være med til at hjælpe virksomheder og almindelige forbrugere i deres planlægning.
For de fleste forbrugerprodukter inden for både hard- og software er supportperioden mindst fem år, men produkter, der udkommer i nye versioner hvert år som Encarta og Money, supporteres kun i tre år. Hertil kommer, at online selvhjælp vil være tilgængelig i mindst otte år for de fleste produkter.
Microsoft vil opretholde sine nyhedsgrupper, hvor brugere deler tips og tricks, så længe brugerne er interesserede, oplyser en talsmand for Microsoft.
For nogle produkter vil supporten blive forlænget i forhold til de standardiserede perioder, hvis der er tilstrækkelig efterspørgsel fra brugerne, og Microsoft vil også forlænge support for udvalgte storkunder, der har behov for det. Også Microsoft-partnere som systemintegratorer og konsulentfirmaer kan få udvidet supportperioden.
Pres på andre leverandører
Det nye initiativ fra Microsoft betegnes af en analytiker fra Gartner Group som førende i IT-industrien:
- Det vil lægge pres på andre store leverandører af software som Oracle og IBM og vil tvinge dem til at indføre lignende politikker, siger Tom Bittman.
Han tilføjer at det hidtil ikke har været muligt for virksomheder at planlægge, fordi politikken for support var uigennemskuelig.
Microsoft opgør supportperioden i kvartaler, så et produkt til virksomheder, der for eksempel er lanceret officielt i februar 2002, bliver supporteret indtil 31. marts 2007. Microsoft lægger oplysninger om supportperioder ud på sin hjemmeside.