Håndslag på køb af gammel kending

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 2. september 2002.


FORRETNING: I en af årets få virksomhedshandler på biotekfeltet købte Dako amerikansk og blev til DakoCytomation. Det fusionerede selskab holder en støt kurs mod børsen og venter at nå frem i 2003.

Danske Dakos overtagelse af amerikanske Cytomation foregik på gammeldags manÈr - der blev givet håndslag på handlen. Efter der blev trykket på næven i januar i år, sprang man de sædvanlige, gensidigt forpligtende livrem-og-seler øvelser over og gik direkte til det endelige juridisk og revisionsmæssigt korrekte dokument.

Det smedede selskaberne sammen til DakoCytomation pr. 1. juli i en handel, som adm. dir. Jes Østergaard præsenterer som en fusion. Tallene afspejler ganske vist en stor-sluger-lille situation. CytoMation tegner sig bare for omkring 150 medarbejdere og en omsætning på DKK 200 mio. af det fusionerede selskabs henholdsvis 1.400 medarbejdere og omsætning på DKK 1,4 mia. Men Jes Østergaard peger på, at der er megen psykologi med i spillet ved fusioner og overtagelser. Han har selv to formål med fusionsdefinitionen, som afspejler hans prioritering af god virksomhedskultur og bevidsthed om at sende de rette positive signaler til markedet i en tid, hvor Dako har børsambitioner:
- Indadtil var det vigtigt at markere, at alle er med i det nye selskab. Udadtil ville vi gerne signalere, at det her ikke bare er gamle Dako på indkøb, men at der er opstået en ny virksomhed, som har høstet synergi ved at få hele spektret med i forretningen. Vi havde kemi og analyse - nu har vi også instrumenter og software.

Dako er verdens førende producent af reagenser til diagnosticering af bl.a. kræft og ekspert på udvikling af reagenser til diagnostik på celler og væv. Cytomation har teknologisk styrke på instrumenter til brug for celleanalyser og laver både hardware og software til formålet. Sammen vil de kunne levere pakkeløsninger med instrumenter, reagenser, kits, service og træning i brugen af hele dynen.

- Vi fusionerer det bioteknologiske og det medico-teknologiske. Synergien ligger i vores forskellighed, understreger Jes Østergaard og tilføjer, at man ikke nødvendigvis får glæde af at slå to selskaber med kompetence inden for det samme felt sammen.

Lang forlovelse
Mens nogle må lede længe efter den helt rigtige partner, havde Dako kendt Cytomation i årevis. Derudover lettede det overblikket over potentielle partnere, at under en halv snes selskaber i verden laver instrumenter til flow cymetri - måling af biologiske, kemiske og fysiske elementer i en væske, som føres gennem flow cytometer instrumentet, der kan måle DNA-indhold, enzym-aktivitet og andre parametre.

Dako kontaktede det 13 år gamle selskab for fem år siden og har fulgt, hvordan det de seneste to-tre år har udviklet salg og produktion og nået en fornuftig overskudsgrad. Det placerede sig også som eneste biotekselskab på USA-tidsskriftet Inc.'s Top 500 over privatejede vækstvirksomheder.

For et år siden blev parterne enige om, at hvis et samarbejde skulle være effektivt, skulle der en fusion eller overtagelse til. Omtrent på det tidspunkt åbnede Dako ballet med en investering på DKK 65 mio. i Cytomation. Kort efter, i november sidste år, frasolgte Dako sin amerikanske forskningsenhed, Boston Probes, hvis ekspertise ligger inden for PNA-teknologi, til Applied Biosystems. Det gav et provenu i størrelsesordenen DKK 180 mio. Justeringen af den forretningsmæssige portefølje er hver gang blevet beskrevet som en forberedelse til den planlagte børsintroduktion. Jes Østergaard lægger ikke skjul på, at børsplanerne lever i bedste velgående.

Det usædvanlige biotekselskab
- I første omgang implementeres fusionen over de næste 6-12 måneder. Og så skal vi på børsen hurtigst muligt derefter. Vi arbejder hen mod 2003 - hvis markedet til den tid er rimeligt, siger han.

DakoCytomation adskiller sig dermed - og på mange andre måder - fra resten af biotekindustrien. Selskabet er ældre end de fleste. Læge Niels Harboe, der var medopfinder af teknologien, startede firmaet med egne penge i 1966, fordi han ikke kunne få midler fra Københavns Universitet til sit arbejde. Som Jes Østergaard udtrykker det:
- Han startede et biotekfirma, før vi vidste, hvad det var. Harboe-familien ejer stadig 61% af selskabet, og Niels Harboe, der for længst har rundet de 80, går stadig rundt på gangene og udveksler ideer med forskerne.

Frem for alt markerer DakoCytomation sig ved at være uafhængig af venturekapital og i vidt omfang selvfinansierende. Ord som 'burnrate' optræder ikke i selskabets glossarium. Det gør til gengæld vækst, vækst og atter vækst. Jes Østergaard satser på at fastholde en to-cifret vækstrate - blandt andet takket være Cytomation.

Væksten manifesterer sig også fysisk i Dakos hovedkvarter i Glostrup, hvor det første spadestik til byggeri på 12.000 m2. tages i foråret 2003. Herved ekspanderes den danske del med cirka 50%. Godt en tredjedel af udvidelsen, der giver plads til 200 ansatte, er produktionsfaciliteter.

Boks:
fakta
DakoCytomations to hovedforretninger er patologi og flow cytometri. I patologien (61% af omsætningen) er selskabet markedsleder. I flow cytometrien (26% af omsætningen) er DakoCytomation markedets tredjestørste. De resterende 13% indbefatter markedsføring af produkter til klinisk immunkemi og mikrobiologi. Selskabets forventninger til fremtiden baseres på, at de næste 10-15 år bringer en række nye præparater til behandling af kræft. De nye kræftterapier vil blive dyre, og en forudsætning for brugen er, at de målrettes mod de rette patienter. DakoCytomation leverer de nødvendige analyseredskaber.




IT-JOB

Danske Commodities A/S

IT Systems Engineer

Unik System Design A/S

Head of Internal IT

Politiets Efterretningstjeneste

Bliv AD-specialist hos PET
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere